Trump, Gud og Lagerkvist

Den svenske nobel-laureat Pär Lagerkvist har altid været lidt af en darling blandt kulturradikale på grund af sin ateisme og sit opgør med naturalismen. Det kan han naturligvis ikke gøre for, og det skal heller ikke ligge ham til last, da han er noget af det fineste, skarpeste og reneste, der er kommet ud af det bittersøde skandinaviske tungsind. Selv om han har været død i 45 år, er han stadig helt frisk fra fad og lige til at gå til, hvis man gerne vil have et overblik over eller bare et blik på den verden, vi befinder os i.

For spændingerne stiger i den mexicanske grænseby Tijuana, efter at knap 3.000 migranter fra Centralamerika i de seneste dage er ankommet til byen. Migranterne er vandret fra El Salvador, Honduras og Guatemala og ønsker at søge asyl i USA. Det er endemålet for ”migrant-karavanen”, som den er blevet døbt (smag på ordet). Fredag meddelte Tijuanas borgmester, Jean Manuel Gastelum, at han forventer, at der ankommer omkring 10.000 migranter til byen, inden karavanen er fuldtallig, og det har man slet ikke kapacitet til i den i forvejen hårdtprøvede grænseby. Præsident Donald Trump har betegnet karavanen som ”et angreb på vores land” og har beordret 7.000 soldater udstationeret langs grænsen.

Os eller Gud

Vi tør ikke betegne én af Pär Lagerkvists bøger som et gennembrud, men Dvärgen var i hvert fald lidt af en litterær sensation i hele verden, da den udkom i 1944. Bogen er bygget op som en dagbogsroman af en fængslet og gennemført usympatisk dværg, der har tjent som en slags personlig assistent hos en middelalderfyrste. Dværgen er meget svær at holde af, og han afskyr alt og alle omkring sig men finder samtidig en tydelig tilfredstillelse i selve hadet. Selv det had han mærker mod sig selv, finder han en vis nydelse i. Særligt hader han videnskaben og kunsten, som han ser som en angreb mod sin elskede (og straffende) Gud. Kun krig og slagmarkens lidelser beskriver han med begejstring og ærefrygt, hvorfor den eneste person, han kan respektere, er hans tidligere krigsliderlige fyrste. Dvægens bedste stunder er, når krigen raser, og blodet flyder friskt og rigeligt på slagmarken. Romanen er vel et slags studie i ondskab. Den fine slutning røber vi lige senere.

For inden vi kommer så langt, kunne vi jo lige rive Det Evige Smil (Det eviga leendet) ned fra hylden, som Pär Lagerkvist udgav helt tilbage 1920. Her beskriver Lagerkvist en helt anden type karavane blandt de døde, der sidder i evigheden og dødkeder sig. De begynder derfor at fortælle hinanden historier om deres jordiske liv, og selv om de er så forskellige, som vi levende lige præcis er, finder de hurtigt ud af, at de har meningsløsheden til fælles. Et pludseligt og lidt utilfredst fælleskab opstår omkring det helt store spørgsmål: Hvad er meningen med det hele? Den mest lidenskabelige af dem råber: ”Vi vil opsøge Gud og drage ham til ansvar for det forvirrede liv. Vi vil samles alle sammen, alle sammen og gå ud og søge efter Gud for endelig at få vished.”

Som sagt så gjort og karaven bliver større og større og mere og mere ustoppelig.

Godt så. Skal vi så læse, at Trump er Dværgen og de døde ‘migrantkaravanen’? Måske. Det har vi egentlig ikke tænkt over, for hvad er mere nærliggende og faktisk også enklere end at bruge de to kort-romaner (der virkelig er korte og ganske hurtigtlæst) til at forstå os selv. For Dværgen lader sig ikke begrænse til sig selv, og den demokratisk valgte Trump lader sig ikke begrænse til en rabiat strømning i USA. Som dværgen selv siger det:

”Jeg har lagt mærke til, at jeg undertiden indgyder mennesker skræk. Men er det ikke sig selv, de bliver bange for? De tror, at det er mig der skræmmer dem, men det er dværgen inde i dem, det menneskelignende væsen med abeansigtet som gør det, som stikker hovedet op af dybet i deres sjæl. De bliver bange, for de ved ikke, at de har sådant et væsen inden i sig.”

Men han er jo låst inde og marginaliseret, anfører du så, men det er kun fordi, du ikke har taget bogens sidste og mest isnende sætning med:

”Jeg skal nok få lejlighed til at fortsætte min krønike oppe i dagslyset som før, og der bliver vel også brug for mig igen. Hvis jeg kender min herre ret, kan han ikke i længden undvære sin dværg.” Mennesket kan ikke undvære sin dværg.

Og hvad så med døde-karavanen og mødet med Gud? “Finder de ham?,” spørger du måske, hvis du ikke har været igennem den før. Ja, det gør de. Langt om længe efter de er blevet millioner af døde. De møder ham i skikkelse af en gammel mand, der står og saver brænde og bliver lettere overrasket, ja, nærmest forskrækket over at se alle sine skabelser afkræve ham et svar for meningen med det hele. Forundret forsøger han først at forklare, at han altså bare er en simpel mand, at han ikke har haft nogen særlig mening med noget af det, men det må være op til den enkelte, hvad de vil med deres liv. Han har bare ligesom … skabt det. Men det gør kun flokken endnu mere ophidset og forvirret, så til sidst siger han de Guddommeligt undskyldende, menneskelige og tumpede ord, som vi ikke tør oversætte: ”Jag har gjort så gott jag kunnat”.

Ja, undskyld – det var ikke for at blive for højstemte sådan en kølig mandag formiddag, men vi faldt bare i Pär Lagerkvist-gryden her i weekenden. Det sker for mange menneske, nu hvor kulden kommer rendende med mørket i sin lille, fine hånd. Det giver sådan en uforklarlig fornemmelse af evighed, når man læser ham. Prøv det selv, og du vil få en bedre uge, er vi sikre på. Måske vil du også kunne begribe nyhedsstrømmen lidt bedre. /Lasse Lavrsen