Helt ærligt så ved vi ikke, hvad vi skal mene om, at den kroatiske fodboldstjerne Lukas Modrić i år vandt Ballon d’Or – fodboldens mest prestigefyldte spillerpris. Altså, han er da en dygtig og sympatisk spilfordeler, kroatisk landsholdsspiller og en vigtig brik på Real Madrids kriseramte mandskab, men at han skulle være Europas (de facto verdens) bedste fodboldspiller er altså at stramme den, når der løber folk rundt som Paul Pogba, Kylian Mbappé og Lionel Messi. Og så har vi ikke engang nævnt den uden sammenhæng bedste spiller Christiano Ronaldo, som sine voldtægtsanklager og et liden flatterende ry til trods til stadighed er helt, helt urørlig.
Til gengæld ved vi godt, hvad vi skal mene om den kvindelige vinder af Ballon d’Or Ada Hegerberg og det pinlige efterspil, der opstod, da hun som den første kvinde nogensinde skulle modtage den gyldne bold. Norske Hegerberg spiller til dagligt for den franske klub Lyon, hvor hun i år for tredje gang i træk kunne kalde sig Champions League-vinder, og så har hun utrætteligt talt for kvindefodboldens fremme, hver eneste gang hun kunne komme i nærheden af et kamera. Det var derfor en stor dag ikke bare for kvindefodbolden, men for hele fodboldsporten, at en kvinde for første gang kunne modtage prisen. Men en eller anden fransk knold af en DJ, der var vært for gårsdagens fest, valgte som det første at spørge hende, om hun kunne twerke (ja, det er den der dans, hvor man bevæger sin bagdel heftigt op og ned).
Nu ved vi godt, at sådan nogle som Twerk Queen Louise kunne sige en masse fjerdebølge-feministisk om, at twerking er empowering osv, men denne her kommentar til Ada Hegerberg var ikke ment sådan. Og sådan tog Ada Hegerberg det heller ikke, da hun kort på fransk svarede ”no” og vendte sig om og gik. Det var faktisk ret empowering at se på.
I det hele taget blev en sørgelig og pinlig situation pludselig til en helt fantastisk situation, for Dj’ens joke blev i samme sekund vendt mod ham selv. Twitter gik i brand, sportsjournalister harcelerede, og selv den blot 19-årige Kylian Mbappé, som vi uden at kende antager er lidt af en sportsidiot, der nok ikke skænker ligestillingssagen mange tanker til dagligt, måbede og rystede på hovedet.
Er det ikke fantastisk, og er det ikke utroligt opløftende at se, hvor langt vi er kommet på så kort tid? Alene det at uddele prisen til en kvinde er en sejr, og selv om det så er et nederlag, at hun bliver mødt med en sexistisk kommentar som det første, bliver det til en kæmpe sejr, at hele verden bagefter står bag hende og peger fingre ad sexisten. Det er det, de sidste års store debat om #MeToo og identitetspolitik har betydet.
Lige så trættende det kan være at høre amerikanske college-studerende tale om trigger warnings og safespaces, lige så fantastisk er det at se, at det langt uden for campus-miljøet ikke længere er ok at tale generaliserende og nedladende om køn eller etniske minoriteter. Vi vil vove at påstå, at Dj’ens bøvede kommentar ikke havde haft samme boomerang-effekt for bare to eller tre år siden. Så hurtigt kan det gå, når store tektoniske plader går i bevægelse. Når de engang har sat sig, kan vi måske også begynde at grine ad ting igen. /Lasse Lavrsen