Kære læser

Lad de polske vinde afløse idiotvinden

A supporter of U.S. President Donald Trump wears Trump socks as they gather for his rally in support of Ohio Republican candidates on the eve of the U.S. midterm election in Cleveland, Ohio, U.S. November 5, 2018. REUTERS/Aaron Josefczyk

”Stille, mit hjerte. Vinden er vågen”

Tom Kristensen

 

”Idiot wind / Blowing every time you move your mouth / Blowing down the back roads headin’ south / Idiot wind / Blowing every time you move your teeth / You’re an idiot, babe / It’s a wonder that you still know how to breathe”

Bob Dylan

 

Undskyld det lidt fortærskede udtryk, men som bekendt har højrepopulismens fremmarch rundt omkring i verden gennem en årrække skabt en vis bæven hos almindelige borgere af demokratisk-sindet observans. Senest er det brasilianernes valg af en autoritær præsident, der længes efter tiden med militærdiktatur og ønsker at rundbarbere Amazonjunglen, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på midtersøgende typer.

Og i Europa er det kørt rimelig meget af sporet i lande som Ungarn, Italien og ikke mindst Polen, hvor det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdig (PiS) siden 2015 har arbejdet på højtryk for at afmontere retsstaten og politisere landets demokratiske institutioner.

I USA lykkedes det i 2016 med hiv og sving anti-liberale, højreorienterede kræfter at lukke en tumling med – undskyld fjerndiagnosticeringen – en narcissistisk personlighedsforstyrrelse ind i Det Hvide Hus, og i dag går amerikanerne så til midtvejsvalg for at vælge, hvem der skal sidde på de 435 pladser i Repræsentanternes Hus og på en tredjedel af stolene i Senatet, i alt 35, og her kan det gå begge veje.

Det tegner til, at Demokraterne vinder i hvert fald Repræsentaternes Hus tilbage fra Republikanerne – med en sandsynlighed på 7 ud af 8. Men det er med statistiske prognoser som med en trommerevolver i russisk roulette: Det kan blive den ene kugle, der udløses.

Husk: Den typiske republikanske vælger en ældre hvid konservativ person, som er skræmt fra vid og sans over indvandringen og frygter for økonomien. Det er virkelig reptilhjernens årti.

Vinden vender i Polen

Hvis man midt i denne suppedas har brug for en dosis opmuntring og lidt positive vibes, så er der faktisk overraskende godt nyt fra – halli hallo – Polen, minsandten. I weekenden klarede en koalition af oppositionspartier sig rigtig godt ved en række kommunalvalg over hele landet.

PiS har stadig kontrollen på landsplan, men som sociologen og stifteren af venstrefløjsbevægelsen Krytyka Polityczna (Politisk Kritik) Sławomir Sierakowski skriver i en klumme i New York Times i dag, så er Lov og Retfærdighed ”i frit fald” i de fleste polske byer (med undtagelse af de allermindste flækker).

I første valgrunde den 21. oktober tabte PiS borgmestervalgkampe i landets største byer Warszawa, Łódź, Poznań, Wrocław, Lublin og to tredjedele af Polens andre storbydistrikter. Og lørdag vandt oppositionen i Gdańsk, Kraków, Stettin, Kielce og Radom.

”Resultatet viser,” skriver Sierakowski, ”at Lov og Retfærdighed kun tegner sig for godt og vel en tredjedel af stemmerne i Polen. Hvis næste års parlamentsvalg blev afholdt i dag, ville partiet blive skubbet væk fra magten.”

Geografisk er der jo langt fra Polen til USA. Men man kan dog godt have et lille håb om, at det, vi ser, er en tendens, en reaktion, en opvågnen, ligesom højrepopulismen har været en reaktion på noget andet. Lad den gode vind søge mod vest og afløse idiotvinden, der længe har hærget i flere amerikanske delstater.

Sociologen Sławomir Sierakowski ved også godt, at hans klumme i New York Times rammer dagen for midtvejsvalget. ”Polen er en slags svingstat, der kan vende strømmen i hele Østeuropa. Hvis populismen kan blive overvundet i Polen, kan det måske også lade sig gøre andre steder.” /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12