Manden der opkaldte verdens dyreste pornoblad efter sig selv og fik Kim Kardashian på forsiden

Hvis man har haft næsen i magasinsporet i denne uge, har man ikke kunnet undgå at opdage, at verdens mest stylede og også lækreste erotiske magasin har klædt Kim Kardashian West af til skindet og smidt hende på forsiden. Inde i bladet er spread efter spread afsat til en … skal vi sige pågående billedserie, der er inspireret af japansk mangategneserie og ikke lader den berømte billedserie af hende fra Paper Magazine noget tilbage. Det hele smagfulgt akkompagneret af et interview foretaget af forfatteren Bret Easton Ellis, selv om smag er en bred størrelse, når vi taler om netop dette magasin.

Richardson, som magasinet hedder, er et af de mest toneangivende og banebrydende mode- og livstilsmagasiner på gaden, der med dette 9. nummer (og en lidt sløv udgivelsesfrekvens) kan fejre 20 år jubilæum med den 55-årige stifter, døber og navngiver Andrew Richardson som chefredaktør. Det er tyve år med provokationer, æstetiseret sex, reklame, design, kendisser, pornostjerner, vulgaritet, forfattere, stjernefotografer og en dårlig smag, man kun kan have, når man har en helt exceptionel god smag. Det hele pakket ind i et lækkert coffee table format. For Richardson er ikke et helt almindeligt magasin, og Andrew Richardson er ikke en helt almindelig mand.

Grænsesøgende

Andrew Richardson voksede op i en mindre by lidt nord for London men flyttede allerede som 16-årig ind til byen og blandede sig med en dekadent modebranche – en branche, der blandede sig med alle, hvis bare de ville drikke eller tage stoffer med dem. Punkere, rockmusikere, popdrenge, skinheads og arbejdsløse weekendnarkomaner. Sådan beskriver Richardson selv miljøet, og et eller andet måtte han kunne imponere dem med, for allerede som 19-årig blev han butiksbestyrer for Kenzos herre-butik i byen og droppede sit uddannelsespor, hvor han heller ikke var kommet længere end til highschool.

Han steg yderligere i graderne hos Kenzo, men så misundeligt til, når hans venner, der var fotografer og modeller, tjente mange flere penge, end han selv gjorde, mens de fløj kloden rundt omgivet af smukke kvinder. Så han besluttede sig for at skifte spor og tage mod New York.

Her kom han i lære som fotograf og stylist hos en af modeverdens største fotografer Steven Meisel og blev hurtigt sendt på soloopgaver for navne som Versace og Calvin Klein. Sammen med Meisel lavede han i 1992 Madonnas ikoniske bog Sex, der blev en kunsterisk retning for både Richardson og Madonna. Det var den stil, de opfandte med den – legen med pornografi, erotik, dominans, fetish og kønsroller – der overbeviste ham om, at han måtte lave sit helt eget.

”På det tidspunkt var modeverden blevet en stopklods for mig. Jeg sad fast,” fortæller han i et interview med New York Times.

”Jeg måtte udfordre mine egne og mine modtagers grænser og var med det samme klar over, at vi måtte tage Madonnas Sex endnu længere ud. Jeg ville tage sexindustrien helt til mig og lave et magasin lige så professionelt, som Vanity Fair er for filmindustrien.”

Italinsk kult og amerikansk avantgarde

I magasinkredse havde det italienske reportage- og tegneseriemagasin Frigidaire i 1980’erne opnået en kultstatus med sin småbizarre blanding af pornografi, fiktive interviews og reportagefotografi, og sammen med de amerikanske avantgardemagsiner Eros, Fact og Avant Garde fra 1960’erne gik Andrew Richardson i gang med at udforme et slags (meget løst) koncept for deres magasin. Især Eros, Fact og Avant Garde, der er skabt af den amerikanske fotograf og redaktør Ralph Ginzburg sammen med reklamekanonen Herb Lubalin, blev ledestjerner for dem, for også her handlede det hele tiden om at presse grænserne og udfordre det etablede. Både i form og indhold. Fotografer som Terry Richardson (der ikke er i familie Andrew) og Steven Klein var med under udviklingen af Richardson, der i 1998 udmøntede sig i det første nummer af Richardson, der havde pornostjernen Jenne Jameson på forsiden.

”Det var aldrig rigtig et helt gennemtænkt koncept men mere en reflektion over, hvor var jeg lige var i mit liv,” har Richardson sagt til modemagasinet SSense i denne uge i anledningen af 20 års-jubilæet.

”Magasinet handler om sex, men i virkeligheden handler det meget mere om provokation. Det prøver at være et bevidsthedsudvidende magasin om seksualitet og kultur.”

Senere er der fulgt interviews og billedserier med kendte strippere, reality-stjerner, musikere og som med Janna Jameson rene pornoskuespillere. Men det har som regel en større tyngde end bare kødet og er heller ikke bundet til én seksuelorientering eller ét køns blik. Det udfordrer. Et godt eksempel på den slags “vrid”, kan man se med udgave nummer fem (A5), der havde pornomodellen Stoya på forsiden:

Men selv om billedserien var meget eksplicit, var den ikke provokerede på grund af sin nøgenhed. Der er ikke meget gængs pornografi over fremstillingen af hende og de kvinder, man ofte ser portrætteret i porno. Sjældent har en nøgen kvinde set så stærk og kraftfuld ud. Nærmest truende med et jernrør hvilende henover skuldrene, står hun uanfægtet og nedstirrer beskueren. Intimiderende. Det er hende, er bestemmer, hvor hun står og hvordan. Med billederne følger i øvrigt et afdæmpet interview renset for sex. Det handler meget mere om, hvad man gør med sit liv, hvor man kommer fra og hvad man vil.

Tøjmærker og modeforretninger

Richardson er aldrig udkommet i oplag på mere end nogle tusinde eksemplarer per udgivelse, selv om det ofte har lagt nettet ned med sine billeder. Det har nu heller ikke været super tilgængeligt, for indtil Andrew Richardson åbnede sin egen butik i New York og siden i L.A., har man kun kunnet købe det i den nu lukkede modeforretning Colette i Paris. I 2011 flød magasinets ånd eller brand på opfordring fra tøjmærket Supremes øverste chef og stifter James Jebbia langsomt over i et streetwear-mærke, og i dag laver Richardson både tøj, knive, sexlegetøj, bøger, duftserier og vandbonger.

”Vulgaritet har altid interesseret mig, men hvis du ikke har god smag, kan du heller ikke lave ordentligt, vulgært arbejde. Jeg har en god smag. Udviklet gennem et helt liv og derfor er jeg også så god til at lave det vulgære. Her ser jeg mit arbejde meget i forlængelse med kunstere som Helmut Newton og Ralph Ginzburg,” sagde han i 2015 i et interview med Dazed & Confused Magazine.

”Vi lever i en kultur af ”Likes” og ”skam”. Det føles næsten som fascistisk kultur af intolerance og negativitet. Der er næsten ingen plads til oprigtighed og næsten ingen plads til personligheder af nogen art. Vi prøver at præsentere en fri tanke. Uanset om det handler om politik, seksualitet, vold eller hvad som helst. Det er det, vores provokation handler om. I alt, hvad vi laver.”

Er man lidt snap kan man måske nå at sikre sig et eksemplar og købe sig et badehåndklæde eller en vandbong hos Richardson selv. Vi glæder os allerede til A10