Kampen om fravær er en kamp for at blive hørt

Bonk, klang!

Bolden flyver rent ind. Et klir lyder fra metalmålet, og det bumler fra bordets indre mekanik, inden den lille korkbold triller sikkert ned i lugen med et bump. Straks bliver den samlet op og kastet ind midt mellem otte roterbare stænger, hvor fodboldspillere i Dannebrogs farver dingler stift i bordfodboldspillet.

På Helsingør Gymnasium udnytter fire drenge deres korte frikvarter indenfor. Men de må lunte tilbage til undervisningen, inden de har fundet en vinder. Bekendtgørelsen om de nye fraværsregler trådte i kraft den 13. oktober og gør det umuligt for spillerne at gå i overtid.

For de uindviede drejer det sig om, at gymnasieelever landet over vil blive påskrevet 100 pct. fravær fra hele lektionen, hvis de ankommer blot ét minut for sent til timen. Får man 10 pct. fravær for året, vinder man en tur på studievejlederens kontor og kan endda være så uheldig at få en trøstepræmie på en eksamensomgang i fuld pensum. Får man 15 pct. fravær, skal gymnasiet vurdere, om eleven fortsat er studieaktiv, eller om vedkommende skal fratages SU og i værste tilfælde udmeldes.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) skrev torsdag i Information, at ”fraværet er for højt”, og at det er ”foruroligende”, at eleverne bliver forargede over de ”beskedne” krav, og hun mener, at fravær er udtryk for mangel på respekt. Omvendt er der gymnasieelever, som mener, at tiltagene viser en manglende forståelse og respekt for deres situation.

I kantinen på Helsingør Gymnasium fortæller 17-årige Emmamaia Jacobsen, som går i 3.g, at hun bliver ”utroligt irriteret”, når de voksne taler om gymnasieelever, som ministeren gør.

”Både politikere og forældre taler ned til os – især på Facebook. Jeg synes slet ikke, det er i orden.”

Emmamaia Jacobsen er forperson for Nordsjælland afdelingerne af Alternativet Ungdom og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Derfor har hun været aktiv i kampen mod fraværsreglerne, hvor hun især har deltaget i debatten på de sociale medier. Og hun mener ikke, at argumentet om de dovne unge, som skal gøres klar til arbejdsmarkedet, er rimelig.

”Ja, selvfølgelig skal man holde sine aftaler, for vi skal da være klar til arbejdsmarkedet. Men hvis du arbejder et sted og skal til møde, og du måske kommer to minutter for sent, så får du jo ikke en straf. De her regler svarer mest af alt til, at man møder to minutter for sent på arbejde og bliver trukket en time i løn.”

Klædt i grå hættetrøje og sort hue med langt lyst hår fortæller hun, hvordan det kan være umuligt at få et ord indført som ung. Det, siger hun, kan føles som at blive belært uden at blive hørt.

”Er arbejderne utilfredse, må de godt klage, men når vi gør det, bliver vi angrebet fra alle sider og kaldt dovne. Vi blander os ikke i deres ting. Det er ikke de voksnes plads at blande sig i det her. Det er ikke deres plads at kommentere og udtale sig om det her. De har ikke gået i skole i lang tid.”

På det Frie Gymnasium i København er et cigaretrygende, monstrøst spædbarn med Donald Trump-lignende pisgule lokker, malet i et klasselokale. Mellem lokkerne er en lort. Hvem der har anbragt lorten, ved ingen, ligesom med muldvarpen.

Hver en væg i dette lidt særlige gymnasium er en åben låge til elevernes umiddelbare impulser, hvorfor et vågent øje vil kunne følge med i alt, som betager de unge mennesker. Hver gang klasselokalerne skifter ejere, starter vægmalerierne forfra, og skolen sørger for materialer.

16-årige Kamma Gro Bang Simony og 17-årige Klara Sif Karlson går begge i 1.x på Det Fri og er lige så utilfredse med Merete Riisagers fraværsmanøvre som Emmamaia Jacobsen. De får i øvrigt begge fravær, mens de bliver interviewet af Føljeton.

Klara Sif Karlson er frustreret over, at gymnasieeleverne ikke bliver hørt, når det er dem, det går ud over.

”Vi får trukket de nye regler ned over hovedet og får taget vores medbestemmelse fra os. Og den er enorm vigtig. Jeg vil tage i skole, uanset om jeg får fravær eller ej, men man sætter så meget fokus på fravær, at det hele ender med at handle om det. Hvad med tilstedeværelse? Det burde de fokusere meget mere på,” siger Klara Sif Karlson.

Unge i gymnasiet har i dag flere valgmuligheder end tidligere. De får lov til at prøve kræfter med, hvad det vil sige at være voksen. Det kan være motiverende, fordi de får indflydelse på deres dannelsesproces i gymnasiet. Og så hjælper det at vide, at man selv har valgt sit fag, forklarer Kamma Gro Bang Simony.

”Det øger min motivation helt vildt meget at have frie valg. Også bare det selv at vælge fag. Lige pludselig er det sådan, nå ja, jeg har jo selv valgt samfundsfag.”

Omvendt kan det virke kontraproduktivt, når politikerne skærper reglerne og dermed fjerner muligheden for at vurdere elevernes individuelle situation i forhold til fravær, mener Klara Sif Karlson.

”Man kan blive så trodsig, hvis der er noget der bliver trukket ned over én. Hvis jeg får 100% fravær, når jeg kommer for sent, bliver det jo en diskussion om fraværet og ikke tilstedeværelsen. Det bliver et valg om, hvorfor er jeg her? Er det på grund af fraværet, eller fordi jeg gerne vil være her?”

Ikke rigtig voksne, ikke rigtig børn

Efter fraværsordningen trådte i kraft, har elever allerede arrangeret strejker og blokader på flere gymnasier.

På den ene side er gymnasiet en tid, hvor unge mennesker får friere rammer og begynder at engagere sig i samfundet, hvorfor de også protesterer og insisterer på at blive hørt. På den anden side er der stadig en afstand mellem dem og de voksne, som altid bestemmer, hvordan deres hverdag former sig.

Det ender derfor med, at mange ikke lytter til de unge elever. Altså virkelig lytter.

”Vi skal ikke kun ses og høres, vi skal også lyttes til,” siger Emmamaia Jacobsen. ”Vi har mange vigtige ting på hjerte, så for mig og mange af mine venner er det vigtigt, at vi bliver set, hørt og lyttet til. For lige nu bliver vi set, hørt og nedgjort. Hovedsageligt af politikere, som ligesom kalder os dovne eller uopdragne, når vi går ud og siger noget, som kritiserer noget, de har lavet. Vi har jo ikke noget imod dem som personer, men vi kritiserer et tiltag, de har lavet, og så føler de sig nødsaget til at nedgøre os og gøre grin med os. Det er utroligt barnligt. De kalder os uopdragne, men jeg synes, at de er uopdragne.”

Kantinen på Helsingør Gymnasium bliver fyldt lidt op igen, da der endnu engang er frikvarter. En klassekammerat kigger Emmamaia Jacobsen over skulderen fra bordet bag hende. De var i gang med at lave aflevering, men en vis journalist afbrød deres arbejde.

På Det Frie Gymnasium er gangen spraymalet med rystende men livlig dyseføring, ligesom trappen, bordene, alle klasselokaler og nogle gulve har fået en tur. En herre, der viser sig at være skolelærer, trasker med sort kaffe i hånden tålmodigt frem og tilbage, mens han trækker på mundvigen.

”Jeg har aldrig prøvet at blive smidt ud af klassen før,” klukker han. ”Elevrådet kom pludselig ind og sagde, at de skulle holde møde. Jeg spurgte, om jeg måtte deltage i mødet men blev bedt om at gå. Af mine egne elever.”

Et øjeblik kunne man tro, at den pågældende situation omhandlede fraværsordningen, og sikke et scoop det havde været. Og selvom elevrådet forviste læreren på grund af et igangværende arrangement om at starte en elevstrejke, så er det i denne omgang i protest mod klimaforandringer og ikke fravær.

Men som det viser sig, bliver der alligevel oprettet et udvalg samme dag, der skal sætte fokus på fraværsordningen og arrangere en reaktion fra Det Fri mod fraværsordningen.

Både Kamma Gro Bang Simony og Klara Sif Karlson har tænkt sig at deltage i elevstrejken mod klimaforandringer, der blev arrangeret på skolemødet, mens de venter spændt på elevrådets reaktion mod fraværsordningen.

”Jeg synes generelt, det er vigtigt, at unge er oplyste og informerede om, hvad der sker, og hvad der kommer til at ske. Jeg tror også, at man bliver mere motiveret til at gå i skole, når man tager ansvar for sin egen uddannelse,” forklarer Kamma Gro Bang Simony.

Klara Sif Karlson giver et mmh, og fortsætter:

”Vores generation er presset. Det er det første ord, jeg tænker på. Jeg ved ikke hvorfor. Om der er nogen, der har fortalt mig, at jeg er presset, eller om jeg føler mig presset.”

”Der er så meget forventningspres. Vi får hele tiden at vide, vi er presset. Jeg tror også det er sandt. Vi skal være så gode hele tiden,” siger Kamma Gro Bang Simony, og Klara Sif Karlson svarer:

”Der er et identitetstab i det. Jeg synes, det er svært at sige, at det her er vi fælles om. Der sker så meget i vores liv, og der er så meget nyt, og det bliver svært at finde ud af, hvad man gerne vil stå for. Der har været så mange ungdomsoprør før, men det sker ikke så meget mere, synes jeg. Men jeg tror, det er ved at gå op for os, at nu er det for meget.”

”Ja, folk siger endelig fra.” afslutter Kamma Gro Bang Simony, og de forsvinder ud på bagtrappen.

På Helsingør Gymnasium har man ikke diskuteret undervisningsnedlæggelse i protest mod fraværsordningen, forklarer Emmamaia Jacobsen. Mest fordi der ikke har været et behov. Men hun er glad for, at folk kæmper andre steder som på Det Frie Gymnasium.

”De er virkelig seje. Folk begynder at få øjnene op for, at der er ved at ske nogle ting, man skal involvere sig i. Jeg tror, at grunden, til at folk gør det nu, er fordi fraværsordningen er så afgørende for os,” forklarer Emmamaia Jacobsen, inden hun går tilbage til sin veninde og sine lektier, der stadig skal afleveres – ellers får hun skriftligt fravær, der er ”endnu værre” end normalt fravær.