Indsigt og smerte

More Blood, More Tracks hedder det nye udspil fra Bob Dylan, og som altid lykkes det Bob Dylan at levere en af årets vigtigste udgivelser, selv om materialet – som i dette tilfælde – er 44 år gammelt. (Dog hos mig i konkurrence med Cat Powers nye plade, Wanderer, og Speaker Bite Me’s genkomst med Future Plans). Og for at sige det med det samme: Af alle seriens numre (måske bortset fra Vol. 1-3) er dette sæt det, der har gjort størst indtryk på mig, ja, det har fyldt mig med så mange tanker og følelser, at det truer med at vende op og ned på min private Dylan-kanon!

Nå, værre er det heller ikke. Blood on the Tracks har altid ligget højt på min liste, men ikke desto mindre: Denne boks er dybt bevægende og oplysende, så der gives både til nuet og til det større perspektiv. Vi kendte i forvejen historien om, at sangene først blev indspillet i New York med Eric Weisbergs gruppe Deliverance, men at Bob Dylan senere i Minneapolis genindspillede fem af dem med lokale musikere, som ikke blev krediteret på coveret, fordi det allerede var trykt.

Et par af de oprindelige udgaver blev senere tilgængelige på The Bootleg Series, Vol. 1-3 (og en enkelt på Biograph), og på egentlige bootlegplader som fx Blood on the Tapes har man kunnet høre flere af New York-optagelserne. Men med den nye boks gås der anderledes radikalt til værks, idet alle optagelser overhovedet fra de fire dage i New York – fra den 16. til den 19. september 1974 – er medtaget, inklusive ufuldstændige spor, alt, hvad der er optaget og gemt.

Derimod har man ikke kunnet finde alternative optagelser fra Minneapolis-studiet; hvad vi bliver præsenteret for på den sjette og sidste cd, er de fem udgaver, der kom med på pladen og erstattede de tilsvarende fra New York. Men det er fint, for det er tilblivelsens første fire dage, det er interessant at følge, og som har været omgærdet med så mange myter.

Hvad jeg i hvert fald ikke havde opfattet, er, at Bob Dylan tilsyneladende havde overvejet en akustisk plade. Den første dag indspiller han færdige versioner af fem af sangene alene med sin guitar, inden de øvrige musikere ankommer, og nogle af de følgende forsøg indspiller han alene med bassisten Tony Brown. Dagen efter, den 17. september, er det kun bassisten, der medvirker, foruden på nogle af numrene pianisten Paul Griffin, som er velkendt i Dylan-sammenhæng tilbage fra Bringing It All Back Home og Highway 61 Revisited.

Igen den sidste dag, den 19. september, efter en stille tredjedag, er det kun Tony Brown, der møder op. Det vil sige, at resultatet af New York-indspilningerne, som blev betragtet som den færdige plade, var mere eller mindre akustisk, Bob Dylan plus bas. Kun et enkelt nummer (som også overlevede til den endelige plade), ”Meet Me In the Morning”, var med band. Det er dette ærlige, men monotone udtryk, der plager Bob Dylan, han kommer i tvivl om, hvorvidt pladen er, som den skal være, og da han er hjemme i Minneapolis i julen, beslutter han med sin bror, produceren David Zimmermans hjælp at genindspille først to af sangene den 27. december og dernæst yderligere tre den 30. december.

Der bliver hurtigst samlet et orkester, og det lykkes dem at yde Dylan netop den backing, han har brug for. Numrene bliver tempofyldte, der lægges et energisk drive af bas og trommer, og først og fremmest lægges der en afstand ind, som fjerner noget af inderligheden, idet også et par af sangene har undergået tekstlige revisioner. Alt dette, hele historien – som strækker sig over kun seks dage, men over tre måneder – bliver ikke bare fortalt, men demonstreret og lagt blot på denne boks.

Sangenes kompleksitet, deres indre dybde og følelsesmæssige flerstemmighed, så at sige, deres synsvinkelskift og på én gang tilbageholdte og fremstormende blanding af modsatrettede bevægelser, fra kærlighed til had, fra erindring som længsel til erindring som, ja, nærmest en bøn om glemsel, fremstår i al tydelighed. Kærligheden er drivkraften, uden hvilken tabet, sorgen og fortabtheden ikke ville findes, men der er ikke noget banalt ved dette, for alt udtrykkes i storslåede tableauer, små film, små malerier, sproglige scenerier, som er fortællinger i flere spor.

Det er velkendt, at Bob Dylan selv har tillagt det afgørende betydning, at han i foråret 1974 i nogle uger havde gået på malerskole hos maleren Norman Raeben, som han tilskriver inspirationen til sangenes særlige tidsopfattelse: At være til stede i flere ’tidsrum’ på samme tid, som en (kubistisk) maler at se motivet fra flere sider i ét blik, det er det, Bob Dylan omsætter til sangskrivning. Lykkes det? Ja, i højeste grad, og med bokssættet her får vi lejlighed til at træde helt ind i sangenes rum, vænne os til at være i dem og vokse med dem, skifte stemning, finde nuancer, genkende i os selv det, de fremstiller: følelseserindringens opflammen og en pludselig afsondrethed fra den klare tankes lige linjer.

Da pladen udkom i januar 1975, blev den opfattet som en skilsmisseplade. Der var almindelig enighed om, at det var Bob Dylans mest hudløse og private plade, der blotlagde forholdet til hans hustru, Sara, selv om der også var reminiscenser af andre forhold i teksterne (og selv om skilsmissen først indtraf tre år senere). Dylan selv har afvist privatlivsteorien og sagt, at pladens sange var genfortællinger af Tjekhov-noveller (hvilket ikke nødvendigvis er forkert). Men som årene er gået, er det blevet mere og mere ligegyldigt, hvem sangene er skrevet til eller om. (Det gælder for så vidt hele œuvret, men i særlig grad Blood on the Tracks).

Jeg har det ligesom med Emil Aarestrups digte. Det interesserer mig kun meget lidt, hvem digtene er skrevet til, om det er hans kone eller en komtesse, digtene er mine og dine og handler om enhver, om kærligheden, erotikken (og tabet), som sådan. På samme måde med Bob Dylans mesterværk: Sangene er selvstændige universer, der har fjernet sig fra personen Bob Dylan og har ’glemt’ deres ophav. Samtidig med at de er hans personlige manifestation af poesien og smerten og livserfaringen.

Der er to (sammenhængende) spørgsmål, man må stille sig selv: Gik vi glip af den ’rigtige’ Blood on the Tracks, da Bob Dylan standsede udgivelsen og genindspillede halvdelen af pladen? Eller var det en rigtig beslutning, han tog, da han fortrød acetate-pladen og hastigt forandrede værket? Boksen giver svaret, der for mig lyder: Ja til begge dele! Forstået som: De første indspilninger den 16. september er så hjertegribende, at det er en smerteblandet lyst at høre dem. Det er virtuost, det, Bob Dylan gør, han ankommer, seriøs, med et færdigt materiale, går til mikrofonen, spiller, synger, sang efter sang som i gamle dage. Det er forrygende, og man kunne skrive en hel bog bare om den første sang.

Men ja, når man har hørt hele de fire dages output, alle optagelserne, og forstår, hvordan prøvepladen har lydt, og har den vibrerende i sindet, som et velkendt stof, så må man (jeg) (jeg ved, at der er delte meninger om dette) sige, at det faktisk er en endnu større bedrift af kunstneren Bob Dylan, at han indser problemet og beslutter at løse det: Pladen er ikke, som han havde tænkt sig, at den skulle være. Den har ikke afstand, ikke styrke, den flader ud, hvor den skulle stå og blinke, den bliver blød på en utilsigtet måde. Den skal have en vis kulde udenpå for at holde flammerne på plads og i live. Og de lokale Minneapolis-musikere er lige, hvad han har brug for. Det er et mindre mirakel.

Kombinationen af de fem indspilninger fra New York og de fem fra Minneapolis er perfekt. Det skaber variation og ’samtale’ på pladen, den får et eviggyldigt liv, der ikke kunne skabes af hverken New York-indspilningerne alene eller Minneapolis-indspilningerne alene, det er dette fifty-fifty, der skaber modsætning, modspil, en indre energi. Boksen er så det andet mirakel: at vi 44 år efter får lov til at få det hele – nu med musikerne behørigt krediteret – og kan forstå, hvad vi (jeg) ikke helt havde forstået tidligere: hvor godt det var i første omgang, og hvor nødvendigt det var at ændre det!

Indsigten i forløbet – og i Bob Dylans metode på dette tidspunkt, malerskolen i forårsmånederne, nedskrivningen, omhyggeligt, af sangene i løbet af sommeren og så: ankomst til studiet og uden tøven eller diskussion levering af sang efter sang – er nu komplet; og smerten, der formidles, er ligeledes ved hjælp af boksens fuldstændighed udvidet og stillet til skue i nye betoninger og nuancer. Vi kan følge farvelægningen, præciseringen af det allerede konciperede poetiske syn, visionen, der er omskabt til ord på tekstsiden, og melodierne, der ligger klar ved ankomsten.

Fra boksen kan vi derefter trække os tilbage til pladen med en helt ny og stærkt forøget oplevelse af dens mesterskab. Tidens paradoks, hurtigheden og langsomheden, er indbygget i skabelsesprocessen: de seks dage og de tre måneder, afklaret tøvende, tvivlende sikker: sådan må denne plade, der skildrer tidens kalejdoskopiske karakter, blive til. Dybt spejlende: ned i sindet (den enkelte), ud i samfundet (os alle). Møde, afsked, svigt, tab, vrede, had, erindringens samtidighed, kærligheden som blodbad og smerte, sammenfattet på 10 sange. Det lyder umuligt, men virker let. Det er den forunderlighed, der bliver forklaret på More Blood, More Tracks. /Asger Schnack