For de fleste forældre er det et akavet øjeblik, når poderne spørger til blomsterne og bierne. Ikke fordi det er svært at forklare den menneskelige befrugtning, hvor en sædcelle blandt millioner af andre – typisk som kulminationen på et samleje – ejakuleres op i kvindens skød og svømmer op gennem slimet i livmoderhalsen og videre ud gennem æggelederne op til det lille æg, der netop er blevet udklækket blandt flere hundrede andre.
Det kan også forklares enklere, som f.eks. i Elle-belle-bolle-bogen fra 1973: ”Faren lægger sig på ryggen, og moren sætter sig overskrævs på ham, idet hun putter hans pik op i kussen.” Bum! Undfangelsen sker: ”Moren og faren vil gerne have pikken ind i kussen. Det er nemlig dejligt,” som det hedder i Bent H. Claëssons ikoniske bog om familien Sørensen, hvor ”det kilder stærkere og stærkere i pikken og kussen”.
Men selve historien om blomsterne og bierne står stadig tilbage. Som et mysterium. En promiskuøs gåde. Taget bogstaveligt må allegorien være, at blomsten (kvinde nr. 1) befrugtes ved, at manden (bien) først stikker snablen ned i en anden blomst (kvinde nr. 2) og derfra suger eller blot medtager blomsterstøv, som den dernæst flyver tilbage med og drysser ud over blomsten (kvinde nr. 1). Børnene præsenteres kort sagt for en fantasi om polygami.
Dødelige sprøjtegifte
Herfra skal ikke lyde løftede pegefingre, for voksne mennesker må gøre alt det med hinanden, som de har lyst til, igen og igen, så længe det sker af fri vilje og med utvetydigt samtykke. Men det er nu alligevel en pervers historie, ikke i sådan moralsk forstand, men snarere i ordets egentlige betydning: Det er naturstridigt og forkvaklet. Børnene får jo et forskruet forhold til naturen – og ikke mindst antallet af nødvendige og hyppigheden af nye sexpartnere.
Naturen kan imidlertid være ved at indhente de lumre fædrefantasier. Måske er naturen alligevel ved at forvrides i retning af de generte, akavede forældre? Naturen er nemlig i disse år ved at gå amok på grund af menneskelig indblanding.
Ny forskning fra Harvard University dokumenterer, at verdens mest anvendte insektgifte, de såkaldte neonikotinoider, fucker med biernes immunforsvar, hukommelse, evne til at finde mad og formering i så voldsom grad, at der nu udklækkes markant færre bier, og at blomsterne derfor heller ikke bliver befrugtet i så stort tal som tidligere.
Faldet i antallet af bier har ændret naturens orden, så blomsterne nu må forlade sig på at blive befrugtet af enten tilfældigt blomsterstøv i vinden, eller af nogle ganske få, hyperaktive, og ja, turbo-polygamiske bier, der nu skal bedække tusindvis af single-blomster, som var de blandt de mest eftertragtede præmietyre i sædbankerne.
Danmark som slyngelstat
Flyvefærdige bier, der overhovedet gider at flyve fra blomst til blomst, er blevet en akut mangelvare. All the single ladies, now put your hands up! De ubefrugtede frøplanter sidder ensomme tilbage.
Frigiditeten er ikke et tilfælde. En naturlig mutation. Desværre. Der ligger aktive, politiske beslutninger bag forvridningen. Danmark er sågar ét af de kun fire EU-lande, der har stemt imod et forslag om at forbyde brugen af denne gruppe sprøjtegifte. Sammen med Rumænien, Ungarn og Tjekkiet har Danmark forsøgt at blokere for et forbud.
Miljøstyrelsen fastholder ligefrem, at neonikotinoiderne ikke udgør en risiko med ”den begrænsede danske anvendelse”. Selvom skadevirkningerne er velkendte, går Danmark altså allerforrest i jagten på bierne, og Miljøstyrelsen giver fortsat dispensation til, at landmænd kan bejdse deres raps med neoniks som kemisk beskyttelse mod jordlopper.
Anført af Danmark er verden på vej mod en pervers tilstand, hvor ikke engang Elle-belle-bolle-bogen kan bruges længere. For hvordan skal de akavede forældre forklare befrugtning til børn? Prøv selv: Det bliver hurtigt endnu mere kompliceret at skulle forklare, hvordan brugen af neonikotinoider nu gør bierne så fucked up, at de slet ikke længere interesserer sig for blomster. /Lars Trier Mogensen