Vilde kaniner og Maduros lange ører

At en veltilberedt kanin kan være lidt af en lækkerbisken, har franskmændene for længst indset med klassiske retter som lapin à la moutarde og lapin au vin blanc. Visse steder i Kina er kaninhoveder også en delikatesse, hvilket den nu afdøde madskribent og tidligere kok Anthony Bourdain erfarede, da han gæstede Sichuan-provinsen i et afsnit af Anthony Bourdain: Parts Unknown. Efter at have smagt kaninhjerne kunne han slet ikke holde op med at snakke om, hvor lækkert det var.

Hvis vi samtidig overvejer, at kaninfødder helt tilbage fra kelternes tid har været et symbol på held, skulle man egentlig tro, at Venezuela havde fundet en løsning på deres økonomiske trængsler, da de forrige år påbegyndte et nyt pilotprojekt med kaninen som omdrejningspunkt.

Under stor fanfare modtog 15 venezuelanske lokalsamfund hver deres sæt kaniner, og præsident (og de facto diktator) Nicolás Maduro optrådte på nationalt fjernsyn for at fortælle, hvor genialt et svar gnaverne ville være på borgernes proteinmangel. Mad var i stigende grad en mangelvare, men kaniner avler jo som kaniner, sagde Maduro, så dem kunne der vel ikke blive mangel på. Ergo: Uendelige mængder kaninkød til folket.

Venezuelas minister for urbant landbrug Freddy Bernal var anderledes brødebetynget, da han efter noget tid skulle gøre status på ”Plan Kanin”. Vi er stødt ind i et ”kulturelt problem”, sagde han, da han havde genbesøgt de små lokalsamfund. I stedet for at spise kaninerne, havde borgerne valgt at give dem navne, iføre dem små butterflys og endda tage dem med i seng. Bernal bemærkede, at der nok var behov for en oplysningskampagne, som skulle fortælle, at kaniner altså ikke var kæledyr, men omtrent to et halvt kilo kød. Han blev mødt af latter fra de andre ministre.

Chávez’ olie-jackpot

For at forstå hvordan det kunne gå så galt for det tidligere så velstående sydamerikanske land, må vi tage en tur ned i kaninhullet til tiden under Venezuelas tidligere præsident Hugo Chávez.

Chávez, som regerede i Venezuela fra 1999 indtil sin død i 2013, var i den lyksalige position, at oliepriserne steg forholdsvist voldsomt i perioden omkring 2004. Venezuela er officielt i besiddelse af verdens største oliereserver, og omkring 95 pct. af landets samlede eksportindtægter kommer fra olie. Da priserne steg, resulterede det således i en indtjening på et svimlende beløb i omegnen af én billion dollars til statskassen.

Med de penge iværksatte Chávez en lang række støtteprogrammer til landets fattigste, som blandt andet resulterede i en halvering af arbejdsløshedsraten, et fald i børnedødeligheden og mere end en halvering af fattigdomsraten. Herudover indførte Chávez adskillige nationaliseringsprogrammer, som blandt andet gav regeringen større kontrol over landets olieprojekter.

Umiddelbart lyder det jo alt sammen ret tilforladeligt – i hvert fald på papiret. Problemet var bare, at Chávez spillede højt spil med de nye indtægter. I et forsøg på at konsolidere sin magt, gjorde han alt for at holde sig populær blandt landets fattigste, som havde haft en betydelig andel i hans oprindelige valgsejr. Men han gjorde det uden hensyntagen til landets økonomiske velbefindende på længere sigt. Med de enorme indtægter havde Chávez en reel chance for at investere i projekter, som kunne frigøre landet fra dets dybe afhængighed af oliereserverne, men han greb den ikke.

I meget grove træk kan det siges sådan, at hvis oliepriserne igen skulle falde, ville der ikke længere være penge til at finansiere de mange velfærdsprogrammer, som Chávez havde iværksat, og Venezuela ville igen være på spanden.

Den nye diktator

I 2014 skete så det, der ikke måtte ske. Oliepriserne faldt, og Venezuela blev kastet ud i en økonomisk krise, som kun er blevet forværret lige siden. Derudover har Venezuelas nye præsident Nicolás Maduro udvist nogle ubehagelige autoritære træk, som ikke ligefrem har hjulpet på situationen.

I marts 2017 valgte Venezuelas højesteret, på foranledning af Maduro, at overtage magten i Venezuelas nationalforsamling, som på daværende tidspunkt var styret af oppositionen. Den beslutning affødte massive, voldelige protester i befolkningen, som stod på i månedsvis – og det på trods af at beslutningen allerede 1. april blev trukket tilbage. Om sommeren valgte Maduro så at afholde et stærkt kontroversielt valg om en ny, såkaldt ”konstitutiv forsamling”, som i praksis skulle erstatte den gamle nationalforsamling, og som ville have magt til at foretage ændringer i Venezuelas forfatning.

Det valg vandt Maduros regering – i hvert fald officielt. For valget blev indviklet i adskillige beskyldninger om valgsvindel, hvilket fik EU til at fordømme det og USA til at indføre økonomiske sanktioner mod Venezuela. Et halvt år inden valget havde Maduro haft en vælgeropbakning på 20 pct.

Uanset hvad fik Maduro dog magt over nationalforsamlingen. Så som Vox formulerer det, står Maduro nu i en situation, hvor han har ”magt uden fortilfælde” over det sydamerikanske land.

Opskriften på hyperinflation

En af de måder, Maduro har forsøgt at udnytte den magt på, har været at hive en side ud af Chávez’ drejebog og se på, hvordan han kan bruge økonomien til at tilgodese sine politiske støtter. Her adskiller Maduro sig dog også fra Chávez, for hvor Chávez så mod de fattige, har Maduro i højere grad fæstnet sit blik ved sine politisk allierede og militæret.

Dem valgte Maduro i først omgang at tilgodese ved en fiks ny valutapolitik, som gjorde, at venner af staten fik adgang til en særligt favorabel vekselrate mellem bolívaren og dollaren, hvor én dollar kunne købes for ti bolívarer. Det satte gang i vanvittige finansspekulationer, hvor disse venner udnyttede de billige dollars til at importere mad og andre varer, som herefter kunne blive solgt i Venezuela med stor profit.

Manøvren fik priserne på almindelige dagligvarer til at skyde i vejret, og forværrede yderligere den inflation, som faldet i oliepriserne allerede havde skabt. Hvis vi oven i det tilføjer, at et af Venezuelas svar på de mange økonomiske udfordringer har været at printe flere penge, ja, så har vi en opskrift på en økonomisk katastrofe; en opskrift, der altså skal en del mere end kaninkød til at redde.

Værdiløse penge, værdifuldt skrald

Okay. Hvis det sådan nogenlunde var diagnosen over Venezuelas økonomiske dårligdomme, hvad er så symptomerne?

En del. Først og fremmest er inflationen i Venezuela stukket helt af. Ifølge Bloombergs såkaldte Café Con Leche Index, som måler inflationen ved at sammenligne prisen på en kop kaffe, nærmer landets inflationsrate sig 150.000 pct., hvilket selvsagt er fuldstændig uhørt. Den Internationale Valutafond har tidligere forudsagt, at inflationen kan nærme sig én million pct. ved udgangen af året, og i august kunne nyhedsbureauet Reuters præsentere en ret vild billedserie, som viste, hvor store stakke pengesedler man skulle bruge for at købe almindelige hverdagsprodukter. Eksempelvis skulle venezuelanere i august betale 2,6 millioner bolívarer for én enkelt rulle toiletpapir. I praksis betød det, at man simpelthen ville få mere papir for pengene, hvis man valgte at tørre sig med sedlerne.

Den voldsomme inflation har forudsigeligt nok resulteret i menneskelig tragedie. Der er mangel på basale fornødenheder som mad og vand, mordraten er gået op, og der er problemer med almindelig infrastruktur såsom elektricitet. Og for at gøre ondt værre er der endda visse steder udbrudt malaria, på trods af at Venezuela altså var det første land i verden til at udrydde sygdommen i de mest beboede områder i 1961.

Af landets 32,4 mio. indbyggere har omkring 3 mio. valgt at flygte siden 2015. ”Problemet er ikke, at folk spiser fra skraldespandene i Venezuela, men at der ikke engang er nok skrald til alle,” som en venezuelansk flygtning i denne måned sagde til The Guardian.

Suverænt papirnusseri

Så var det trods alt bedre med kaniner, mente Maduro, men den gik som bekendt ikke. Og faktisk var kaninerne kun ét af mange tvivlsomme tiltag, som Maduro har sat i værks for at redde landet fra økonomisk ruin.

Den 20. august i år blev den gamle bolívar således erstattet af den nye ”suveræne” bolívar. Hvad er det nye og suveræne ved den? Tjo, der er blevet fjernet fem nuller på pengesedlerne, hvilket betyder, at folk ikke længere behøver at rende rundt med trillebører som i 1920’ernes Weimar-republik. Men selvom den nye valuta på den måde er en praktisk løsning, kan den ikke ligefrem siges at være en langsigtet problemknuser. Hvis man på den måde kan fjerne inflation ved blot at fjerne nogle nuller på papiret, har Maduro i hvert fald opdaget noget, som verdens dygtigste økonomer ikke har.

Ligeledes introducerede regeringen i oktober det nye ”opsparing i guld”-program, som er et tilbud til borgerne om at købe værdibeviser, der berettiger til guldbarrer. Umiddelbart lyder det jo meget smart, idet prisen på guld burde være mindre fluktuerende end prisen på en ”suveræn” bolívar. Men eftersom det udelukkende er Venezuelas regering, som kontrollerer og bestemmer prisen på de værdibeviser, kræver det altså, at man har tillid til selvsamme regering. Er man venezuelaner, er man nok efterhånden klar over, at det ikke er det bedste sats.

Slaver af den døde olie

Helt mystisk blev det, da Venezuela tilbage i februar holdt forsalg for deres nye kryptovaluta kaldet ”Petro”. Tanken bag petroen er, at dens værdi skal være bundet op på landets oliebeholdninger og kunne omgå de økonomiske sanktioner som både USA og EU har indført. Men oppositionen har insisteret på, at kryptovalutaen er ulovlig, og USA’s præsident Donald Trump har forbudt alle amerikanske transaktioner, som involverer petroen.

Alligevel virker regeringen stålsat på at fortsætte med projektet. Salget af kryptovalutaen skulle – angiveligt – være blevet officielt lanceret i denne måned, men ingen har rigtigt noget overblik over dens værdi, da regeringen fortsat holder kortene tæt ind til kroppen. Samtidig har landets olieminister (ja, sådan en har de åbenbart) Manuel Quevedo annonceret, at Venezuela planlægger at præsentere petroen for OPEC, organisationen for 14 af verdens største olieeksportører, i 2019 som ”den digitale valuta for olietransaktioner på verdensplan”.

Bedre end noget andet illustrerer dette mærkværdige sats, at Venezuela tilsyneladende intet har lært af sin økonomiske krise. Maduro og kompagni virker så angste for den tanke, at olien kan være på vej til at dø en langsom død, at de endnu ikke er parate til at finde andre støttepiller for landets økonomi.

Det leder tankerne til filosoffen Friedrich Nietzsches idé om Guds død, som for ham at se var et nødvendigt resultat af oplysningstiden, men som menneskene i grunden var alt for bange til at erkende. Erkendelsen var dog ifølge Nietzsche et helt nødvendigt skridt for at bryde med den undertrykkende slavemoral, som havde eksisteret siden Sokrates og Paulus, og som fastholdt mennesket i lidelse. Det var først, når man var blevet fri af slavemoralen, at man kunne blive til det virkelige menneske, det frie menneske. Overmennesket.

På trods af alle deres bitre erfaringer er Venezuela fortsat en slave af olien. Og så længe landet er det, vil det formodentlig ikke blive i stand til at få vendt skuden og finde et fornyet økonomisk overskud som nye, frie mennesker. Set i det lys, var idéen med kaninerne måske alligevel ikke så dum. Hvis et sæt søde gnavere kan få venezuelanerne på andre tanker end værdien af olie, vil de da  være investeringen værd – hvad enten borgerne så vælger at spise dem eller ej.