”Penge er overalt, men det er poesien også. Det, vi mangler, er digterne.”
Federico Fellini
Nu skal man passe på med at kolportere svært verificerbare citater af store mænd og kvinder, som man finder på internettet, men hvad enten den italienske filminstruktør Federico Fellini (1920-93) har sagt ovenstående eller ej, så er det jo rigtigt: Poesien er overalt. Se bare på mandens egen produktion. Mellem filmene Den Hvide Sheik fra 1951 og La Vocce della luna fra 1990 gav han os et kulørt og sværmerisk blik på livet, døden og troen med afsæt i det, han kendte og havde set rundt omkring i det eventyrligt brogede italienske samfund.
Hans film faldt ikke alle sammen lige heldigt ud, men den største og mest berømte er dog Det søde liv (La Dolce Vita fra 1960 med den barmfagre Anita Ekbergs natlige badescene i Trevi-fontænen i Rom. Det bidrog gevaldigt til filmens kommercielle succes, at den katolske kirke hadede den, og – som Fellini-kenderen Christian Braad Thomsen er inde på i sin bog Drømmefilm – at Vatikanets avis Osservatore Romano kørte en regulær hetz mod den: ”Alle var nødt til at se den for at vide, hvad de skulle advare deres nabo imod.”
I maj 1994 – ikke meget mere end et halvt år efter at Fellini havde stillet træskoene – kom populisten, milliardæren og mediemagnaten Silvio Berlusconi til magten, og skønt hans første embedsperiode som premierminister ikke varede mere end syv-otte måneder, var det på en måde helt symbolsk, at Fellini ikke var der til at overvære det. For med en type som Berlusconi i italiensk politik kom den gamle kliché, om at ”virkeligheden overgår fantasien”, så sandelig til sin ret. Her kunne man rigtignok tale om ”en lille svindler” (selv om Mogens Lykketofts betegnelse for vores egen statsminister Lars Løkke Rasmussen muligvis passer lige så godt på ham). Italiensk politik har altid været lidt til en side, men siden 1994 har der godt nok været nogle underligere italienske regeringskonstellationer – dog fra tid til anden afbrudt af teknokraten Romano Prodi på premierministerposten (men aldrig særlig længe ad gangen).
Og det er det uhyggelige: Når man ser på italiensk politik i dag, så savner man næsten Berlusconi. Det kan godt være, at han var overdrevet solbrændt og brugte for meget tid på ansigtsløftninger og hårtransplantationer, men helt skudt i roen var han da ikke, tænker man.
EU siger no way
I går afviste EU-kommissionen for første gang nogensinde at godkende et af de 19 eurolandes finanslove. Og det er naturligvis Italien, vi taler om. Landets bizarre koalitionsregering, som består af de populistiske, EU-fjendske partier Femstjernebevægelsen og Lega (der tillige er xenofobisk), har præsenteret en finanslov, som vil øge det statslige underskud i 2019, velvidende at EU ikke kan godkende den.
Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv giver det heller ikke rigtig mening, for Italien har i forvejen en statsgæld på 130 pct. af landets bruttonationalproduktet, og den vil EU-kommissionen have italienerne til at nedbringe, før de begynder at skeje ud med borgerløn, og hvad de ellers har på cirkusplakaten. Italiens indenrigsminister Matteo Salvini, som Time Magazine i september kaldte ‘den mest frygtede mand i Europa‘ (og kampen er ellers ret hård), gik straks agurk på Twitter. ”De angriber ikke en regering, men et folk. Dette er ting, som vil gøre italienerne endnu mere rasende,” skrev han.
Det må være lidt underligt at være en ‘normal’ italiener og stå og kigge på det uføre. Men de har jo selv stemt på Femstjernebevægelsen og Lega – måske for at komme væk fra Berlusconi-typerne og det dødvande af korruption og spildtid, som den type regeringsledelse fører med sig. Ville gamle Fellini kunne finde sine ben i det nuværende italienske morads? Ja, det ville han nok. Når han lige havde fået kalibreret hjernen og var blevet akklimatiseret, så var der da virkelig noget at hudflette. Poesien gennemsyrer stadig Italien, det søde liv er overalt, men bare ikke i italiensk politik. Man kan også spørge sig selv, hvor den katolske kirke er henne. Nu er der da virkelig noget at advare sin nabo imod. /Oliver Stilling