Revolutionen har indhentet Macron

Fransk oprør. Da den franske byplanlægger Georges-Eugène Haussmann i midten af 1800-tallet fik til opgave af kejser Napoléon III at renovere den franske hovedstad, byggede han de store boulevarder, som de fleste kender byernes by for i dag. Dengang fik Paris’ boulevarder dog en del kritik. Mange mente, at de havde et militært formål, således at man på de store veje nemt ville kunne slå eventuelle oprør ned. Men hvis Haussmann troede, at han kunne byplanlægge sig ud af franskmændenes iltre temperament, lader han til at have taget fejl. Lørdag var der optøjer i Paris, og 133 personer blev såret. På landsplan så det endnu værre ud. 263 sårede og 412 personer anholdt. Triumfbuen blev hårdt ramt, og demonstrationerne kaldes de voldsomste siden studenteroprøret i 1968. Præsident Emmanuel Macron har afholdt krisemøder, og premierminister Édouard Philippe har aflyst sin deltagelse ved COP24 i Polen.

Gule veste. Protestbevægelsen startede for et par uger siden med vrede over, at Macrons regering vil hæve benzin- og dieselpriser for at tage hensyn til miljøet. Men protesterne stikker langt dybere end som så. Bevægelsen, der går under navnet ”de gule veste”, har udviklet sig til en større social protestbevægelse, der er utilfreds med stigende leveomkostninger, ulighed og den uretfærdige økonomiske politik, som de mener, den elitære præsident Macron fører. Frankrig er ikke fremmed for store protester, men hvor det plejer at være organiserede fagforeninger, der står bag demonstrationer, så er ”de gule veste” anderledes anarkistiske. Der er ingen central ledelse, hvilket også gør det vanskeligt for magthaverne at forhandle med dem. Det er svært at give dem en bestemt karakteristik, men de er fortrinsvis fra den lavere middelklasse og nedefter – typisk arbejdere. Det tyder også på, at det især er folk fra landdistrikter, der er blevet mobiliseret, ligesom gruppen har stor diversitet i køn og alder.

Kontra-revolution. Macrons succes blev skabt af, at franskmændene var trætte af de etablerede politikere – det var den revolution, der gjorde ham til præsident, og det er den revolution, der nu truer hans embede. Macron har ikke formået at tage hånd om den store ulighed og følelse af uretfærdighed, der præger landet. I The Guardian skriver den franske forfatter Christophe Guilluy, at den franske arbejderklasse er blevet ofret i vækstens navn, og at rigdom og jobs geografisk er blevet centreret i byerne. Det er denne udvikling, der har skabt ”de gule veste”, og det er den udvikling, der risikerer at radikalisere fransk politik yderligere. Selvom Macron tidligere har sagt, at han nægter at lade sig diktere af gadeuroligheder, ventes regeringen at suspendere de nye brændstofafgifter i dag.