Øde ø, dum madding

Argghh. Umph. Hnnnnngggg.

Shit. Fordømt!

Suk.

Det føles så ufatteligt dumt, det her, og vi har virkelig forsøgt at holde os i skindet. Men vi bliver nødt til at forholde os til den idiotiske ø ned ved Stege Bugt, som vi nu alle sammen har lært at kende, efter at regeringen og Dansk Folkeparti i sidste uge blev enige om en finanslov for 2019.

Når vi taler med hinanden og skal skære noget ud i pap, er det smarteste, vi kan gøre, at bruge billeder. Og det forholder sig bare sådan, at hvis der indgår en bro, en tunnel, en mur eller en ø i samtalen, så fremmer det forståelsen. Det er stærke symboler.

Tommelfingerreglen er, at en bro er noget godt. Samfundsdebattøren Özlem Cekic’ holder foredrag om at ”bygge bro mellem mennesker”. Hun er ”brobygger”. Vi ved ikke, om det virker, men det er godt. Broer er opbyggelige. De medvirker til at gøre os klogere. Det kan godt blive lidt frelst.

Så er der tunnelen. Retorisk er tunnelen lidt en bastard. Ligesom broen fører den et sted hen – man kan komme fra A til B via en tunnel. Men det foregår som regel nede i mørket under jorden, hvilket er en smule klaustrofobisk, hvis man tænker over det. Tunnelsyn er både en øjenlidelse og billede på stivsind og snæversyn.

Af de fire ord er muren det, der har de mest negative konnotationer. En mur betyder fuldt stop. Bang! Rejsen er slut. ”Jeg troede, jeg havde gode ben, men så ramte jeg muren efter 30 kilometer,” siger maratonløberen. Muren afskærer nogen fra noget. ”Da Bolette endelig var færdig med at brokke sig, mødte hendes kolleger hende med en mur af tavshed.” Muren som symbol er meget stærkt. Se bare, hvor meget opmærksomhed Donald Trumps bebudede mur på grænsen til Mexico har fået. Ingen aner, hvad det vil koste at bygge sådan en mur – ikke engang den amerikanske regering. Men det er også ligegyldigt, om den bliver bygget; for marketingmanden Trump er det vigtigste, at der bliver talt om den.

Symbolværdien ved en ø

Med øen forholder det sig lidt dobbelt. En ø kan være eksotisk og spændende, men den kan også være brutal. Robinson Crusoe strander på en øde ø i Daniel Defoes roman af samme navn fra 1719. Den 17. november i år blev en naiv amerikansk missionær dræbt af pile fra det lokale stammefolk på øen North Sentinel i Den Bengalske Bugt. Eller hvad med fængselsøerne Alcatraz ved San Francisco og Djævleøen i Atlanterhavet ud for Fransk Guyana?

Af samme grund er symbolværdien ved en ø langt stærkere end ved en mur, så selv om finansloven er fuld af alt muligt vigtigt og mindre vigtigt (herunder eksempelvis syv mio. kroner afsat til at give cirkuselefanter en værdig pension), suger den hundedyre og bizarre finanslovsidé om at gøre øen Lindholm i Stege Bugt til et ”udrejsecenter” (som det hedder i regeringens newspeak) for afviste asylansøgere, udlændinge på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle al, al for megen opmærksomhed fra medierne. Øen er et stunt, det er marketing, men det virker desværre. Medierne bider på maddingen som pavlovske hunde.

Hurra

Heldigvis er der andre ting at glæde sig over. Når civilsamfundet træder i karakter, for eksempel. Fredag smed Nyborg Kommune de to somaliske søstre Roda og Roweyda Abdisalan Hussein ud af deres 10. klasse på Nyborg Gymnasium, fordi familien efter tre år i Danmark er blevet udvist. Men det gider gymnasiets rektor, Henrik Vestergaard Stokholm, ikke være med til. ”Jeg synes, det er uretfærdigt,” udtaler han til TV 2. ”Så med bestyrelsens opbakning har jeg sagt, at pigerne bare skal fortsætte deres skolegang. Og de er flittige og dygtige, så de har passet deres skole siden tirsdag.” Man får lyst til at gå i bro.

Lindholm ligner i øvrigt en sædcelle fra luften. Det er da ellers symbolik, der vil noget. /Oliver Stilling