Du pusling-land, som hygger dig i smug
mens hele verden brænder om din vugge
Jeppe Aakjær
Er Inger Støjberg Danmarks demokratiske kit og vores garant for politisk stabilitet? Hva’? Det er ikke ment som et retorisk indledningsspørgsmål på et polemisk debatindlæg men en helt reel og åben undren efter alle de omkringliggende lande synes at henligge i et politisk kaos mellem to uforenelige politiske positioner. Det er for eller imod en stram indvandringspolitik. Det er det, vi ser udspille sig i Tyskland lige nu, det vi ser i Sverige, og det vi ser i Norge.
Andelen af befolkningen, der er imod en øget indvandring, er i alle disse lande nogenlunde på niveau med hinanden og med Danmark. Det ligger omkring de 20 pct. af befolkningen, der af lidt varierende grunde mener, at netop dette spørgsmål er så vigtigt for dem, at det afgør deres stemme, men magten man har tildelt de 20 pct. er ikke den samme.
I Tyskland har Merkel som bekendt brændt nallerne så gevaldigt på flygtningekrisen og sit engagement i at fordele kvoteflygtninge på europæisk niveau, at hun i går ikke så nogen anden udvej end at trække sig som partiformand, og når tiden kommer i 2021, har hun ikke tænkt sig at genopstille som kanslerkandidat. Nuvel, det er måske det, vi kunne kalde en journalistiske stramning at tillægge hendes beslutning den ene årsag. Man kunne sikkert godt finde andre årsager til hendes nederlag, al den stund at et parti som Die Grünes fremgang også er en væsentlig del af Merkels nedtur, blandt andet ved det bayerske valg forleden. Men hendes måder at håndtere netop asylstriden på har ubestrideligt kostet masser af vælgere både til højre og til venstre.
I Sverige står man her snart to måneder efter rigsdagsvalget i september stadig uden en regering og uden nogen umiddelbar udsigt til at få en, efter at samtlige etablerede partier nægter at indgå et samarbejde med Sverigedemokraterna. Uden deres godt 17 pct. af stemmerne findes der ingen anden udvej end en koalitionsregering, og det ser svært ud, efter at socialdemokraternes Stefan Löfven for anden gang måtte opgive at danne regering i går. Tidligere har Moderaternes Ulf Kristersson måtte sande det samme. Nu foreslår Liberalerne at sætte Centerpartiets leder Annie Lööf til at danne regering, og heller ikke det har umiddelbart lyse udsigter. Det er svært at holde de 20 pct. uden for indflydelse.
Det har man så heller ikke gjort i Norge indtil videre, hvor Fremskrittspartiet har dannet regering sammen med Høyre og Venstre på grundlag af Kristelig Folkeparti. Men nu er Kristelig Folkeparti begyndt at røre på sig og har kastet landet ud i det, der kaldes Krf-dramaet, som truer med at vælte regeringen og udløse valg. Kristelig Folkeparti gik til valg sidste år på en regering bestående af Høyre, Venstre og Kristelig Folkeparti – altså uden det indvandringskritiske højreparti Fremskrittspartiet. Dette blev ikke til noget. Til gengæld udvidede den konservative statsminister Erna Solberg (Høyre) efter valget sin regering fra de to eksisterende partier – Høyre og Fremskrittspartiet – til også at omfatte det liberale byparti Venstre. Det efterlod Kristelig Folkeparti uden for regeringen som støtteparti, og det er de nu begyndt at opponere imod og skal i denne uge vælge, om de vil droppe deres støtte for at støtte en venstrefløjsregering, der ikke vil basere sig på Fremskrittspartiet. Med andre ord – endnu et politisk kaos på baggrund af den opslidende mærkesag.
Men, hvad er det så, vi har gjort i Danmark? Hvordan kan vi stadig være så forholdsvis politisk stabile? Det er her, Inger Støjberg som figur kommer ind i billedet. Hun har billedligt talt været bindeleddet mellem de indvandrerkritiske 20 pct. og resten af det politiske spektrum og har i hvert fald indtil videre kunnet holde sammen på både regering og sit eget parti. Derfor det indledende spørgsmål, der jo nok alligevel bliver et retorisk spørgsmål, da vi udmærket er klar over, at hun ikke har gjort det alene. At Fogh lagde kursen i 2001, at Socialdemokraterne har fulgt trop, og at selv SF som bekendt ragede efter, da Villy Søvndal opnåede en overraskende og uhørt succes ved at trykke på indvandrer-speederen i 2008, da han ryddede forsider på at sige: ”Til disse mørkemænd: Gå ad helvede til.”
Der synes at være en anden konsensus i Danmark med de 20 pct. En anden accept. Men derfor bliver vi også nødt til at gå ud på et spørgsmål, der helt ærligt ikke er ment det mindste polemisk: ‘Hvorfor er de 20 pct. så vigtige for politikerne?’ Hvorfor er de vigtigere end alle mulige andre politiske sager, man ville kunne finde 20 pct., der gik ind for, men som de ikke kunne få indflydelse med: lavere skat, for eksempel, eller dødsstraf som 25 pct. af danskerne går ind for. Det er fint for os, det ikke betyder noget for realpolitikken, men hvorfor dominerer de indvandrerkritiske tilsyneladende alt og har gjort det i 17 år? Det er sgu da underligt. /Lasse Lavrsen