Der er findes 6.400 ikke-vestlige indvandrerkvinder i Danmark, som har været på kontanthjælp i mindst ti år i de sidste 15 år. Vi møder en af dem og hører, hvorfor hun ikke har et arbejde.
Personskandaler har presset al ilt ud af toppen på regeringen. Nedsmeltningen truer. Men bag dramaet ligger en række politiske initiativer, som aldrig vil blive ført ud i livet, hvis bondefejden ender med valg – som de borgerlige partier ikke vil kunne undgå at tabe med et brag. Og i sidste instans betyder samfundsreformer nok, trods alt, også mest, selv for ustabile, midaldrende mænd, der er ramt på deres stolthed. Lad os derfor vende blikket mod den mest vidtgående lovpakke, som er på vej.
Henover vinteren blev begrebet ’L87’ landskendt – som det tekniske kodeord for ’smykkeloven’. Opstandelsen var massiv, ikke mindst internationalt. Alle i kongeriget har efterhånden forholdt sig til Inger Støjbergs lov om at kunne fratage asylansøgere personlige værdier, der præcist svarer til, hvad kontanthjælpsmodtagere skal slippe, før de kan få offentlig forsørgelse. Nu har V-regeringen imidlertid fremlagt endnu et skelsættende lovkompleks, der sågar rummer potentialet til at få en langt større effekt på socialt sårbare borgere – og som samtidig kan vride rundt på bundproppen i den danske velfærdsmodel.
Lovforslaget har kodenummeret ‘L113‘ med en poetisk undertitel: »Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om individuel boligstøtte, integrationsloven og forskellige andre love (Kontanthjælpsloft, 225 timers regel, ferie til uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere m.v.).« Selv om denne nye lov næppe vil få lige så meget opmærksomhed, som L87 fik, ligger her gemt en række vidtgående tiltag, som i virkelighedens verden vil vise sig mere ideologiske end ’smykkeloven’. Nu bliver det alvor.
Regeringen har netop sat gang i to store projekter, som hver især rummer potentialet til at vælte rundt på det danske arbejdsmarked: Trepartsforhandlingerne, som sigter mod at gøre det billigere at hyre asylansøgere i introjob, og den nye L113, som skal indføre et kontanthjælpsloft og bl.a. en 225-timersregel, der samlet set skal få flere kontanthjælpsmodtagere til at acceptere småjobs.
Her følger de fem mest opsigtsvækkende fakta ved det seneste lovforslag, som Venstre på forhånd har flertal for sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. Fem fakta, der peger i retning af et nyt arbejdsmarked, hvor utrygheden vokser – uden beskæftigelsen stiger:
Kun 700 flere i job
Logikken bag forslaget om at indføre et kontanthjælpsloft, der begrænser det samlede ydelsesbeløb til arbejdsløse, er såre enkelt – på papiret: Jo færre penge folk får i offentlig forsørgelse, desto større må tilskyndelsen til at finde et job da være. Men nej, sådan fungerer mekanismen ikke i virkeligheden. Beskæftigelsesministeriet har selv opgjort effekten til at være blot 700 personer, som vil komme i arbejde, ud af næsten 160.000 kontanthjælpsmodtagere: »Forslaget skønnes at indebære en styrkelse af beskæftigelsen i størrelsesordenen 700 fuldtidspersoner,« som det hedder i bemærkningerne til lovforslaget.
Nøjagtig som erfaringerne viste fra 00’erne, hvor VK-regeringen indførte et identisk kontanthjælpsloft, sågar under en højkonjunktur, er lavere ydelser i sig selv ikke med til at få kortuddannede ledige ud på arbejdsmarkedet. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har forsøgt at finde en effekt, men konklusionen er, at kontanthjælpsmodtagere ofte er ramt af en cocktail af sociale problemer, såkaldt »ikke-arbejdsmarkedsparate.«
Pointe #1: Kontanthjælpsloft løfter kun ekstremt få op, men rummer til gengæld stor risiko for at trække minimumslønningerne ned for mange og kan dermed medvirke til også at øge fattigdommen blandt de lavest lønnede.
34.500 børn rammes
Den mest håndgribelige effekt af kontanthjælpsloftet vil blive, at familier med børn – og særligt enlige forsørgere – vil få betydeligt færre penge om måneden. Konkret vil f.eks. enlige på kontanthjælp med fire eller flere børn miste op mod 30 procent om måneden – og de udgør som gruppe i dagens Danmark næsten dobbelt så mange som de 700, der ventes at komme i arbejde. Størst er effekten naturligvis på familier med to eller tre børn, og samlet set står 24.100 personer i gennemsnit til at miste 17.400 kr. om året. Undersøgelser af effekten fra 00’erne viser, at de ramte familier dropper bl.a. fødselsdage, frugt og grøntsager, fritidsaktiviteter og nyt fodtøj.
Pointe #2: De titusindvis af børn, der vokser op hos arbejdsløse forældre, vil opleve et mærkbart fald i levestandard som direkte følge af kontanthjælpsloftet, og som historien viser, øges risikoen dermed for, at børnene ender med aldrig selv at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Den negative sociale arv slår hårdt igennem på bunden.
Starthjælpen virker ikke
Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen står ikke alene. Samtidig genindfører V-regeringen den særlige starthjælp/integrationsydelse til folk, der ikke har boet syv ud af de seneste otte år i Danmark. Den lave ydelse, der er målrettet indvandrere og flygtninge, ligger for forskellige grupper helt nede på cirka halvdelen af kontanthjælpen – og tilskyndelsen til at søge job burde derfor være næsten dobbelt så stor.
Men også her viser virkeligheden at udvikle sig anderledes end lærebogseksemplerne, for da eksperimentet blev forsøgt i 00’erne var det kun 22 procent, som kom ud i en form for reel beskætigelse. Årsag? Ja, som det usentimentalt konkluderes i den seneste Sociale Årsrapport: »Hovedparten af dem på de laveste sociale ydelser, herunder starthjælpen, havde ikke helbredet og ressourcerne til at reagere, og fik yderligere forringet deres sociale, helbredsmæssige og materielle tilstand.« Indførslen af starthjælpen i 2002 førte således til den hurtigste stigning i fattigdommen i Danmark i nyere tid. Og tilsvarende faldt fattigdommen, da SRSF-regeringen i 2012 afskaffede den ekstremt lave ydelse. Konsekvensen nu kan dermed ikke undgå at blive, at et nyt udlændinge-proletariat vil vokse frem.
Pointe #3: Forskningen viser entydigt, at økonomiske incitamenter kun virker på de mest ressourcestærke blandt de ledige, som både har helbred og kvalifikationer til at reagere.
Skattelettelse på 8 øre
Det skal kunne betale sig at arbejde. Sådan lyder mantraet fra Venstre og regeringen. Og teknisk set lever lovkomplekset op til formålet, ganske vist kun marginalt. Med en samlet besparelse på omkring 400 mio. kr. ved at indføre bl.a. kontanthjælpsloftet vil der opstå et såkaldt råderum, f.eks. til at finansiere nye skattelettelser. I et svar til Folketinget har beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen beregnet den fremtidige pengepose, og omregnet til kontante skattelettelser svarer dét til 14 kroner – om måneden for lønmodtagere med de laveste lønninger, eller otte øre i timen. Antallet af kontanthjælpsmodtagere, som har børn og samtidig ikke kan klare at arbejde i 225 timer, er trods alt så lille, sammenlignet med hvor mange, der er i arbejde i Danmark, at sagen minder om en politisk klassiker: Gevinsterne er små og spredte, og omkostningerne er koncentrerede og store.
Pointe #4: Den samlede besparelse er så beskeden på landsplan, at middelklassens gevinster vil blive forsvindende små. Kontanthjælpsloftet vil ramme nogle få arbejdsløse meget hårdt, men ikke i sig selv kunne finansiere en skattelettelse, der kan modsvare det sandsynlige fald i lønniveauet.
Flere arbejdende fattige
Vismændene konkluderede i efteråret, at en sænkning af kontanthjælpen vil have en begrænset jobeffekt og samtidig presse lønnen ned. I den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd hedder det således: »En afledt effekt af lavere offentlige ydelser er også, at lønniveauet presses ned. I praksis lægger dagpenge og kontanthjælp en bund under lønniveauet på arbejdsmarkedet. Hvis ydelsesniveauet reduceres, vil det derfor trække i retning af at reducere de laveste lønninger. Det vil bidrage til, at flere med lave kvalifikationer kan komme i beskæftigelse, men de lavere lønninger vil trække i retning af en mere skæv indkomstfordeling og være til ugunst for dem, der i udgangspunktet er beskæftiget til lave lønninger.«
Ugunst for dem, der er beskæftiget til lave lønninger? Ja, ifølge rigets mest konventionelle økonomer er den eneste markante og sikre samfundsøkonomisk effekt af V-regeringens store L113-kompleks, at de lavest lønnede vil få mindre hver måned og tilmed langt mere usikre vilkår, hvis de pludselig skulle blive ledige.
Pointe #5: Sænkningen og stramningerne af ydelserne til ledige vil erfaringsmæssigt føre til et generelt lavere lønniveau for de lavest lønnede, og dermed forstærke tendensen til flere working poor, arbejdende fattige.