Ok, man skulle ikke altid tro det, når man ser på vores folkevalgte politikere, men vi har faktisk nogle temmelig store og fundamentale spørgsmål foran os her på kloden. Først og fremmest er der naturligvis alt det med overbefolkning og uligheden, klimaet og den finansielle sektor, men det orker vi næsten ikke at tænke på sådan en efterårslørdag, og ret beset kan de fleste politikere også mønstre både handling og holdning på disse områder, om man så kan lide dem eller ej.
De færreste politikere formår til gengæld at mønstre en reel holdning til den teknologiske udvikling og det, der følger med. Det er, som om forskerne, filosofferne, filminstruktører og de lurvede sci-fi-forfattere står lidt alene over for techgiganterne her, og uden politikerne til at bakke deres tanker op med realpolitiske forslag, kommer de til at stå lidt som rablende fantaster, selv om det er helt tæt på os hele tiden.
Der er mange steder at sætte ind i den debat, hvad enten vi taler om kunstig intelligens, persondata, firmaernes størrelse og ejerskab eller god gammeldags robotteknologi, men lad os gøre det nemt for os selv – det er weekend – og gribe fat i selvkørende biler.
Det har det videnskabelige tidsskrift Nature nemlig lige gjort. I denne uge offentliggjorde det en stor undersøgelse foretaget i hele verden med et klassisk tankeeksperiment inden for etikken, det såkaldte trolley problem. Her skal du træffe følgende valg: Et tog vil ramme fem mennesker. Du står ved et håndtag, som kan få toget til at skifte spor, men som samtidig vil betyde, at en enkelt person vil blive dræbt. Trækker du i håndtaget?
Forskellige variationer af det problem har en række forskere fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) fået flere millioner mennesker fra 233 lande til at svare på (vi har også gjort det og det kan du også – lige her). Formålet har været at undersøge, hvordan selvkørende biler i fremtiden skal programmeres, så de kan reagere, som vi ønsker det, hvis en bil med svigtende bremser eksempelvis skal vælge mellem at blæse igennem en børnehave eller et alderdomshjem.
Maskinernes problem
Resultaterne ligger klar, men de viser desværre slet, slet ikke et entydigt resultat. I den grove udgave af rapporten (som er den, vi har læst (i)) har man delt verden op i tre kulturelle områder – Vesten, Østen og Syden, og svarene varierer overraskende meget. Eksempelvis er man i Østen meget indstillet på at redde kvinder frem for mænd, men til gengæld slet ikke interesseret i at redde børn og unge frem for ældre. I Vesten vægter man et udfald, hvor man ikke vælger – altså så tilfældighederne i videst mulig udstrækning får lov at råde – mens man i Syden er tilbøjelig til at vælge at skåne de velstillede og rige fremfor de fattige, der bliver ofret, hvis man bliver stillet over for et valg.
Antropologer kan sikkert få lang tid til at gå med at forklare det udfald, men det rammer alt sammen ind i det kerneproblem, der er med maskinerne: De er ikke mennesker.
En robot foretager sine valg og fravalg via algoritmer, som naturligvis til en vis grad vil være menneskeskabte, men problemet er, hvad der skal puttes i den algoritme. For trods menneskets udbyggede forhold til moral og etik har det historisk set været stort set umuligt for os at formalisere det. I hvert fald i en grad, hvor det skal sættes på en algoritme. Moralske diskussioner, der har varet i århundreder, ja, årtusinder, skal nu pludselig kodes ind i en computer, og hvordan bliver vi enige om det?
Spørgsmålene vil konstant dukke op i de år, vi går i møde, og komme i alle mulige former og farver. Der skal tages stilling, hvad enten vi snakker om selvkørende biler, robotter, krigshandlinger, klimapolitik, flygtninge- og grænsepolitik, fødselspolitik, straf eller, ja, trafikregler. Det er store spørgsmål, som verdens udvikling har skubbet tættere og tættere på os, og som dybest set stiller spørgsmålet: Hvem er vi?
Hvem er mennesket, hvem ønsker vi at være, og hvordan ønsker vi at være over for hinanden? Og hvordan skal vi nogensinde kunne tale om det, hvis ikke politikerne taler med? Så derfor spørger vi stilfærdigt vore kære politikere: Har du talt med din filosof i dag? Har du overhovedet en? For ellers må du til at anskaffe dig det. /Lasse Lavrsen