Han fik superheltene ned på jorden

Det er tegneserieskaberen Stan Lee, der taler lige om lidt, og det er appellen ved sine superhelte, som han forklarer i en artikel – sikkert for gud ved hvilken gang. Det er lidt langt og overskrider muligvis de internationale citatkonventioner, men hvis vi nu siger højt og tydeligt med det samme, at det er fra et interview med Playboy Magazine i 2014, mon så ikke den går?

Da Stan Lee har sagt det, han siger i den følgende klamamse,  slutter han af med, at ”det var enden på min filosofilektion. Den burde været mejslet i granit”. Vi ses på den anden side.

”Det er en forlængelse af eventyrene, vi læste som børn. Eller monsterhistorierne om hekse og troldmænd. Når man bliver lidt ældre, gider man ikke længere høre eventyr og monsterhistorier, men jeg tror ikke, at man vokser ud af sin kærlighed til ting, der er fantastiske, som er større, end man selv er – giganterne eller skabningerne fra andre planeter eller folk med superkræfter, som er i stand til at gøre ting, man ikke selv kan. Det, der er den ekstra tiltrækningskraft ved mange af disse karakterer, er, at de var ekstraordinære, samtidig med at de var almindelige. De gjorde, at man kunne relatere til dem. De Fantastiske Fire havde usædvanlige kræfter, men de var også en slags familie med deres respektive svagheder. Mr. Fantastic kunne for eksempel være rigtig kedelig. Og Spider-Man var som mange teenagedrenge – forvirret, urolig. Han havde problemer med at finde sin plads i verden og med at finde sine ben som superhelt. Tingen og Hulk var forvirrede monstre – monstrøse vanskabninger, faktisk – hvilket gav dem en vis patos. X-men var mageløse afvigere. Så var der Daredevil, som var blind, men kunne gøre ting bedre end de fleste, der havde synet i behold. Jeg skabte ikke Captain America, men jeg forsøgte gøre ham til mere end bare en stærk mand, som bekæmpede banditter. Jeg forsøgte at give ham personlighed og hans egne bekymringer og komplekser. Og hvordan med Doctor Strange? Jeg elsker den fyr, en kirurg, der har fået sine hænder ødelagt i et uheld. Han må kæmpe for at finde sin plads igen og lærer hen ad vejen magi efter gamle mystiske traditioner. Han bliver den mest magtfulde magiker i kosmos nogensinde.”

Der er utroligt meget godt at sige om Stan Lee, og Jakob Stegelmann fra ‘Troldspejlet’ på DR gjorde det på P1 tirsdag morgen. Da han var barn i midt-60’erne, fortalte han, læste han tegneserierne fra DC-forlaget, som var forlaget Marvel Comics’ konkurrent.

Det var DC, som kom først, de leverede Superman i 1938 og Batman i 1939, og de var rigtige helte, renskurede og uden nævneværdige personlige problemer. De var ikke tynget af issues, bortset fra på et ret karikeret plan, som på mange måder passede godt til tegneserier. I 1950’erne revitaliserede DC sit heltegalleri ved at tilføre det superhelten Lynet og gruppen Justice League, som egentlig bare var en sammenslutning af mange velkendte helte – foruden de to førnævnte blandt andre Wonder Woman, Aquaman og Batmans unge hjælper Robin.

Hos Marvel kunne de godt se, at de var nødt til at komme med et svar, og  forlæggeren Martin Goodman bad Stan Lee finde på noget. Stan Lee havde arbejdet i Goodmans selskab helt tilbage fra 1939, hvor han var blevet ansat som stik-i-rend-dreng og stille og roligt havde avanceret til at skrive historier. Allerede da han var 19 år i 1941, blev han gjort til midlertidig redaktør, fordi to af forlaget toneangivende folk, Joe Simon og Jack Kirby, ragede uklar med Goodman (der var 30 år) og smuttede. Stan Lee, der egentlig hed Stanley Martin Lieber, skrev adskillige superhelte- og westernhistorier op gennem 40’rne og 50’erne, men gjorde det under pseudonym, fordi han håbede at kunne slå igennem som ‘rigtig’ forfatter under sit eget navn.

Og så er det, at vi er fremme i 1965, hvor Martin Goodman beder ham finde på nogle nye superhelte og superheltekonstellationer, som kan tage kampen op med DC og Justice League. På det tidspunkt var Stan Lee lidt – om ikke livstræt, så i hvert fald træt af sin karriere, og han overvejede at skifte spor. Og da han ikke havde noget at miste, prøvede han at finde på nogle superhelte, som han syntes, de skulle være. Og så blev de, som han beskrev dem i interviewet med Playboy.

Tilbage til Stegelmann på P1, der som barn og D.C.-fan først og fremmest læste Batman. Hans reaktion på de nye komplekse Marvel-superhelte var ligesom Martin Goodmans til at begynde med: at det var noget underligt noget. Hvorfor menneskeliggøre superhelte? De var jo netop superhelte, fordi de ikke var mennesker.

Omvendt kan man sige, at Lees greb egentlig bare var det samme som de gamle grækeres, hvis guder også havde deres fejl og mangler. Men det viste sig, at den på det tidspunkt allerede midaldrende Lee havde fat i noget, og i de næste mange år var han en voldsomt produktiv forfatter på på mange superheltehistorier, der blev flettet ind i hinanden, og stilen smittede af på D.C.

Stan Lee roses også for at have skabt det, der hedder Marvel-metoden inden for udvikling af historier til tegneserier. Han brainstormede på historne sammen med den pågældende tegner og skrev derefter en synopsis. Derefter tegnede tegneren alle panelerne med bobler, som Lee så fyldte ud med tekst. Hans vigtigste samarbejdspartner var Jack Kirby (der kom tilbage til Marvel Comics), og sammen udviklede de blandt andet De Fantastiske Fire, Hulk, Iron Man, Thor, Silver Surfer og X-Men.

Stan Lee havde nogle lidt underlige sidste år. På den ene side kom der den ene gode Marvel-film efter den anden (det kulminerede foreløbig med eposet Avengers – Infinity War fra 2018. På det private plan var det lidt tumultuarisk for Lee. Hans kone Joan, som han havde været gift med i 69 år, døde i 2017, og så lagde han sag an for en milliard dollars mod ledelsen i virksomheden POW! Entertainment, som han selv grundlagde i 2001 for at udvikle film, tv og video. Sagsanlægget gik på bedrageri, hvilket man må sige er ret alvorligt, men ugen efter trak han det tilbage. Da han døde, havde han angiveligt en formue på 70 millioner dollars.

Hans gamle ven og medarbejder Jack Kirby døde i 1994 uden en klink. Men det er en anden historie, selv om den også et i vist omfang indbefatter Stan Lee i en mindre flatterende rolle.