Kære læser

Fattigdomsydelse: Blå blok blæser på grundloven

Dansk Folkepartis Peter Skaarup. Dansk Folkeparti vil sende udenlandske kriminelle til afsoning på nedlagte kaserner med op til 15 fanger på hver stue og får delvis opbakning fra Venstre. RB PLUS (Jens Dresling/POLFOTO/arkiv)

Gå til kanten af konventionerne. Sådan lyder den nye raison d’être i dansk politik. Men hvad betyder det egentlig? Hvad vil det sige at udfordre de mest basale retsprincipper? Jo, nu skal du høre: Det svarer ret præcist til finanssektorens lemfældige omgang med skattelovgivningen. Basale retsprincipper tilsidesættes til fordel for kortsigtede gevinster.

Et flertal i Folketinget har netop valgt at ignorere vores egen grundlov, sågar når det kommer til en af de mest grundlæggende paragraffer: Sikringen af et værdigt liv for alle. Det afgørende element i finanslovens såkaldte paradigmeskift, ‘hjemsendelsesydelsen’, synes kort og kontant at stride imod vores højeste retsinstans fortolkning af vores allermest grundlæggende lov.

Indførelsen af den nye ‘hjemsendelsesydelse’, der for enlige forsørgere vil komme til at ligge 2.000 kroner under den nuværende ‘integrationsydelse’, udfordrer således ikke bare ånden i vores egen grundlov men også bogstaverne i sig selv. Og hvad der er mere opsigtsvækkende: Regeringen og Dansk Folkeparti er udmærket klar over, at ‘hjemsendelsesydelsen’ er i strid med gældende dansk retspraksis.

Ifølge Danmarks Riges Grundlov §75 stk. 2 har alle borgere ret til et værdigt liv, da det ifølge Højesteret ”påhviler det offentlige at sikre et eksistensminimum”. Helt konkret har Højesteret vurderet, at den tidligere ‘introduktionsydelse’, også kendt som ‘starthjælp’ i 00’erne, var lige akkurat lovlig. Men også kun lige akkurat.

2.000 kroner under minimum

Efterfølgende har Institut for Menneskerettigheder dokumenteret, at forældre, der har måttet leve på de senere års ‘integrationsydelse’ – og samtidig har høje medicinudgifter – i praksis er røget ned under et eksistensminimum: ”Det vil sige, at nogle ikke får nok støtte fra det offentlige til at kunne betale for det mest basale som for eksempel mad, tøj, medicin og et sted at bo, og det er i strid med grundloven,” har ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder Maria Ventegodt tidligere udtalt til Information.

Men nu går regeringen og Dansk Folkeparti endnu længere. Nu overskrides Højesterets hidtidige fortolkning af grundlovens §75 stk. 2. I et sjældent åbenhjertigt interview erkender Dansk Folkepartis chefforhandler Peter Skaarup, at regeringens embedsmænd under forhandlingerne om næste års finanslov har været fuldt bevidste om, at selveste grundloven var i spil:

”Højesteret har lige præcis prøvet det her spørgsmål og vurderet, at man godt kan leve på det her niveau. Dog ikke lavere,” siger Peter Skaarup i tv-programmet ‘Borgen Late Night’, og fortsætter: ”Men det er så det, vi får at vide af regeringen, at det kan man godt nu i forhold til denne forsørgelsesgruppe. Dér kan man godt gå lidt lavere ned.”

Konkret har Dansk Folkeparti fået at vide af embedsmændene, at Højesteret lige akkurat har accepteret kr. 11.993,- om måneden, før skat, til enlige forsørgere som grænsen for eksistensminimum i Danmark. Alligevel har man nu valgt at sænke ydelsen yderligere med kr. 2.000,- til blot kr. 9.933,- om måneden til enlige forsørgere, før skat.

Juristerne gav grønt lys

Stik modsat juristernes egen fortolkning af Højesterets dom fra 2012 går de fire borgerlige partier videre – og overskrider den gældende fortolkning af grundlovens §75. Flertallet i Folketinget blæser højt og flot på loven. Ifølge Skaarup har juristerne dog givet grønt lys:

”Vi får at vide af regeringens jurister, at det kan vi godt, så længe vi ikke ændrer ved ydelsen isoleret set. Det må vi ligesom tage til troende. Når vi under sådan nogle forhandlinger rejser spørgsmålet, om man ville kunne gå længere ned, ja, så får vi at vide, at dét kan man ikke generelt, men godt i forhold til denne gruppe,” siger Peter Skaarup og sætter trumf på:

”Dansk Folkeparti havde ikke haft noget imod et lavere niveau, netop fordi det skulle være en reel ‘hjemsendelsesydelse’. Jeg har ikke noget præcist beløb, men jeg kan bare sige, at det havde vi gerne set på, men det ville regeringen ikke være med til.”

Kronjuristerne i Justitsministeriet mener altså på den ene side, at et snævert politisk flertal egenhændigt kan nyfortolke grundloven – i strid med Højesterets seneste dom – men mener altså også på den anden side, at der stadig er grænser for, hvor fattigt man må leve som borger i Danmark.

De stærkestes ret

Justitsministeriet anerkender, at der trods alt og helt formelt stadig gælder en grundlov i Danmarks Rige, men at politikerne så til gengæld kan bøje paragrafferne efter forgodtbefindende.

Forløbet omkring udformningen af ‘hjemsendelsesydelsen’ minder derved om den lyssky og skandaløse forretningspraksis, der har udviklet sig i en række store banker og finanshuse. Formelt set gælder loven om hvidvask og udbytteskat, selvfølgelig, men når der lige kan tjenes nogle hurtige penge på at bryde loven, ja, så finder advokaterne da en løsning, og således også i dansk politik: Når de borgerlige politikere satser på et kunne score nogle billige point hos vælgerne, kan grundloven godt skubbes til side.

Politikerne ved nemlig, at Højesteret er lige så håndsky over for Folketingets flertal, som Finanstilsynet er over for Danske Bank. Som i en kold og grå bananstat er det nu de stærkestes ret, der gælder. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12