»De burde gøre rent, dagen efter at politikerne har været her«

Det virker, som om det er forår. Vi danskere ved godt, at forår i februar er en illusion, men stemningen i asylcentret er kåd. Solen skinner. Medarbejder Robert Senftleben har været i et plantecenter, og beboerne graver, aflæsser muld fra en trillebør og planter buske. De sætter kirsebærlaurbær, rhododendron og sommerfuglebuske. Ud for hver af madteltets teltpløkker har de plantet en lille efeu til at klatre på bardunerne.

Et andet sted står en gruppe og bygger bord- og bænkesæt. Nogle prøver grinende at hitte rede i samlemanualen. Asylansøgerne arbejder side om side med de rødkindede unge mænd fra Beredsskabsstyrelsen.

Frem for magthaverne

Om to dage kommer Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget på besøg – her sidder bl.a. Martin Henriksen (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Yildiz Akdogan (S) og Johanne Schmidt Nielsen (Enh). Centret skal vises frem for magthaverne. Beboerne er blevet bedt om at gøre ekstra rent på grund af besøget, og ved familiegangen har Robert Senftleben sat en gruppe børn til at vaske væggene, hvilket udføres under hvin og vandpjask.

Ud på aftenen hjælper Securitas vagterne og et par asylansøgere hinanden med at hive en brandslange ud, så de nye planter kan få vand. Et par vagter joker om, at »min slange kan også sprøjte langt«. De spuler en række plastikstole foran madteltet rene, og det hvide lys fra de rumagtige lamper reflekteres i vandstrålen.

Må vi flytte sammen?

Om dagen kommer Mohamad Reza Tavousi ind på kontoret til Mai Manaa Kristensen med en lille flok han skal oversætte for, det er et brødrepar og deres ven.

»De vil gerne vil flytte til Iceland,« siger han. Der er forvirring.

»Øhm…Island? Åh, du mener til en ø, island. Et det Bornholm?«

»Ja. Jeg har været her sammen med min onkel i to måneder, og vi vil gerne flytte sammen til Bornholm. Den sidste er en ven, som vi gerne vil føges videre med,« fortæller den ene.

»My power is not so big,« siger Mai.

»No, you are powerful!,« siger Mohamad fedterøvsagtigt og laver øjne, så alle griner.

»OK, lad mig skrive jeres navne og ID numre ned, jeg skal se hvad jeg kan gøre«.

Rengøring af madteltet

Det er den samme gruppe, som står for dagens rengøring af madteltet.

»I skal gøre rigtig godt rent i dag, for der kommer gæster i morgen,« indskyder Mai.

»Thank you Miss Mai,« siger gruppen, og går ud igen.

Der er tryk på kontoret. En ung familiefar fra Somalia har fået konfiskeret sin telefon og er desperat for at komme i kontakt med sin kone derhjemme. Centret her kan kun vente på at politiet sender telefonen tilbage, men i mellemtiden låner medarbejder Robert Senftleben manden sin egen telefon. Den bliver ikke taget i den anden ende.

Et andet vennepar vil gerne flytte videre sammen. Andre vil til specifikke centre i Danmark, hvor de i forvejen har venner eller familie. Nogle vil bare gerne videre.

Fint besøg

»Vi skal ha fundet tre personer, som taler engelsk, og som kan blive inviteret ind til kaffe og kransekage for at snakke med politikerne,« siger Mai Manaa Kristensen.

Dagen efter kommer Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget. Formanden er Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

De har på forhånd bestilt kransekage og kaffe, som de vil indtage i madteltet.

Frivillig Villy Rønn synes, det er forkert at beboerne skal gør ekstra rent på grund af et politikerbesøg. »De burde gøre rent dagen efter politikerne har været her,« siger han i rygerskuret.

Medarbejder Robert Senftleben er uenig: »“Nej, det er vigtigt at politikerne ser, at de her mennesker virkelig yder en indsats, at de ser hvor meget beboerne hjælper til her«.

»Så er det også vigtigt at de får at vide, at det er beboerne der har ordnet det hele,« siger Villy Rønn. Også den tidligere centerleder Anders Brolev kommer i morgen. Han har ikke været i centret, siden han måtte stoppe sit arbejde her for næsten en måned siden. I morgen kommer han ind for at hjælpe med at vise den store gruppe af politikere og embedsmænd rundt på sin tidligere arbejdsplads.

Jeg ramte muren

Mandag den 18. januar mødte Anders Brolev ikke på arbejde. Medarbejderne modtog en mail fra administrationen i Hanstholm, om at han var sygemeldt med stress, og at de ikke skulle kontakte ham.

»Jeg ramte muren. Jeg kunne ikke tage på arbejde«. Det tog en uges stirren ud i luften: »Det har jeg aldrig prøvet før,« fortæller han.

Derefter holdt han 10 dages planlagt ferie, hvor han var ude at rejse. Det konstante kaos, de forskellige krav fra Udlændingestyrelsen, medarbejderne og ledelsen – samt ikke mindst opmærksomheden fra medierne og lokalsamfundet (det skete lige efter sagerne om nærgående asylansøgere i Thisteds natteliv), lagde et pres på Anders Brolev.

»Det hele kom for tæt på. Jeg følte at jeg blev identificeret med asylcentret, og at alle kun snakkede med mig om asylcentret,« fortæller han.

Driften af et nødasylcenter

Tilbage i slutningen af november, da teltlejren skulle åbne, skete det med få dages varsel. Opgaven med at drive stedet deltes imellem Beredsskabsstyrelsen, som står for den rå drift, så som vedligeholdelse af teltene og madlavning og -uddeling, mens “hovedcentret” i Hanstholm, under Thisted Kommune står for selve arbejdet med asylansøgerne. Centerleder Anders Brolev havde, som den eneste i den nye stab, kendskab til asylsystemet fra sit job som skoleleder under Hanstholm Asylcenter. Det var blevet besluttet at ansætte helt nyt mandskab  i teltlejren for ikke at ryste det velfungerende asylsystem i kommunen mere end nødvendigt. Men også fordi driften af et nødasylcenter har en anden karakter end driften af et almindeligt asylcenter.

Mens medarbejderne i Hanstholm har tekøkken, mødelokaler og Botium borde, virker centret her stadig til at være i nødberedskab. Kontorerne er lige så skramlede, som de var for snart tre måneder siden, da de åbnede, personalet spiser i madteltet på lige fod med asylansøgerne. Køen af asylansøgere med presserende spørgsmål er konstant på grund af den store udskiftning af beboere, som i gennemsnit er her cirka 1 ½ måned. Medarbejderstaben her er yngre end i Hanstholm, som har en mere rolig, kommunal fornemmelse over sig. I Thisted har medarbejderne blå termojakker, påtrykt PERSONALE på ryggen, i Hanstholm ser man i højere grad cardigans og perlekæder. I Hanstholm skal asylansøgerne stort set selv tage vare på deres hverdag med daglig skolegang, madlavning og et stort udbud af aktiviteteter. I Thisted er ingen dage ens, alting er eet stort NU.

Ny leder

Personalet var fulde af forventning, da de ventede Anders Brolev tilbage fra ferie.

»Vi havde savnet ham,« fortæller medarbejder Mai Manaa Kristensen,

Arbejdet med at bygge centret op, var sket i en pionerånd, hvor alle knoklede for et fælles mål, i en stemning af travlhed og gensidig respekt.

»Man har det er som med en soldaterkammerat: Vi havde kæmpet side om side i samme skyttegrav,« siger Mai Manaa Kristensen om Anders Brolev.

Men han kom ikke tilbage til teltlejren. I stedet er han nu tilbage i jobbet som skoleleder for asylskolen i Ræhr, under Hanstholm Asylcenter. Han er ærgerlig over at slippe arbejdet i nødasylcentret.

»Men det har hele tiden været meningen at jeg skulle starte det op, og så skulle vi med tiden finde en fast, daglig leder«.

Indtil videre er lederen for Hnastholm Asylcenter, Lars Enevold Andersen, trådt ind på pladsen. En af hans første beslutninger i nødasylcentret blev at opsige kontrakten med vagtfirmaet Securitas, som har været her i aften- og nattetimerne. I stedet ansættes der nu 10-12 nye medarbejdere, som skal holde vagt om aftenen og natten, men også være her i dagtimerne. På den måde aflastes personalet, hvilket er nødvendigt.

En anden beslutning han traf, var at fjerne det kitchsede Jesus billede i rygeskuret.

Masood og Javad flytter til Hanstholm

For to uger siden flyttede to af de mest populære beboere, Masood og Javad, til Hanstholm Asylcenter. De har ønsket at komme hertil, så de kunne være i nærheden af deres venner i teltlejren i Thisted, 40 minutters buskørsel væk.

Hanstholm ligger højt, næsten som et fort, omringet af en stejl skrænt mod klitheden, havnen og havet. Her kan vinden mærkes, og kun få planter trives. Fyrretræerne er lave og forkrøblede, jorden er stenet og hård. Asylcentret er bygget op af pavillioner, som en lille landsby, men her er ikke meget leben imellem husene. Masood viser mig rundt med skuldrene trukket op om ørerne, på grund af blæsten. Vi kigger ind ad vinduerne til stedets lille fitness center, som ligger på den anden side af gaden. Så er der ikke så meget andet at kigge på. Det begynder at regne.

De to mænd er blevet  indkvarteret i et stort, gammelt, hvidt hus som ligger lidt væk fra de almindelige pavillionbygninger. Stedet er ikke som de havde håbet. De bor på et værelse med fire køjesenge, hvor der bliver røget cigaretter. På toiletterne er der er ikke kun lort op og ned ad siderne på kummen, men også på brættet. Lugten giver mig brækreflekser. Masood rynker på næsen og ser oprigtigt trist ud.

»Jeg kan klare meget, men det her er for ulækkert. I can not live like this«.

Beboerne står selv for at gøre rent, men den store bygning rummer også en moské, og de mænd der frekventerer den, bruger også husets toiletter. Køkkenet er beskidt, slidt, cigaretskodder og madrester på gulvet.

Hjem til Thisted

Masood er nedtrykt. Men Javad virker upåvirket, næsten munter.

»Han nægter at tage imod sine penge her,« siger Masood.

»Hvis han tager pengene, tror han de kan tvinge ham til at blive her.«

Javad har en anden plan – han vil tilbage til teltlejren.

Dagen efter tager han til Thisted med sine ejendele i en rullekuffert og en sort plastiksæk. Medarbejder Mai Manaa Kristensen sender ham med bussen tilbage til Hanstholm. Men han lader sig ikke kue. Dagen efter står han igen i Thisted. Med sin rullekuffert og sorte plastiksæk.

»Det her er mit hjem,« siger han. Denne gang får han lov at blive.

Den følgende fredag møder jeg Masood i Thisted. Han sidder i madteltet ved et bord fuld af smilende mennesker, en blanding af frivillige og asylansøgere. Hans smil er vendt tilbage. Han fortæller, at han fik trommet alle beboerne i huset i Hanstholm sammen til rengøring. I dag er han blot på besøg hos sine venner i teltlejren.

Serwan, den trofaste

Den rankeste mand i lejren hedder Serwan. Han er kurder fra Iran, men har været Peshmerga soldat i Irak, hvor han har bekriget Islamisk Stat. Han viser mig et gruppebillede af dem, han kæmpede med –  peger på mændene én efter én: »Han er død. Han fik fyrre års fængsel. Han er også død.« Og så videre. Med bøjet hoved kigger han længe på billedet, og da han kigger op igen, er øjnene blanke. Han har en kone og en lille datter i Iran. Jeg spørger ikke ind til det.

Man ser ham ofte stå i madteltet ved spisetid, og hjælpe med at organisere køen og maduddelingen. Han var én af de første asylansøgere i lejren, og har med sin flid og venlighed gjort sig nærmest uundværlig. Han har altid travlt med noget: Gøre rent, bære skrald, banke tæpper, finde beboere for personalet. Egentlig bor han nu på et asylcenter i Nykøbing Mors, men hver eftermiddag, når han har været i skole for at lære dansk, tager han bussen tilbage til teltlejren i Thisted for at arbejde.

Ved fyraften får han et lift tilbage til Mors, enten med medarbejder Ammar Mohamed Ali eller Robert Senfleben, som begge bor der.

Han kan kun ganske lidt engelsk, og få ord på dansk. »Tak«, »Hvordan går det?«, »Jeg hedder Serwan«. Han har et tæt forhold til alle medarbejderne, men især Ammar: »Han har et rent hjerte«.

Han får ingen løn, hjælper af ren taknemmelighed overfor personalet, og for at være sammen med »sin familie«. Halvt i spøg kalder han medarbejder Mai Manaa Kristensen for »mother«, hun er 39 år, han er 36 år gammel.

Da han skulle flytte herfra, spiste han ikke i fire dage. Personalet splejsede om en afskedsgave: Et månedskort til bussen, så han kunne blive ved at komme her. Han ved det ikke, men når kortet løber ud, har Securitas vagterne splejset om et nyt månedskort. Selvom deres egen kontrakt med centret udløber, vil de også give ham en taknemmelighedgave.

Rødderne rives op igen

»Jeg havde ikke regnet med så tæt et forhold til beboerne her. Det kommer bare lige pludselig«.

Da Serwan skulle flytte, kørte Ammar Mohamed Ali ham til Nykøbing Asylcenter.

»Jeg skulle bare aflevere ham, men jeg sagde til dem dernede: Han er én af vores bedste mænd. I skal virkelig passe på ham«.

Ammar græd i bilen, hele vejen tilbage til Thisted. Arbejdet på asylcentret er følelsesmæssigt hårdt, afsked er en del af hverdagen.

»Asylansøgerne har sagt to gange farvel nu – én gang da de flygtede fra deres land, farvel til familien, og så her – vi bliver næsten som en lille familie…mig og mine kollegaer, de andre beboere. Og pludselig skal de sige farvel igen,« siger Ammar.

Ofte får beboerne at vide de skal flytte med kort varsel, ofte dagen før. Udlændingestyrelsen udsender lister med “udflytninger og indflytninger”, og når ens navn bliver trukket, er det videre til det center i Danmark, hvor der er plads.

»Jeg synes det er for hårdt for dem at sige farvel. De fleste af dem græder, de har fået venner her, og de vænner sig også til vores system,« siger Ammar.

Så man river dem op med rødderne igen?

»Igen og igen og igen. Nogle af dem kommer til midlertidige centre igen. Det forhold de får til andre centre, det er ikke det samme som til her«.

En del af årsagen er måske, at dette ofte er deres første sikre sted, efter lang tids flugt og uvished. Men Ammar tror også det handler om fællesskabet:

»Vi kommer meget tæt på beboerne, og de kan mærke det, de elsker os næsten. Ofte vil de ikke afsted til andre centre. Selvom de får flere penge andre steder…men de er ligeglade med penge. De vil gerne have den menneskelige kontakt. Det er det det drejer sig om«.

Berøringer

Menneskelig kontakt er her masser af, det siger sig selv. Med så mange mennesker samlet på så lidt plads, kan folk ikke undgå at berøre hinanden, både fysisk og mentalt. Til fællesmødet om slagsmål i sidste uge, sad to mænd og nussede hinanden i håret. Den ene gled kærligt sine fingre igennem nakkehåret på den anden. Den fysiske intimitet imellem mænd er et almindeligt syn her. Medarbejder Robert Senftleben har taget kulturen til sig, og under samtale ser man ham ofte hånd i hånd med en beboer.

»Det handler om nærvær og tillid, og at de ikke skal føle sig anderledes,« siger Robert.

»Og så kan jeg godt blive lidt træt på arbejdet, det frisker da også op for mig, sådan at holde lidt i hånden,« smiler han.

»Det kan vi godt lære noget af i vores kultur«.

Men den fysiske hengivenhed ligger ikke til højrebenet for alle danske mænd:

»De giver jo kys på kinden: »Oh I am so happy for you,« siger de. Det skulle jeg lige vænne mig til,« fortæller frivillig Villy Rønn

»Men nu her gav jeg faktisk lige et kys tilbage. Det er sådan lidt sjovt at kysse en kind med skæg på«.

Politikerne kommer!

Udvalget og dets entourage er så stort, at de skal deles op i tre hold. Mai Manaa Kristensen viser et hold rundt, Lars Enevold Andersen tager et andet hold, og tidligere leder Anders Brolev tager det sidste, hvor jeg også følger med. Her har vi blandt andet Johanne Schmidt Nielsen, Martin Henriksen og den lokale venstremand Torsten Schack Pedersen. Først skal de besøge et af teltene, som viser sig at være Milads bolig. Der er en lidt flov-munter stemning, da gruppen skal entrere teltet, som jo ikke er så stort, så folk skal futte tæt sammen.

»Okay, jeg smutter,« siger Milad, og siver ud af teltets åbning, som til gengæld sluger de seks politikere og Anders Brolev.

Milad plejer at joke en del, men i disse dage er han frustreret.

»Hvem er de mennesker der er her? Er de fra FN? I dag lader alle som om vi har det godt, men vi er ikke okay. Jeg vil gerne fortælle dem, at vi ikke har det godt her. Jeg har været her i to måneder og 20 dage. Det er ikke en rigtig måde at bo på, i et telt!«

Bagefter går følget over til salen, hvor der som sædvanligt lugter af sure sokker. Anders Brolev fortæller løbende om forholdene i centret, og politikerne lytter tavst og opmærksomt. Martin Henriksen har en sort dynejakke på og går med hænderne på ryggen. Johanne Schmidt Nielsen har åben uldfrakke og fotograferer med sin mobil, især de forskellige billeder på væggene, som Robert har indkøbt i genbrugsbutikker: Tørrede blomster i antikke rammer, et broderet naturskilderi med hjorte.

Mød beboerne

Det hele slutter i madteltet, hvor politikerne sidder ved tre langborde, og får kaffe på termokande og den efterspurgte kransekage. I den anden ende af teltet hænger nogle af asylansøgerne og frivillige nysgerrigt ud. En beboer taler i telefon ved kaffeautomaten, sammenfoldet om sig selv på plastikstolen, koncentreret i samtale. Der tysses fra politikernes ende af teltet.

Personalet har fundet frem til tre engelsktalende beboere, det er Mohamad Reza Tavousi fra Iran, Merza fra Afghanistan og Paul fra Nigeria.

Mai Manaa Kristensen kommer med dem, de skal sidde ved hver deres bord, med hver deres sæt politikere.

»Jeg har lovet dem kransekage, hvis de vil være med!,« siger Mai for sjov.

Merza bliver placeret for bordenden imellem Johanne Schmidt Nielsen og Marie Krarup. Hun spørger ind til hans rejse hertil:

»Var det dyrt? Hvordan hørte du om Danmark? Hvor mange billetter skulle du købe?«

Han fortæller om sin baggrund, at han har samarbejdet med amerikanerne i forbindelse med sit job, hvorefter han blev truet, og siden angrebet, af Taliban. Til sidst måtte han flygte, og nu lever hans kone og to børn under jorden i Kabul.

»Jeg har hørt om loven om tre år før familiesammenføring. Jeg kan ikke lide at bruge den danske regerings penge. Jeg vil gerne arbejde, betale skat, være selvstændig. Så kan min familie komme her, og jeg kan selv understøtte dem,« siger han og slutter:

»Vi vil ikke nasse«.

Lidt længere nede af bordet stikker Merete Dea Larsen fra Dansk Folkeparti hovedet frem:

»Det er der nogen der vil!,« siger hun hurtigt.

De tre gentlemen

Marie Krarup spørger, om han drømmer om at blive i Danmark for evigt, eller om han vil hjem for at genopbygge sit land. Han svarer, at han drømmer om en fremtid for sine børn her i landet, fordi uddannelsessytemet er det bedste her.

»Det respekterer jeg,« siger Marie Krarup.

»Men kan du godt se, at Danmark ikke kan rumme alle de mennesker i verden, der vil det bedste for deres børn?«.

Så er mødet slut. Delegationen skal videre på deres rundrejse i det vestjyske asylsystem. Formand Martin Henriksen rejser sig, taler til beboerne:

»Tak til de tre gentlemen for at snakke med os. Hav en dejlig dag og held og lykke«.

Der tages et gruppebillede af politikerne foran de hvide telte. Associationen til en gruppe turister, der poserer foran en seværdighed ligger lige for.