Grådighedens banalitet

Som apokalypsens fjerde rytter dukkede nyheden om den svimlende millardsvindel op i aviser over hele Europa.

Et netværk af finansmænd og storbanker har plyndret de europæiske statskasser for mindst 410 mia. kroner, og journalisterne bag afsløringerne påpeger, at meget tyder på, at de stadig er i gang med at udnytte deres forbryderiske fidus, hvor de gennem fifleri med udbytteskat trækker penge ud af statskasser, som resten af de europæiske borgere har knoklet sig til.

Det er den slags nyheder, der kan give én mavesår i utide af bare vrede. Men mange kan nok heller ikke sige sig fri for at være blevet ramt af en undren: Hvordan har så mange mennesker kunnet finde på at gøre noget, der er så åbenlyst forkert? Er de simpelthen grådige i deres grundvold? Er de måske ligefrem onde?

Hvis vi på sigt vil vriste vores samfund fri af apokalypserytterens klamme hænder, er der behov for at prøve at besvare de spørgsmål. For nok kan man lukke det konkrete hul i lovgivningen, men spørgsmålet er, om det hjælper på det mere grundlæggende problem – nemlig at der tilsyneladende findes en elite af rige mennesker, der snyder, fusker og udnytter alt det, de kan. De finder jo blot en ny fidus, når den gamle er lukket.

Så altså: Hvordan kunne de gøre det? Svaret er ikke banalt. Men roden til problemet er til gengæld banal grådighed.

Arendt i Jerusalem

Lad os lige komme med en lille disclaimer, inden vi går videre i teksten. I resten af artiklen kommer det til at se ud som om, at der bliver trukket paralleler mellem nazismen og bagmændene bag skattefidusen. Lad det være sagt med det samme: Der er ingen sammenhæng mellem nazisme og det europæiske bankkup.

Når nazitiden alligevel bliver trukket ind i dette morads, skyldes det, at den tyske filosof Hannah Arendt efter 2. verdenskrig skrev en artikelserie i The New Yorker, der senere blev til bogen med navnet ”Eichmann i Jerusalem.” Arendt fulgte retssagen mod nazisten Otto Adolf Eichmann og forsøgte med sit filosofiske begrebsapparat at forstå, hvad der havde fået tilsyneladende almindelige mennesker til at begå og acceptere krigforbrydelser, som verden hverken har set mage til før eller siden.

Hvis man tillader sig at generalisere Arendts tanker, kan man sige, at Arendt prøvede at forklare, hvad der kan få en stor gruppe af forholdsvis almindelige mennesker til at begå handlinger, der synes åbenlyst moralsk forkerte.

Her har vi altså bindeledet til milliardkuppet. For det var en hel industri, der var med til at pumpe pengene ud af Europa. Ikke bare en enkelt sociopat eller to forgældede bankrøvere. Hvordan har en så stor gruppe mennesker i toppen af samfundet gjort noget, der er så åbenlyst moralsk forkert?

Ondskabens banalitet

Otto Adolf Eichmann var tysk SS-officer under 2. verdenskrig og siges at være en af hovedarkitekterne bag holocaust. Hans vej til toppen i det nazistiske parti synes at have været hans bureaukratiske præcision: jødeudryddelse var logistik. Et stykke arbejde, der skulle planlægges, kortlægges og udføres på mest effektive vis. Efter krigen flygtede han til Argentina men blev i 1960 fanget af den israelske efterretningstjeneste Mossad, der bortførte ham til Israel, hvor han ved en retssag blev dømt til døden. Han blev hængt i Jerusalem i 1962.

Hannah Arendt bemærker i sin bog, at Eichmann under retssagen ikke syntes at være tynget af skyld. Men på den anden side mærkede hun heller ikke, at han havde nogen egentlig vrede mod de mennesker, der i sidste ende dømte ham til døden. I retten opførte Eichmann sig, som han eftersigende skulle have opført sig under naziregimet. Som en bureaukrat, der havde fulgt ordre og holdt sig til den gældende lov. Eichmann syntes ikke drevet af had eller stærk idealisme. Han var nazist og han gjorde ”bare” sit arbejde.

Hvad var så Eichmanns bevæggrund for at begå så skrækkelige forbrydelser? Den gængse forklaring på totalitære forbrydelser er en ideologisk forblindelse, der vender op og ned på, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Men sådan var det, ifølge Arendt, ikke hos Eichmann.

Hun skriver, at Eichmanns moralske kompas nærmere er blevet forplumret af en fejltolkning af filosoffen Immanuel Kants moralfilosofi, der forsimplet siger, at man skal kunne ophøje sine handlinger til almengyldige love, som alle følger. Eichmann havde misforstået den læresætning, så han troede, at der kunne sættes lighedstegn mellem lov og moral: Eichmann var sat til at udføre et arbejde, som ifølge ham var moralsk, fordi det på gældende sted og gældende tidspunkt var lovligt. Han gjorde sin pligt.

Arendt når frem til, at Eichmann grundlæggende mangler evnen til at tænke (forstået i filosofisk forstand som at reflektere). I retssagen fyrede han klicheer af, han holdt sig til det nazistiske bureaukratsprog, og han manglede den indre dialog i mennesket, der får hjælper os med at tage moralske beslutninger.

Kort sagt: Eichmann var bureaukrat, og en dygtig en af slagsen. Han gjorde, hvad han havde fået besked på, og han gjorde det, så godt han kunne. Hvad han ikke kunne, var at tænke.

Ifølge Arendt er Eichmann et udtryk for ondskabens banalitet. De nazistiske handlinger var spektakulære, men mændene bag, som Eichmann, var ofte karakterløse. De gjorde blot, hvad de fik besked på. Det virkelig uhyggelige ved totalitære regimer er, hvordan de dehumaniserer borgerne og gør dem til nyttige bureaukrater, der ikke stiller spørgsmål.

Grådighedens banalitet

Historien om bank- og finansmændene, der plyndrede Europa, er ikke så meget historien om ondskabens banalitet, som det er historien om grådighedens banalitet. For som allerede adviseret skal man ikke tænke bank-bagmændene som forbrydere på niveau med Eichmann. Alligevel virker det ikke usandsynligt, at det er nogle af de samme mekanismer, der har fået dem til at handle.

Hvis man ser den (forrygende) DR-dokumentar ”mændene der plyndrede Europa,” kan man godt få den tanke, at mens kuppet i sig selv er spektakulært, er det nogle ganske tørre, banale og bureaukratisk forbryderhandlinger, der ligger bag. Ligesom Eichmann har hovedmændene bagved ikke kunnet tænke.

I bankerne har bagmænd med bureaukratisk effektivitet gjort alt for at opnå det mål, de er blevet sat i verden for: Tjen så mange penge som overhovedet muligt.

Eichmann havde misforstået den kantianske læresætning, og det samme har bankmændene. I bankerne har de deres egne love og regler, og de handler om profitmaksimering. Derudover har man gjort et (tilsynelandende ganske håbløst) forsøg på at overbevise sig selv i bankerne om, at det nok ikke var decideret ulovligt, det man gjorde. Som en af bankerne undskyldte sig med: ”Eksterne advokater tjekkede det for os, og sagde, at det ikke var ulovligt,” og ”alle de andre banker gjorde det.” De har lige kort overvejet, om det nu var lovligt. Tanken om, hvorvidt det var moralsk, lader ikke til at have strejfet dem.

I dokumentaren nævnes det rigtig nok, at bankmændene ser op til tænkeren Ayn Rand, der mener, at staten er ond. Men sandsynligvis har hovedparten af de mennesker, der har været med til at suge pengene ud af kassen, ikke som sådan haft noget udestående med staten. De har ikke haft brug for at retfærdiggøre deres handlinger. De har bare gjort deres job på bedste vis – det var det, de var ansat til.

Hovedkilden i dokumentaren fortæller, hvordan de var drevet af grådighed. Man fik sin første Porsche, men så havde den anden bankmand to Porscher. Man fik et hus på Mallorca, men så havde den anden bankmand to huse på Mallorca. Spiralen fortsætter. Man vil bare have mere end de andre.

Denne grådighedsspiral kan bedst beskrives som en total kliché. Fx forklarede kilden, at de alle ville have huse på den kunstige ø i Dubai, der er formet som en palme. Hvis det ikke er en kliché på at være nyrig, så ved vi ikke, hvad er.

Bankernes svar på anklagerne er en kliché. Og netop klichéen er for Arendt en af de vigtigste komponenter for, at man har mistet evnen til tænkning. Eichmann talte i klichéfyldt bureaukratsprog. Bankerne gør det samme.

Det er hele denne kultur, hvor tænkningen bliver sat ud af spillet, man skal have styr på, hvis man skal gøre sig forhåbninger om, at bankverden i fremtiden skal være til at stole på. Det er ikke (kun) onde superskurke, der sidder i bankerne. Det er banale bagmænd, der gør deres arbejde i en kultur, som har fordret dem til at stoppe med at tænke og bare udføre det arbejde, bankerne kræver af dem: Tjen så mange penge så muligt – uanset hvad.

Det er grådighedens banalitet. En banalitet som ikke er en undskyldning for de store forbrydelser. Eichmann kunne ikke gemme sig bag sin banalitet, og bankmændene kan ikke gøre det. Det gør dem ikke mindre skyldige.

Men det er selve banalitetens rod, man skal hive op, hvis det hele nogensinde skal blive bedre.