Kære læser

Udlændingepolitik bør ikke være en del af finansloven

Martin Henriksen (DF) efter Regeringen og Dansk Folkeparti har præsenteret Finansloven for 2019 på et doorstep ved Finansministeriet fredag den 30. november 2018. Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali

Vi har efterhånden vænnet os til, at det er sådan, det er, men i virkeligheden – i virkeligheden – burde forhandlinger om udlændingepolitik ikke indgå som et element i landets finanslov. Det er en uskik. Næ, få finanserne på plads og tag så udlændingeproblematikken separat, uden at nogen, der sidder med ansvaret for varetagelse af landets finanser, får armen vredet om på ryggen.

Ingen, som følger med i dansk politik, er i tvivl om, at VLAK-regeringen er bundet på hænder og fødder af støttepartiet Dansk Folkeparti og intet har at stå imod med, hvis den vil blive siddende. Vi kan se, at der går en lille mand rundt og siger, at han hedder Lars Løkke Rasmussen og er statsminister og liberal og alt det der, men ingen er længere i tvivl om, at det er en dukke med røde kinder og glasøjne, og at dukkeføreren hedder Kristian Thulesen Dahl. Det er slået fast for længst. Tænk, at der fra dukkens side ikke er et ønske om at smadre den opfattelse en gang for alle. Historien vil ikke være skånsom i sin bedømmelse.

Som Altingets politiske kommentator Erik Holstein er inde på, er det endnu ikke til at vurdere effekten af det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, som DF’erne har trumfet igennem i finansloven, og som de skålede i øl på fredag aften, men det står rimelig klart, at hverken arbejde, uddannelse eller skolegang, som tidligere var den direkte vej til at blive dansker, vil forhindre myndighederne i at sende asylansøgere ’tilbage’, når der er den mindste ro i oprindelseslandet. Det er ikke motiverende for integrationen at have sådan et damoklessværd hængende over hovedet.

Vi gider ikke engang kommentere det ”udrejsecenter” for kriminelle flygtninge på en øde ø i Stege Bugt, som finansminister Kristian Jensen (V) lidt for begejstret var ude at sælge til journalisterne fredag. 759 mio. kroner er der afsat til øen med 100 beboere frem til 2022, fremgår det af side 37 i aftaleteksten.

Flere fattige børn

Obskure tiltag af den observans er skabt for at trække opmærksomheden væk fra alt det, der er vigtigt. For eksempel viser en ny analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd (AE), at 12.000 flere børn er blevet fattige, således at der i dag er 64.500 fattige børn i Danmark. Ifølge rådets direktør, Lars Andersen, skyldes det hovedsageligt kontanthjælpsloftet, som regeringen indførte i 2016. ”Kontanthjælpsloftet er jo målrettet familier med børn og specielt enlige med børn,” siger han til Politiken.

Nu skulle man ikke tro, at det rigtig var muligt at måle fattigdom i Danmark længere, idet regeringen ‘afskaffede’ fattigdomsgrænsen i 2015. Men Danmarks Statistik, hvis tal AE bygger sin analyse på, har udviklet en indikator for relativ fattigdom, som minder om den gamle målemetode (av, av, Danmarks Statistik skal passe på, at de ikke bliver udflyttet). Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og den borgerligt-liberale tænketank Cepos mener dog, at AE’s analyse er misvisende.

Et tydeligt signal

Hvad skal man så glæde sig over? Klimaet? Det fylder heller ikke alverden i finansloven. Som Jesper Theilgaard pippede på Twitter forleden: ”Så fik vi igen en finanslov med flygtninge som omdrejningspunkt. Hvad med at tage fat på det virkelige problem klima og grøn omstilling til glæde for de unge”? Når selv en folkekær tv-meteorolog går hen og bliver politisk, ved man, den er gal.

Når vi ikke selv kan finde ud af det, må vi kigge til udlandet, hvor nogen har forstået alvoren. Mandag morgen forlød det fra Verdensbanken, at den vil øremærke 200 mia. dollars (1.300 milliarder kroner) til klimainvesteringer fra 2021 til 2025. Målet er at anvise en retning og ”sende en tydelig opfordring til verdenssamfundet om at gøre det samme”. Det er smukt og rigtigt, men herhjemme er den slags spildte Guds ord på Balle-Lars. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12