Johanne fra Mjølnerparken vil ikke være andenrangsborger

Johanne Østervang har boet i Mjølnerparken de sidste syv år. I sit treværelses lejlighed med tilhørende samtalekøkken og altan bor hun med sine to børn, der går i børnehave og folkeskole. Hun har kæmpet med at gro rødder hele sit liv, men føler endelig, at det er lykkedes i Mjølnerparken.

Johanne Østervang er medlem af Almen Modstand – en bevægelse af folk fra almene boliger, der kæmper mod ghettopakken.

Mjølnerparken er en af Danmarks oftest hvis ikke mest omtalte ghettoer, men Johanne Østervang bryder sig ikke om, at man overhovedet kvalificerer noget som netop en ghetto. Det har en fuldstændig forkert betydning rent historisk og er en stigmatisering af beboerne, mener hun.

”Ghettopakken er jo et udtryk for utrolig historieløshed. Ordet ghetto har en rigtig grim oprindelse. Det handler jo om at segregere en gruppe af mennesker og fratage dem en masse rettigheder. Og så bruger man det her,” forklarer Johanne Østervang og fortsætter:

”Man bliver sat uden for samfundet. De vil jo lave andre love for os, der bor her. Det har egentlig aldrig betydet ret meget for mig, at jeg eksempelvis selv er kvart ashkenazi jøde, men når man insisterer på at bruge det her ord, kommer det alligevel til at gøre et eller andet. Der er en uhyggelig sammenhæng i, hvad ghettoens oprindelse er, og så hvordan historien gentager sig selv i dag i en anden version. I dag er det bare muslimer og andre af det her polariserende begreb ikke-vestlige indvandrere, der bliver set som jøder gjorde tidligere,” forklarer hun, som hun stiller en bøtte Peter Larsen-pulverkaffe, tre kopper og en elkedel på bordet foran os.

”Hvis der var steder i Danmark, man skulle kalde for ghettoer, skulle det da være asylcentrene og især de såkaldte udrejsecentre – som rent faktisk er værre end fængsler – hvor børn og voksne lever under helt urimelige forhold. For at sige det mildt. Det klinger meget hult, at regeringen vil gøre op med parallelsamfund, når den selv skaber dem,” forklarer hun.

I hendes køkken, hvor vi sidder, er der fyldt med nips, plakater og billeder, som viser et livligt og sprudlende hjem, hvor der er plads til at udfolde sig kreativt. Johanne Østervang er iklædt en blå Adidas T-shirt og en blomstret hvid kimono og ser eftertænksomt på én efter hvert spørgsmål.

For Johanne kan det føles som, at regeringen sætter Mjølnerparken i et dårligt lys på baggrund af det, hun kalder en asocial boligpolitik.

”Jeg har altid følt, at når man endelig kom ind i et alment boligselskab, så var man fredet. Så har man fået en lejlighed og noget sikkerhed. Men det prøver regeringen jo at fjerne ved at oppuste den her racistiske stemning for at gennemføre en totalt asocial boligpolitik. De vil jo gå ind og direkte tage vores boliger. Der må højst være 40 pct. familieboliger, så det er jo mange mennesker, de gerne vil af med,” siger hun. ”Det føles som et angreb. Både på bestemte mennesker og almene boliger generelt. Det er skræmmende at man har den her underlige arbitrære ghettoliste, hvor regeringen selv kan bestemme kriterierne og ændre dem efter forgodtbefindende, så de på den måde kan holde områder fast på listen.”

I en stund er der stille i køkkenet. På en måde virker det forkert, at der er stille, når hendes hjem lægger op til liv og bevægelse. På væggene hænger plakater for punkkoncerter i Ungdomshuset, og i stuen har et af hendes børn ført en grøn tusch hen over gulvet i cirkulære bevægelser. ”Jeg har prøvet at vaske det af,” grinede Johanne Østervang, da vi først ankom og trådte ind i stuen.

Den grønne kunst er malet direkte foran et klistermærkeskab, Johanne Østervang og hendes søskende har arbejdet på, siden de var små, der er beklædt af planeter, isbjørne og dinosaurer og i bunden et klistermærke, hvor der står ”Der er tis i cola!” ved siden af endnu et klistermærke af en ghettoblaster.

Fra altanen i stuen kan man skue ud over hele Mimersparken og Bispebjerg samt Nørrebro Station, hvor F-linjen, den eneste togstrækning der stopper på Nørrebro, kører langs fodboldbaner og farverige legepladser.

Bliver behandlet som andenrangsborgere

Om nogle år skal Johanne Østervang og hendes børn genhuses, da hendes lejlighed og andre fjerdesalslejligheder i området skal ombygges til penthouse boliger. De ved endnu ikke hvornår. Hele deres hverdag er bygget på idéen om, at de bor i Mjølnerparken, og derfor har de også valgt institutioner i området.

Samtidig ved hun ikke, om hun genhuses på Nørrebro i nærheden af sit nuværende hjem eller et helt andet område i København. Hun beskriver, hvordan den fremtidige usikkerhed selvfølgelig stresser hende:

”Der er en stor usikkerhed i ikke at vide, hvor vi kommer til at bo i fremtiden. Tre måneder før vores lejlighed skal rives ned, får vi et tilbud om en anden bolig. Børnene ved godt, at vi skal flytte en dag, og den store af dem har været ret bekymret og mange gange spurgt hvorhen og hvornår, for det er snart i mange år, de har sagt, at nu begynder renoveringen snart. Det er rigtig trist at blive flyttet fra både området og vores naboer, som vi er meget glade for. Det er også folk, vi har kendt, fra børnene var i vuggestue og børnehave til nu, hvor de går i skole. Man når jo at slå rødder på syv år.”

Johanne Østervangs lejlighed skal rives ned som en del af den såkaldte Helhedsplan for Mjølnerparken, som blev vedtaget før udspillet til ghettopakken. Men det er en smag på, hvad der kan vente resten af beboerne, hvis området ikke opfylder de krav, regeringen stiller til forbedring af området i forbindelse med ghettopakken. Og det giver ikke mening for hende, at man skal forskelsbehandles.

”Man føler sig isoleret fra resten af Nørrebro og Danmark. Folk, der bor her, bliver set som en eller anden slags andenrangsborgere. Jeg insisterer på ikke at føle mig som andenrangsborger, men det betyder jo alligevel noget, hvordan især magthaverne men også store dele af befolkningen ser en. Selvom jeg også mærker det, gælder det jo i endnu højere grad mine naboer, som ikke er hvide,” forklarer hun og fortsætter:

”Jeg kender ikke helt beboersammensætningen for dem, der bor på den anden side af Mjølnerparken i boligforeningen AAB afdeling 58. Men de er ikke omfattet af ghettopakken. Jeg synes ikke, der er nogen mening i at forskelsbehandle på den måde, uanset om afdelingerne er forskellige eller ej. Medmindre det er for at finde på undskyldninger for at nedlægge almene boliger. Så giver det mening.”

For Johanne Østervang føles det som om, at man forsøger at tvinge folk ud. Som om man ønsker en helt anden slags mennesker i opgangen. Hendes naboer, der her allerede i oktober har hængt julepynt op på gangen, har begge arabisk klingende navne, og hun mener, at det er tydeligt, at racisme og klasseskel har noget med pakken at gøre.

”De vil gerne have andre mennesker til at bo her. Hvide mennesker med flere penge. Der er jo ikke nogen penge i, at folk bor alment.” forklarer hun.

Man fjerner ikke problemerne

Selvom det er gråvejr, og regnen siler ned, er det behageligt at bevæge sig gennem Mjølnerparkens forskellige gårde. Hver især har de deres eget unikke indtryk. Som gården, hvor en kæmpe legeplads med en kæmpeedderkop i midten, som børn kan klatre på omringet af træhuse og en armygrøn jeep i en sandkasse.

Beboerne hilser venligt og imødekommende på os, når vi passerer dem, og i det nærliggende forsamlingshus, har Johanne Østervang fortalt os, er der ofte aktiviteter, som bliver gjort hyppigt brug af.

Da regeringens ministre skulle præsentere ghettopakken, blev Johanne først varslet aftenen før. Morgenen efter ankom politiet og afspærrede flere steder i Mjølnerparken. Ministerbiler kørte op, og ud trådte Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg og fem andre ministre.

Spontane demonstrationer dukkede op ved afspærringen, mens ministrene kæmmede de lokale. De forlod deres biler, drejede rundt om deres politibeskyttelse og gik så hen til afspærringen lige foran demonstranterne. Når Johanne Østervang fortæller om det, er det tydeligt, at der var en provokerende faktor i, at præsentationen skulle foregå i Mjølnerparken – ikke kun på regeringens præmis men endda uden beboernes inddragelse.

”Det ender med, at man bare flytter dem, som man synes er problemet. Man burde åbne døre andre steder i stedet for at lukke dem. Jeg har mulighed for at bo her, fordi det er forholdsvis billigt, og jeg har endda kun råd til at bo her, fordi jeg får boligsikring. Hvis de vil have folk til at flytte, burde de bygge flere billige boliger. De kan jo starte med at skabe billige boliger i Nordsjælland og andre velhavende områder i landet. Et af problemerne er jo, at man vil åbne de såkaldte ghettoer for mere velhavende folk, men der er jo ikke andre steder, der åbnes for os,” siger Johanne Østervang, før optageren slukkes, og vi går hver til sit.