Mayday, mayday, mayday

De næste få timer opføres en sjælden form for anskuelighedsundervisning i begrebet geopolitik. Før dagens skæbnemøde om den nye skilsmisseaftale mellem Storbritannien og EU beskyldes premierminister Theresa May allerede for ”forræderi” fra egne rækker. Når storpolitik bliver alvor, handler det om geografi og dybe, jordbundne følelser – hverken flotte principper eller abstrakt ideologi.

De blot 499 kilometer, der adskiller Poblacht na hÉireann (også kendt som Irland) fra Norlin Airlann (også kendt som Nordirland), er nemlig selve nervetråden i det forbitrede magtspil, der fortsat kan risikere at trække Brexit-forhandlingerne i yderligere langdrag.

Udspændt mellem Lough Foyle i nord til Carlingford Lough i syd hænger Europas fremtid lige nu og dingler i en tynd tråd. De voldsomme og krigeriske følelser, der i mere end 100 år har været udkæmpet om Nordirlands status som en del af Det Forenede Kongerige spiller en kolossal rolle i kampen for løsrivelse fra Det Europæiske Samarbejde.

Dilemmaet står mellem fortsat frihandel med Irland på den ene side eller komplet britisk løsrivelse fra kontinentet på den anden side.

Den præcise ordlyd i den skitse til en skilsmisseaftale mellem Storbritannien og EU, som blev forhandlet på plads i går, vil nu afgøre, om de 499 grænsekilometer igen eksploderer. Den blodige konflikt mellem protestanter og katolikker i Nordirland blev først bilagt for 20 år siden så overraskende sent som i 1998. Traumerne er foruroligende friske og fjendtlighederne lurer stadig under overfladen.

Samtidig regerer premierminister Theresa May yderst skrøbeligt på lige akkurat de 10 mandater fra det protestantisk-nordirske parti, Democratic Unionist Party (DUP), som under ingen omstændigheder kan acceptere, at Nordirland isoleres fra resten af Storbritannien. Parlamentarisk har May intet manøvrerum i Nordirland-dilemmaet.

Skæbnemøde om skilsmisse

Kodeordet er ‘backstop’. Sat på spidsen handler Brexit-dramaet – som kulminerer her i eftermiddag fra kl. 15, hvor Storbritanniens konservative premierminister Theresa May skal forsøge at overbevise sine egne ministre om den endelige skilsmisse-skitse med EU – således om grænsen mellem Irland og Nordirland. I skilsmisseaftalen er der da også nu opnået enighed om et såkaldt ‘backstop’, som på papiret forener de to umiddelbart modsatrettede krav om fortsat fri forbindelse udadtil og territoriel integritet indadtil i United Kingdom.

Men geografien er tricky. På den ene side har EU-forhandlerne krævet, at der ikke må etableres en hård, fysisk grænsekontrol mellem Republikken Irland og Nordirland, når Storbritannien 29. marts 2019 træder ud af EU. På den anden side har de britiske forhandlere nægtet at acceptere, at grænsekontrollen så i stedet ville skulle etableres ved færgeoverfarterne mellem Belfast på den ene side og Liverpool og Cairnryan på den anden side.

Det såkaldte ‘backstop’ skal forløse det paradoks, at Nordirland har stået til at blive mere og mere isoleret fra Irland, for hver gang de britiske EU-modstandere har krævet en endnu skarpere adskillelse fra det europæiske kontinent. Rygterne fra London tyder imidlertid på, at det er lykkedes at lande en teknisk ‘backstop’-løsning. Men kun ministermødet kl. 15 kan afgøre, om ordlyden også holder realpolitisk.

Forvandlet til vasalstat

Det djævelske ved Brexit-forhandlingerne er dog, at problemerne kun kan forskydes, ikke alle løses på én gang: Hvis Nordirland-dilemmaet forløses, rykker fronten således bare sydpå – mod kontinentet. Den tidligere udenrigsminister Boris Johnson, som på forhånd har meddelt, at han vil stemme nej til den nye skilsmisse-aftale, er på krigsstien fra morgenstunden:

”For første gang i 1.000 år vil dette parlament ikke have indflydelse på de regler, der styrer dette land. Det er en ret ufattelig tilstand. Det vil betyde, at vi skal acceptere love og regler fra Bruxelles, som vi ikke har indflydelse på. Det er aldeles uacceptabelt for enhver, der tror på demokratiet. Vi bliver en slags vasalstat,” siger Boris Johnson, som selv trådte tilbage som udenrigsminister netop på grund af sin uforsonlige Brexit-kurs.

Samme konfrontatoriske attitude kommer fra lederen af de mest hardcore brexitere i den konservative parlamentsgruppe, Jacob Rees-Mog: ”De hvide flag er rejst allevegne over Whitehall. Det er forræderi. Det vil holde os i toldunionen og de facto det indre marked. Dette er vasalstaten. Det er et nederlag til regeringens forhandlingsposition, det mislykkes med at levere det lovede Brexit, og det kan potentielt splitte Det Forenede Kongerige”.

Også oppositionsleder og Labour-formand Jeremy Corbyn kritiserer aftalen: ”De katastrofale forhandlinger taget i betragtning bliver det næppe en aftale, som er god for Storbritannien”.

Theresa May har stort set alle imod sig. I Bruxelles er hun alt andet end en heltinde, og blandt hendes egne konservative ministre vil der med stor sandsynlighed også være endnu flere, som i dag vender hende ryggen.

I en tæt på umulig situation kan May dog også ende med at blive husket for, at hun rent faktisk leverede et kompromis, som ingen måske er glade for, men som trods alt er bedre end alle andre alternativer. Som Winston Churchill sagde: ”Demokrati er den værst tænkelige styreform – når man ser bort fra alle de andre”. Politik er beskidt, men skidtet fungerer. Forhåbentlig. /Lars Trier Mogensen