Den lille fyrste

Der er langt fra det imposante Firenze til lille Græsted i Nordsjælland – helt præcist 1.684 km. Og afstanden er endnu længere i tid fra fødslen af Niccolò i maj 1469 til fødslen af Lars i maj 1964 – i alt 180.798 dage.

Alligevel er de to mænd filtret sammen med et finurligt bånd. Og forbindelserne til det italienske håndelag begrænser sig bestemt ikke kun til, at grillbaren La Cantina i Græsted den dag i dag serverer en indbagt pizza opkaldt efter bysbarnet, der blev Danmarks statsminister: en ’Lars Løkke Pizza’ med den særegne blanding af kødstrimler, ost, løg, friske tomater, karry, chili og dressing.

De italienske forbindelser stikker dybere. Lars Løkke indleder således sin hidtil eneste bog med et citat fra renæssancetænkeren Niccolò Machiavellis mesterværk Fyrsten: ”Det er værd at huske, at intet er så vanskeligt at gennemføre, eller hvis heldige udfald så usikkert, som nyordninger. Man har alle dem til fjende, som en bevarelse af de gamle forhold gavner, og finder kun lunkne forsvarere i dem, der venter sig fordele af det nye”.

I bogen fra 1997 med den prunkløse titel Hvis jeg bli’r gammel – en ældrepolitisk debatbog – præsenterer den dengang 33-årige cand.jur. sine tanker for fremtidens Danmark, ikke ulig det oprindelige forlæg, som Niccolò Machiavelli skrev til Lorenzo II de Medici, der herskede i republikken Firenze i 1500-tallet, og som senere er blevet brugt af eftertidens magtmænd som en magtguide med en stribe usentimentale råd om kynisme og snarrådighed.

Pointen i Machiavelli-citatet, der fungerer som en slags motto for Løkkes debatbog, er i al sin brutale enkelthed, at det er vanskeligt at drive forandringer igennem. Fra første færd er Lars Løkke sig pinligt bevidst, at det ofte er så godt som umuligt at regere efter eget hoved. De vanskeligheder, som han er støt på igen og igen som statsminister for mindretalsregeringer, er derfor ikke kommet som nogen overraskelse for ham. Tværtimod.

De små skridts politik

Med ældresektoren i Græsted som et minilaboratorium for politiske forandringer i det, han senere døbte ’Løkkeland’, forsøger den daværende viceborgmester i Hvis jeg bli’r gammel at argumentere for, at eksperimenter med privatisering og udlicitering ikke kan hastes igennem. Større reformer må i stedet komme glidende og undseeligt. Tilpasningerne må ske ved hjælp af små skridt.

Løkkes oprindelige strategi bygger ganske udspekuleret på, at borgerne skal udsættes for små, midlertidige og spredte privatiserings- og udliciteringsforsøg, så flere og flere vælgere gradvis vænner sig til en hverdag uden offentligt drevne tilbud.

Fortsættelsen af Machiavelli-citatet lyder: ”Det er grundlæggende sådan, at menneskene ikke stoler på nye tilstande, førend de har erfaring med dem. Derfor vil en ny herskers fjender angribe ham med al deres kraft, mens de, der vil nyde godt af hans reformer, kun vil yde ham halvhjertet støtte”.
Karakteristisk for de reformer, som Lars Løkke har stået i spidsen for som indenrigs- og sundhedsminister (kommunalreformen) og senere i den første periode som statsminister (efterlønsreformen) har netop været, at effekterne har vist sig gradvist. På samme måde er efterårets reformudspil på sundheds- og klimaområdet også udtænkt til kun at udfolde sig langsomt.

Som statsminister her i anden omgang fra 2015 og frem har Lars Løkke dog taget langt mere grundlæggende ved lære af Machiavellis magtlogik. De tidligere ambitioner om at ville omforme Danmark med småliberale reformer er nu erstattet af en langt mere kynisk overlevelsestaktik.

Løkke har lært at regere for enhver pris. Ved de mindst tre fortættede dramaer siden valget i 2015, hvor regeringen har været lige ved at vælte, har den nu 54-årige Venstreformand – der også i mellemtiden har forladt parcelhuset i Græsted til fordel for en herskabslejlighed i Nyhavn – lært at manøvrere så durkdrevent og lumpent, at selv Machiavelli ville være stolt. Lars Løkke har taget mange flere sider af den gamle renæssancemesters værker i brug.

Kun til en vis grænse

Første gang Lars Løkke stilles over for et ultimatum, ved han det slet ikke. I begyndelsen af december 2015 – lige efter nej’et ved EU-folkeafstemningen – mødes de fire mest magtfulde medlemmer af Dansk Folkeparti i deres eget såkaldte koordinationsudvalg: partiformand Kristian Thulesen Dahl, næstformand Søren Espersen, pressechef Søren Søndergaard og europaparlamentariker Morten Messerschmidt.

De er alle dybt frustrerede over, at V-regeringen fortsat ikke vil indføre en ensidig grænsekontrol, efter at tusindvis af flygtninge og migranter er myldret ind i Danmark siden september.

Hvad de fleste har glemt i de mellemliggende måneder er, at Venstre rent faktisk gik til valg på at holde grænserne åbne. Før folketingsvalget ville Lars Løkke ikke være med til at indføre grænsekontrol: ”Jeg bliver ikke statsminister i et land, hvor vi sætter grænsebomme igen,” udtalte han før valget. Og hen imod jul står han fortsat fast som statsminister.

Toppen i Dansk Folkeparti er tæt på at miste tålmodigheden og træffer derfor en beslutning, som hurtigt ville have kunnet blive skæbnesvanger for Løkke: Hvis statsministeren ikke går med til at indføre grænsekontrol senest omkring årsskiftet, vil DF vælte V-regeringen.

Valgtruslen bliver ikke kommunikeret direkte videre til Løkke, men Kristian Thulesen Dahl fastslår over for sine mest trofaste partisoldater, at Løkke må vælge mellem grænsekontrol eller valg.

Som ’købmands-liberal’ vil Løkke gerne være på god fod med vores største samhandelspartner syd for grænsen, Tyskland, og stritter derfor længe imod. På interne regeringsmøder giver statsministeren klart udtryk for, at han er principielt og ideologisk imod at øge grænsekontrollen. Men heldigvis har Machiavelli et råd, der kan bringe Løkke ud af kattepinen: ”En fyrste, som vil bevare sin position, må lære sig ikke altid at være god, men at være god eller ikke være det, når omstændighederne kræver det.”

Selv om Løkke ikke selv opfatter grænsekontrollen som godartet, vælger han at bøje sig og bliver dermed efter kun et halvt år statsminister i et land, hvor vi sætter grænsebomme igen.

Tomme valgtrusler

Tiden stod stille på Christiansborg, da Lars Løkke kl. 21.04 den 23. februar 2016 udsender et tweet med ordlyden: ”Har indkaldt lederne af de blå partier til møde i aften kl. 21. Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering.” Formuleringen starter en chokbølge, for er Lars Løkke ved at forberede at udskrive nyvalg?

Den dramatiske baggrund er, at De Konservative tidligere på dagen har truet med at vælte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, fordi hun har fordrejet fakta i den såkaldte ’Gyllegate’, da hun ved flere lejligheder har påstået, at kvælstofudledning i den nye landbrugspakke er langt mindre, end hvad sandt er, og at den tilmed skulle være en gevinst for miljøet. De Konservatives nye leder Søren Pape vil ikke finde sig i rænkespillet og beslutter sig for at statuere et eksempel: Eva Kjer skal ofres.

Men Lars Løkke skruer bissen på. Han nægter at lade Søren Pape bestemme, hvem der er ministre i den smalle Venstre-regering, og statsministeren sætter derfor hårdt mod hårdt. Hvis De Konservative vil af med Eva Kjer, må de være villige til at vælte hele regeringen.

Løkke gambler dermed på, at den uerfarne partileder vil gå i panik og føje sig. Men bøllemetoderne preller af, og på et pressemøde må statsministeren erkende: ”Vi står i sandhed i en skæbnestund.”

Pape skruer også op for attituden og udsender et blogindlæg: ”Vi er under ingen omstændigheder nervøse ved at gå ud i en valgkamp netop nu. Jeg har hele tiden sagt, at sagen handler om ordentlighed – at vi skal kunne stole på hinanden og de oplysninger, vi giver til hinanden og til offentligheden – og jeg er ikke bange for en valgkamp, hvor ordentlighed og god opførsel kommer på dagsordenen.”

Løkke har gjort det svært for sig selv ved at spille så højt spil: ”Jeg kender udmærket positionerne,” siger statsministeren: ”Får det mig til at afskedige min minister? Nej, det gør det ikke. Det andet lidt mere sandsynlige udfaldsrum er at udskrive et folketingsvalg.”

Men heldigvis har Machiavelli endnu et råd: ”En klog fyrste skal ikke stå ved sit ord, hvis det vil skade ham selv, eller hvis de grunde, der bevægede ham til at afgive sit løfte, er bortfaldet”.

Løkke vælger i sidste ende at ofre Eva Kjer Hansen. Hun træder tilbage som miljø- og fødevareminister, og regeringen har dermed fortsat flertal til at være regering. Ganske enkelt fordi Løkke æder sine ord i sig igen.

Omfavn dine fjender

Hen over sommeren 2016 fremlægger V-regeringen et sjældent ambitiøst reformkatalog, den såkaldte 2025-plan. Regeringstoppen bruger flere måneder på at fremmane et dystert billede af, at den danske samfundsøkonomi hviler på en brændende platform, og at der derfor er akut brug for omfattende samfundsreformer.

Venstres stærke mand Claus Hjort Frederiksen bliver sendt i byen med et nervepirrende budskab: ”Det, vi sidder og kigger på, er alt, hvad vi kan komme i tanke om. Det udestående er så at træffe de politiske beslutninger. Hvad er det, vi så vil stå model til. Der lægger vi jo hovedet på skafottet. Det er et katalog af ubehageligheder, vi sidder og kigger på.”

Da regeringen lægger sin plan frem efter sommerferien 2016 – med forslag om alt fra lavere topskatter, lavere SU til en endnu senere tilbagetrækningsalder – vækker det imidlertid ikke begejstring hos støttepartiet Liberal Alliance. Partiformand Anders Samuelsen, der i månedsvis har krævet topskattelettelser, udtrykker dyb skuffelse:

”Hvis folk sidder på ministerposter kun for at administrere og ikke for at føre politik, så har de ikke fortjent at være der. Det kan man lige så godt få statueret som et eksempel. Jeg håber, det er nok, at jeg siger det, så det ikke bliver nødvendigt,” siger Samuelsen, og sætter samtidig en deadline: ”Vi ved til jul, om vi får valg eller reformer.”

Uden parlamentarisk opbakning til reformplanen, der ellers var udtænkt som et fiffigt kompromisforslag mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og et alarm-ur, der allerede tæller ned, er Lars Løkke igen presset op i et hjørne.

I efteråret er V-regeringen igen tæt på at bryde sammen. Men Machiavelli kan altid hjælpe en magtmand i nød: ”Man må enten vinde menneskene for sig eller udrydde dem. Skader man nogen, skal man gøre det så grundigt, at man ikke behøver at frygte deres hævn.”

Lars Løkke var ikke i stand til at knuse Liberal Alliance, og så er der kun én anden mulig vej: omfavnelse. Under fire hemmelige møder – der af deltagerne får farverige navne som Tournedos-mødet, Hakkebøf-mødet, Napoleonshatte-mødet og Whisky-mødet – har Anders Samuelsen selv forsøgt at overbevise Løkke om fordelene ved at udvide regeringen.

En af de oplagte fordele er, at Liberal Alliance er villige til at droppe deres skattekrav. Og ved at trække Anders Samuelsen & co. helt ind til kroppen og give de liberalistiske rebeller seks ministerposter lykkedes det atter for Løkke at vinde tid.

Skønt intet forandrede sig i mandatfordelingen i Folketinget, tog han fusen på stort set alle andre inde på Borgen. For en tid behøvede Løkke ikke længere at frygte for et bagholdsangreb. Samuelsen lod sig tæmme.

Nyt politisk terræn

Selv om Lars Løkke igen og igen har været nødt til at sælge ud og give køb på sine liberale principper, så har statsministeren alligevel opnået præcist, hvad han ville: overlevelse. Gennem de tre forløb, hvor dansk politik balancerede på kanten af nyvalg, har Løkke formået at improvisere sig til midlertidige løsninger, der hver gang gav ham lidt mere tid.

Samtidig har han konstant formået at omformulere sine konkrete, politiske mål, så de har passet med det muliges kunst. Eller som Machiavelli skrev:

”Kloge mænd forstår at betragte alt, hvad de gør, som fornuftigt, også selv om de er tvunget af omstændighederne til at handle, som de har gjort”.

Som tidligere viceborgmester i en soveby og søn af velfærdsstaten formulerer Lars Løkke sig ikke med aristokratiske løvefødder og gesvejsninger. Han nøjes i stedet med at trække på sine egne, jordstrygende erfaringer fra ungdommen som KFUM-spejder i Græsted. På løkkesk kan hele Machiavellis forfatterskab opsummeres i en enkelt ledesnor fra spejderlivet. En ledesnor, som Danmark i dag regeres efter: ”Når terræn og kort ikke stemmer overens, er man nødt til at følge terrænet.”