Krisekommunikation og det liberale paradoks

Det er et af de ældste og mest effektive tricks i kommunikationshåndbogen: Hvis man sidder inde med en nyhed, som kan skade en selv, men som ikke desto mindre bliver nødt til at komme ud til offentligheden, hvorfor så ikke vente med at offentliggøre den dårlige nyhed, til når hele mediemøllen har travlt med at kigge den anden vej? Et godt gammeldags røgslør.

Det er lidt som at vente med at fortælle, at mor og far skal skilles, indtil børnene har sat sig godt til rette foran Disney Sjov. Bevares, den form for krisekommunikation skal man nok ikke skrive på cv’et under ”professionelle succeser”, hvis man gerne vil lande en stilling i et stort firma, men det illustrerer det grundlæggende princip, ikke?

Hos internetgiganten Facebook er man lidt mere sofistikeret end Disney Sjov-metoden. De bør efterhånden også have styr på det med at kommunikere kriser – der har været nok af dem på det seneste.

Mens de fleste vestlige medier koncentrerede sig om det amerikanske midtvejsvalg, offentliggjorde Facebook diskret en rapport, der slår fast, at det sociale netværk spillede en vigtig rolle i forbindelse med den undertrykkelse og forfølgelse, som de muslimske rohingyaer har været udsat for i Myanmar.

Facebook skriver selv, at de skulle have gjort mere for, at deres platform ikke var blevet brugt som koordinationsværktøj og propagandamaskine, der endte med at drive 700.000 rohingyaer på flugt. Det kan man jo kun give dem ret i. Det havde til gengæld klædt dem ikke at udgive rapporten, mens vi andre sad og så Disney Sjov, øh, vi mener midtvejsvalg.

Det liberale paradoks

Facebook-rapporten er ret nedslående isoleret set, men det er endnu værre, hvis man begynder at overveje nogle af de større samfundsmæssige problemstillinger, som den her rapport skriver sig ind i. Hvis vi virkelig skulle male fanden på væggen, ville vi sige, at det er endnu et bevis på, at det liberale oplysningssamfund ikke er modstandsdygtigt og er ved at smuldre mellem hænderne på os. Det liberale samfund er ramt af en slem autoimmun sygdom.

Vi kan kalde det det liberale samfunds paradoks. Den nu afdøde italienske forfatter og filosof Umberto Eco beskrev det egentlig fint, da han i et interview med Politiken i 2015 skulle problematisere den europæiske flygtningekrise: ”Europa kan ikke tackle det voldsomme indvandringspres, men vi mister det, vi kan lide ved Europa, hvis vi holder folk ude.” Pointen er, at hvis vi lukker alle ind i Europa, så nedbrydes det liberale samfund og dets værdier, men hvis vi ikke lukker dem ind, forbryder vi os mod de liberale principper, vi prøver at beskytte. Damned if you do, damned if you don’t.

Det er det samme bøvl, vi har med internettet og dets mange platforme. Det var ellers planen, at internettet skulle være kronen på oplysningsværket, der kunne gøre autoritære regimer demokratiske, uden at udlandet skulle løsne så meget som et enkelt skud. Tænk bare på optimismen under Det Arabiske Forår, hvor Facebook og andre sociale netværk blev brugt til at samle og koordinere folkelige oprør mod brutale styrer. Internettet skulle give hele verdens folk adgang til oplysning og liberale værdier.

Men sådan gik det ikke. I stedet bruges det til forfølgelse af folkefærd i Myanmar, til hadforbrydelser i Sri Lanka og til at få den autoritære Rodrigo Duterte til magten i Filippinerne. I traditionelt demokratiske lande er de sociale medier også blevet brugt strategisk til at polarisere de politiske fløje. Fx på mediet Reddit, hvor der findes fora for jødehad og andet skrækkeligt stads.

Det er igen et udtryk for det liberale paradoks. På internettet er alle frie, her er der absolut ytringsfrihed. Men ytringsfrihed har vist sig at være sin egen værste fjende, når den udøves på så anarkistisk et sted som internettet. Hvis vi lader ytringsfriheden være total på internettet, kan det give for meget plads til autoritære kræfter, der vil begrænse ytringsfriheden. Men hvis vi selv begrænser ytringsfriheden, så har vi også allerede tabt. Damned if you do, damned if you don’t.

Således det liberale demokratis måske største udfordring lige nu. Det er svært, ja, nærmest umuligt, for os at beskytte vores idealer uden selv at bryde dem. Og denne gang er det ikke noget, vi kan løse med lidt poppet krisekommunikation. /Andreas Terp