TOPSHOT - French President Emmanuel Macron (R) touches the knee of German Chancellor Angela Merkel (2nd R) as they sit next to US President Donald Trump (2nd L) and US First Lady Melania Trump (L) during a ceremony at the Arc de Triomphe in Paris on November 11, 2018 as part of commemorations marking the 100th anniversary of the 11 November 1918 armistice, ending World War I. Ved en mindeceremoni for afslutningen på Første Verdenskrig blev der ikke lagt skjul på nutidens politiske fronter, nationalisme eller ej. Det skriver Ritzau, søndag den 11. november 2018.. (Foto: FRANCOIS MORI/Ritzau Scanpix)
Det var ikke uden en vis grad af ironi, at den amerikanske præsident Donald Trump lørdag valgte at aflyse sit besøg på en parisisk kirkegård, hvor der skulle være en mindehøjtidelighed for de soldater, der faldt under Første Verdenskrig for nu 100 år og en dag siden. Fra Trumps stab lød det, at præsidenten måtte aflyse ”på grund af tidsplanen og logistiske vanskeligheder forårsaget af vejret”.
Ironien ligger ikke så meget i det kontroversielle valg, det var at aflyse. Ej heller i det efterfølgende ramaskrig hos hans politiske modstandere. Trump er efterhånden ingen fremmed over for en shitstorm i ny og næ. Nej, ironien ligger i, at den amerikanske præsident, som vidt og bredt har fået det lidet flatterende ry, at han har en lidt lemfældig omgang med sandheden, ikke kunne finde på en bedre undskyldning. For en gang skyld ville en løgn have gavnet – en lille, hvid løgn.
De fleste af os har jo selv prøvet det (omend i en noget mindre skala): At ligge indenfor på sofaen, mens det siler ned, og beslutte sig for at aflyse en aftale, fordi man simpelthen ikke orker regnvejret. Tricket er at lade være med at ringe og sige ”hej, det regner, så jeg kan ikke komme.” Det er meget bedre at insinuere, at man har fx dårlig mave – ingen har lyst til at spørge ind til den slags.
Måske var Donald Trump faktisk reelt udfordret af vejret. Måske kunne præsidentens helikopter ikke flyve i det lunefulde europæiske efterår. Kunne han ikke have kørt i bil så? Tjo, men nu sætter man ikke bare verdens mægtigste mand ind i en bil, uden at det er minutiøst planlagt. Det kræver kortege, sikkerhed, og vi ved snart ikke hvad.
Eller måske var regnvejret den hvide løgn. Måske var der sikkerhedspolitiske ting på spil, der gjorde, at en aflysning var nødvendig. I så fald må vi komme med en opfordring, vi aldrig troede, vi skulle give: Hr. præsident, De bliver nødt til at forfine Deres løgne.
Fred i vor tid
Da 100-årsdagen for våbenhvilen så oprandt søndag, var Trump kommet sig over sin skræk for vejret og stod klar i Paris med 71 andre statsledere. Det var en pænt broget flok, der var mødt op: Vladimir Putin, Angela Merkel, Recep Tayyip Erdoğan, Emmanuel Macron og Lars Løkke Rasmussen, ja, hele slænget.
Der er jo i og for sig noget smukt over, at statslederne trods (store) politiske skel kan mødes og fejre freden, men det hele endte alligevel med en pænt akavet stemning.
Måske skulle Donald Trump have besluttet sig for at være blevet væk endnu en gang. Han må i hvert fald til tider have stået med følelsen af, at han ikke var velkommen. Den franske præsident og vært ved arrangementet, Emmanuel Macron, lagde ikke beslag på sig selv, da han holdt tale, og Trumps franske skal være endog meget dårligt for, at han kan have misset, hvem det var, Macron rettede sine angreb mod: ”Nationalisme er det modsatte af patriotisme. Ved at sige ‘vores interesser først, vi er ligeglade med de andre’, ignorerer man det vigtigste for en nation, hvad der giver en nation liv, giver den ynde, og hvad der er essentielt for nationen: dens moralske værdier.”
Så der stod de i regnen. De 72 verdensledere, som ikke kan blive enige om meget. Macron og Merkel, som i et parløb har udråbt sig selv til den frie verdens nye ledere, men som samtidig får gigantiske politiske tæsk i deres hjemlande. Trump, som er blevet den nye nationalismes ansigt. Erdoğan og Putin, som er i færd med at bryde det liberale demokratis dominans ned og reaktualisere diktaturet. Alle sammen var de der for at fejre fred, men vi skal langt tilbage for at finde en verden så splittet.
I 1938 mødtes regeringschefer fra Europa for at underskrive den såkaldte Münchenaftale. Den skulle dæmme op for spændingerne i Europa, og efter indgåelsen af aftalen kom den britiske premierminister Arthur Neville Chamberlain med de berømte ord ”Fred i vor tid.” Året efter brød Anden Verdenskrig ud i lys lue. Intet tyder på, at den slags er ved at gentage sig, men det er en kærkommen påmindelse om, at håndtryk og fællesfoto i Paris ikke er tilstrækkeligt til at undgå en gentagelse af verdenskrigenes rædsler. /Andreas Terp