Bliver man en bedre kunstner af psykisk terror?

I sidste uges Weekendavis satte den anmelderroste forfatter Peter Højrup ild til Forfatterskolen i Købehavn og Weekendavisens debatsider med en virkelig stærk og ubehagelig tekst. Ugen inden var skolens rektor blevet fyret i en mærkværdig sag, hvor 55 kendte danske forfattere havde skrevet et brev direkte til bestyrelsen og udtrykt deres bekymring for miljøet på Forfatterskolen, som de mente var både grænseoverskridende og krænkende. Og selv om der ikke forelå nogen konkrete anklager eller sager, og slet ikke mod den nuværende rektor, valgte bestyrelsen at fyre ham.

Det fik forfatteren Kristian Ditlev Jensen til at skrive et essay til Weekendavisen om sine oplevelser på Forfatterskolen, som den så ud i midten af 90’erne, da han gik på skolen og det var den tekst Peter Højrup svarede på. ’Kvalme’ var rubrikken.

Højrup beskriver et helt system af fornedrelse, krænkelser og magtmisbrug, der prægede skolen i de år, og det er sådan set ikke i direkte modsætning til Kristian Ditlevs tekst, men konklusionerne, detaljegraden og fortællervinklen en anden.

Krænkelsesret

De beskriver begge tiden midt i 90’erne, hvor den feterede forfatter Niels Frank tog over som rektor efter stifteren og myten Poul Borum. De beskriver et miljø, hvor lærere og elever sammen fester, drikker sig omkuld, forelskes, tager stoffer, nedbryder hinanden psykisk og konstant søger og bryder grænser. Men hvor Ditlev Jensen kommer til at stå som en forsvarer af den kultur og finder den både opbyggelig og måske ligefrem nødvendig for at blive en god kunstner, står det med Højrups tekst klart, at det også har nogle drastiske konsekvenser, som han stadig arbejder med i dag.

”Det var tilladt at slå,” skriver Kristian Ditlev Jensen. ”I hvert fald verbalt.” Men som Peter Højrup gør opmærksom optræder ordet ”magt” ikke én eneste gang i Ditlevs tekst, og det er selve kernen i problemet.

Mens Poul Borum kalder 21-årige Peter Højrups tekster for ubrugelige, bliver Niels Frank direkte forelsket i ham, forsøger at få ham overtalt til at have sex og indleder et privat forhold til ham.

”Niels Frank introducerede på et tidspunkt den teori, at jeg var bøsse uden at vide det. Der var masser af eksempler på den slags, for eksempel havde Poul Borum været gift med Inger Christensen, inden han blev homoseksuel, og så var der alle de signaler, jeg åbenbart udsendte: måden jeg kiggede på ham, dobbelttydighederne i det, jeg sagde. Jeg var lidt af en teaser, måtte jeg forstå, en narrefisse, eller nok nærmere en narrepik, når man tænkte over det.”

Da Højrup som heteroseksuel ikke gengælder hans tilnærmelser, bliver Niels Frank desperat og rasende og en systematisk terrorisering af unge Peter Højrup og hans arbejde går igang. Samtidig beskyldes han for at lege med Niels Franks følelser og pirre ham, og til sidst bliver Frank så vanvittig, at han i en brandert smider ham ud af skolen og muligvis også overfalder ham og slår ham i gulvet, men det er uklart. I det hele taget er der meget, der er lidt uklart for dem begge, som det står at læse i denne weekends Weekendavis, hvor Niels Frank har taget til genmæle i et debatindlæg, som Peter Højrup så igen har svaret på.

Overgreb som et værktøj

Soleklart og syleskarpt står det dog tilbage, at det, Peter Højrup beskriver, er et overgreb. Et overgreb mod en elev fra en magtperson. Og på den måde burde sagen være klar og enestående. Men det er den så bare ikke alligevel, for efter teksten blev trykt, er mange flere forfattere stået frem med enslydende historier. Ikke om Niels Frank som person, men om det system som Højrup beskriver af grænseoverskridende adfærd.

For forfatteren Kim Blæsbjerg, som også gik på skolen i de år, handlede ubehagelighederne meget om det hierarki, der lå skjult på skolen:

”Det værste var opdelingen i et A- og et B-hold. Det var selvfølgelig ikke noget, der nogensinde blev udtalt direkte, men i løbet af kort tid samlede Niels Frank nogle af eleverne om sig – dem, han så noget særligt i, dem, der interesserede ham (…) Jeg blev mere og mere overbevist om, at ikke alene var jeg en dårlig forfatter – det var også urimeligt, at jeg var blevet optaget, for så havde jeg jo taget pladsen fra en anden, som sikkert var bedre,” skriver Blæsbjerg. Karen Fastrup, der kom på skolen i årene efter lægger også til fortællingen, men for hende var det dog ikke Niels Frank, men særligt en anden lærer, Per Aage Brandt, der var årsagen til, at hun havde to dårlige år:

”Jeg havde aldrig læst op for et publikum før og var nervøs. Per Aage Brandt rejste sig op, og mens jeg stod midt på gulvet foran mine nye klassekammerater, som jeg ikke kendte, begyndte han at gå rundt om mig, mens han efterabede mine ord, gjorde nar ad min stemme og diktion, og grinede – og atter opfordrede de andre til at gøre det samme. Jeg var lige så grædefærdig, som jeg havde været det i folkeskolen, når mobningen foregik efter præcis samme mønster, her var det blot endnu værre: Her var det ikke jævnaldrende børn, der initierede det, her var det en voksen, en lærer, én der havde magt over mig – og en der havde magt til at få de andre til at grine ad mig.”

Den ydmygende behandling af eleverne fortsatte på skolen i København. Ifølge Fastrup var der tale om ”en adfærd, der var så grænseoverskridende, at jeg ikke så anden udvej end at forlade skolen i utide og efterfølgende konstant har måttet kæmpe med følelsen af ikke at være en god nok forfatter”.

På Peter Højrups tidslinje skriver også forfatteren Benjamin Kongsted:

”Jeg havde det skidt hele formiddagen efter jeg havde læst artiklen. Dels fordi jeg kendte historien omkring hvad du har været ude for (for det taltes der også om i 2000-2002), men også fordi jeg selv blev transporteret tilbage til en tid som jeg ikke kan mindes uden at skamme mig – og som jeg stadig får ondt i maven over. Selv nu, hvor jeg snart fylder fyrre. Jeg synes du fint beskriver det forfatterskolen i hvert fald for nogen af os repræsenterede. Det var grænseløst og man blev selv grænseløs.”

Og som Weekendavisens Søren K. Villemoes også finder frem i dagens Weekendavis blander manuskriptforfatter Nanna Westh sig også på Peter Højrups tidslinje: ”Kæreste Peter. Jeg husker chikanen på Forfatterskolen præcis som du beskriver den, og du har min fulde støtte.” Hvortil forfatter Lone Hørslev supplerer: ”Yes. Jeg blev også sendt direkte tilbage i kvalmen. Tak, Peter Højrup for at bryde tavsheden.”

‘Fissen snakker’

Men selv om, der med tiden er dukket flere og flere af denne slags historier om de kunstneriske uddannelsesmiljøer, op findes der til syneladende stadig en lang række kunstnere og kulturkommentatorer som Kristian Ditlev, der stadig forsvarer den måde at ”uddanne” kunstnere på.

I ugerne inden sagen fra Forfatterskolen dukkede op, beskrev tre forhenværende studerende på Kunstakademiet sammen med deres tidligere rektor i Politiken, hvordan de i midten af 00’erne oplevede ”et seksualiseret miljø” hvor flere ligefrem var ”blevet seksuelt krænket af deres professor,” og  “et miljø præget af manipulation og hierarkisering”. Endnu før det blev Zentropa og Peter Aalbæk Jensen sidste år anklaget for at have skabt et lignende miljø blandt deres praktikanter – som en dansk aflægger af den #metoo-bølge, der skyllede igennem kulturverden fra USA.

Hverken Kristian Ditlev eller Aalbæk, forsvarer voldtægt eller direkte sexkrænkelser, men de taler ind i en århundrede gammel myte om kunstneren, som normbrydende og antiautoritær, der nærmest i sin grundstruktur bliver nødt til at være grænseoverskridende for at kunne skabe god kunst eller uddanne gode kunsterere. Det er den myte, Peter Aalbæk Jensen taler ind i, når han i Deadline sidste vinter kaldte sin egen krænkende adfærd en ”uddannelse”:

”I stedet for at tale om ydmygelser, krænkelser og sexchikane burde man snarere tale om uddannelse,” forklarede Peter Aalbæk-Jensen, der så sent som i denne uge i P1 debat genfortalte sin berømte historie om, hvordan han til en fest på Zentropa stak en mikrofon op under kjolen på en praktikant og foran hele selskabet råbte ’Se fissen snakker’ til stor morskab for blandt andre ham selv. Og hans forklaring er stadig den samme, som den var da historien kom ud:

”Sådan er jeg. Jeg er en spasmager,” siger han i P1 debat.

”At jeg gør sådan noget, er det samme, der gør at jeg kan lave et verdensberømt firma, der har lavet mere end 200 film. Et par af dem endda ganske gode.”

Filminstruktøren Ole Bornedal, der sad i samme studie, bakkede ham op og sagde at man simpelthen blev nødt til at komme langt ud over sig selv og andre for at skabe stor kunst. Det var selve essensen af at være kunstner, mente han.

Der er ikke noget forskningsmæssigt belæg for at sige, at der kommer bedre kunst ud af at presse sig selv og sine omgivelser ud på overdrevets rand, som psykologiprofessor Lene Tanggaard forklarer i samme udsendelse. Alt hvad vi ved om kreative processer, fortæller hun, peger faktisk på det stik modsatte.

Lord Byron, den gamle romantiker

Men hvorfor holder vi så stædigt fast i den fortælling om kunsten? Det er fascinationen af kunstneren, der er i opposition til samfundet. Ham, der lever en bohèmetilværelse og gør op med de borgerlige normer. Det er et forfatter-image, der begynder at brede sig i romantikken, som vi ser det hos Lord Byron. Den romantiske oprører, der tegner den folkelige mytologi om digteren, der modsætter sig samfundets normer. En mytologi om at skrive og udøve sin kunst af så dyb en indre drift, at alt andet må sættes til side. Forfatteren er ikke bare en håndværker, men han er begavet med en genialitet, der må sættes over alt andet. Det er også den mytologi, som forfatteren Per Åge Brandt, der også var underviser på Forfatterskolen sammen med Niels Frank, taler om, da han i sommer skrev om #metoo-bevægelen i Dagbladet Information:

”I æstetikken flyder seksualiteten faktisk frit, hvilket enhver kan se fører til så meget skønhed, som mennesker nu kan udholde. Som det også vil være alment bekendt, betaler kunstnerne også ’prisen’ for dette eksistentielle særvilkår, deres tendentielt frie seksualitet, med et kaotisk familieliv og ofte ganske sørgelige personlige konsekvenser; men det er ikke en ’pris’, en straf, i den betydning, hvori Maurice Blanchot til Bataille bemærkede, at suveræniteten altid må ’sones’.”

#MeToo som bølgebryder

#metoo-bevægelsen har startet en bevidstgørelse omkring de magtstrukturer, der findes i den kreative branche. For som bekendt så handler alt om sex, undtagen sex – det handler om magt. Det er det, der er kerneproblemet i disse sager, og det som hverken Peter Aalbæk, Ole Bornedal elle Kristian Ditlev synes at være  bevidst om. Ingen af dem nævner på noget tidspunkt ordet ’magt’, men det er præcis det det handler om. Det handler om udøvelsen, anerkendelsen og blotlæggelsen af den magt, der løber mellem magtperson og underordnede. Mellem læremester og elev.

Det er derfor at #metoo-beægelsen har vundet så stor en genklang i de kreative fag. Fordi #metoo ikke kun handler om sex, men i langt højere grad om magt. Og magt er en underlig størrelse i kreative miljøer, for på den ene side er der nogle ekstremt tydelige magthierarkier, men på den anden side er de til konstant forhandling, hvilket nærmest opfattes som en præmis for kunsten. Og over alle former for magtstrukturer, professorer og gamle mestre står kunsten. Det ypperste.

Fælles for alle fortalerne for den grænseløse kunstner synes at være, at ingen vil vedkende sig deres magt. I deres egen optik står de nemlig over for noget meget større end dem selv og deres handlinger, nemlig kunsten og lidenskaben. Se blot på Niels Franks egen undskyldning (eller hvad man nu skal kalde den) i Weekendavisen:

”Jeg skammer mig ikke over noget. Jeg går ikke rundt med gedulgte historier. Jeg siger ikke noget nu, som jeg ikke har sagt til min kæreste og mine venner. Jeg blev smaskhamrende forelsket i en elev på Forfatterskolen. Det er dybt problematisk, og det var ulyksaligt for os begge to.”

Niels Frank opfatter slet ikke sig selv som en magtperson, selv om han er skolens rektor over for en elev og desuden en 11 år ældre etableret forfatter overfor en 21-årig forfatterspirre. Og som Peter Højrup så skarpt iagttager i sin tekst:

”Det er problematisk, at en underviser ikke vedkender sig sin magt og tager sit ansvar på sig, fordi vedkommende derved bliver ansvarsfri: Hvordan kan man udøve magtmisbrug, hvis man ikke ved, man har magt?”