Kløften mellem hvad vi gør, og hvad vi skal gøre

God dansk nyhed men en dråbe i havet. Tirsdag udsendte Energistyrelsen deres Energistatistik 2017, hvis væsentligste budskab er, at danskernes energiforbrug steg ”en smule” i 2017. Men nyheden var god, idet den dækkede over ”et kraftigt fald i kulforbruget og et stigende forbrug af vedvarende energi”, som tilsammen betød ”et væsentligt fald i udledningen af CO2 sidste år”. Det, der isoleret set er godt gået af Danmark, er imidlertid en dråbe i havet for kloden. Tirsdag publicerede FN’s Miljøorganisation UNEP rapporten The Emission Gap 2018 på 57 sider, og her er budskabet anderledes alarmerende. Kløften mellem hvad vi gør, og hvad vi skal gøre for at forebygge voldsomme klimaforandringer er ikke bare ”enorm” – den vokser også. ”Teknisk set er det stadig muligt at holde den globale opvarmning et godt stykke under 2 grader, men regeringerne er nødt til at forpligte sig til meget mere.” Efter tre års stagnation i udledningen af drivhusgasser blev der sat ny rekord med en udledning på 53,5 gigatons – 1,6 gigatons mere end året forinden.

Det skal toppe om lidt. På klimatopmødet COP21 i Paris i december 2015 indgik 196 medlemslande af FN-konventionen UNFCCC en juridisk bindende aftale – Parisaftalen – om at hjælpe med at nedbringe udledningen af drivhusgasser, så den er 40 pct. lavere i 2030 end i 1990’erne. Ifølge The Emission Gap 2018 er det slet ikke nok: Hvis vi vil forebygge en global temperaturstigning i 2100 på 2 grader, skal vi sikre os, at udledningen ikke overstiger 40 gigatons i 2030. Og for at forebygge en stigning på 1,5 grader skal vi holde os under 24 gigatons. Men ikke nok med det: Udledningen skal toppe senest i 2020.

De fem principper. De 20 forfattere bag The Emission Gap 2018 udelader ikke anvisninger til, hvordan vi så klarer skærene. Det handler om at klemme ballerne sammen – specielt i Kina, der står for 27 pct. af den samlede udledning af drivhusgasser. Verdens regeringer bør aktivt støtte innovation på klimaområdet, så der bliver skabt ”et marked for nye udledningsreducerende teknologier”. Under ”good news” bemærkes det, at det kan lade sig gøre ”uden at ofre den økonomiske vækst”. Rapporten peger på fem principper, der kan bidrage til at få klaveret til at spille: Offentlige institutioner skal gøde jorden for, at private virksomheder tør kaste sig ud i vigtige innovationsprojekter. Det skal blandt andet ske ved at smide penge efter projekter i de tidlige stadier, hvor risikoen for fiasko er størst, og den risikovillige kapital er sværest at få. Desuden anbefales det, at der kastes penge efter ”missionsorienteret innovation” med konkrete målsætninger og deadlines. Det lyder lidt, som da John F. Kennedy i 1961 sagde, at USA skulle have en mand på månen inden årtiets afslutning (hvilket som bekendt lykkedes). Endelig siger rapporten, at regeringernes grønne politikker bør være retningsgivende for hele et lands økonomi og ikke kun for specifikke sektorer. Logik for perlehøns, men her er det dog mennesker, der skal navigere i det. /Oliver Stilling