En rigtig arbejder har privatfly

Early in the morning factory whistle blows,
Man rises from bed and puts on his clothes,
Man takes his lunch, walks out in the morning light,
It’s the working, the working, just the working life.

Bruce Springsteen, ”Factory”

Virkeligheden er en mærkelig størrelse. Det er et begreb, der er blevet vendt og drejet af kloge typer gennem tusinder af år. Vi vil dog alligevel med en måske påfaldende arrogance slå fast her i dag, at der findes nogle ting derude, som simpelthen bare er sande. Men så er der også alle de andre ting. De ting, hvor sandheden er afhængig af øjnene der ser. Sådan er det med Friedrich Merz’ liv.

Hvis man skulle skrive et portræt af Friedrich Merz, kunne man starte med at fortælle, at han er en af frontløberne til at overtage kansler Angela Merkels post som formand for det tyske kristen-konservative parti CDU. Det er sandheden, og den er nem. Det er straks værre med, hvad der skal stå herefter. For det kommer an på øjnene, der ser. Så tillad os for et øjeblik at komme med en lille spekulativ scene, der måske beskriver, hvordan Merz en tilfældig morgen opfatter sit eget liv:

Den ømme skulder vækker igen Friedrich. Han kigger ud i sit dunkle værelse og kan konstatere, at solen endnu ikke er begyndt at oplyse de mange støvpartikler i rummet. Han prøver at vende sig for at sove videre, men i den hårde seng er det umuligt at finde ro for en gammel krop, der er slidt ned efter års hårdt arbejde. Han må i stedet stå op, skønt der endnu er timer til, at fabriksfløjten pifter og kalder ham på arbejde. Mens han drikker sin billige pulverkaffe kigger han ud ad vinduet på sine to privatfly, og stønner ”ak, it’s the working, the working, just the working life.”

Måske studsede du over noget i denne lille arbejderklassefortælling. Der er noget, der stikker ud. Hvorfor har Friedrich Merz privatfly? Det har Friedrich Merz, fordi det ifølge ham selv forholder sig således, at man sagtens kan være middelklasse, selvom man er stenrig og har to privatfly. Merz blev forleden tvunget til at fremlægge sin årsløn, der ligger på i omegnen af 7,5 mio. kroner. Generelt har Merz gennem en årrække i det private erhvervsliv opbygget sig en ikke ubetydelig formue – og så ejer han altså to privatfly.

Alligevel holder Merz fast i, at han er en del af den ”øvre middelklasse.” Han forklarer i øvrigt, at middelklasse for ham ikke handler om penge. Det handler om værdier. Det bliver den nedre del af middelklassen nok glade for at høre.

En af jer

Lad os bare få noget på plads. På Føljeton er vi ikke sådan nogle bitre typer, der ikke kan holde til at folk tjener gode penge på ærligt arbejde. Men så skal man fanden gale os heller ikke komme og sige, man er middelklasse, når man tjener 7,5 millioner om året. Friedrich Merz forsøger sig med en lidelseshistorie, der er Kafka værdig. Holder han den kadence, kan han jo starte sin næste tale med at parafrasere Forvandlingen: ”Da Friedrich Merz en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng, forvandlet til uhyre middelklasse.”

Det lader til at være en generel tendens, at politikere ikke tør stå ved deres sande jeg. Vi ser det også i Danmark. I artiklen ”Barndommens tabte gade” fra Weekendavisen 16. marts 2018 fortæller Hans Mortensen om, hvordan danske politikere har travlt med at forme deres fortid, så den passer til deres fremtid. Socialdemokrater er altid fra den hårde arbejderbaggrund, og selv liberale Anders Fogh Rasmussen stod på Venstres landsmøde i 2005 og fortalte om sin bedstefar, der var fattig slagteriarbejder fra Grenaa.

Det er altså ikke noget nyt fænomen, at politikere prøver at skabe et narrativ om dem selv, der for nogle måske i bedste fald vil se yderst selektivt ud. Men måske populismebølgen bare har været med til at gøre det værre. I dag er det blevet vanskeligt at blive valgt, hvis man er succesfuld politiker, og det får alle de succesfulde politikere til at sige, at de ikke er succesfulde politikere. Så er de pludselig bare succesfulde hyklere – for nogle ting er sandheder, uanset hvem der ser. /Andreas Terp