Denne jul vil med garanti blive endnu et rekordår for internet-handlen, der nu tegner sig for 11 pct. af den danske detailhandel. Det er et marked, der har været inde i en vanvittig vækst inden for de sidste ti år, men e-handlen har en lille hurdle, den forsøger at arbejde med: Den virkelige verden. For ikke alene er vores forbrugsmønstre, vores indkøbsvaner og vores forhold til forhandlerne ændret – det er en mindre revolution for vores fragtsystemer. Som de amerikanske truckere siger: “If you bought it, a truck brought it.” Verden baserer sig mere og mere på e-handlen og e-handlen baserer sig helt og aldeles på lastbiler.
I modsætning til den automatiserede internethandel har det indtil videre ikke være muligt at spare på mandskabet i fragtleddet. Tværtimod. Lige nu er der et stort underskud af chauffører, og i USA alene er der 3,5 millioner chauffører, hvilket gør det til én af de største erhvervsgrupper i landet. Men det forsøger tech-virksomhederne og e-handlen at ændre på. Tech er rykket ind i fragt. Selv om Uber i sommer lukkede sin fragtafdeling for selvkørende lastbiler, er adskillige andre firmaer i gang med at fuldautomatisere det led, og eksperterne mener, at man inden for bare fem år har halvautomatiseret en stor del af lastbilerne på de amerikanske landeveje. Derfra er det et spørgsmål om få år, før en fuldautomatsering vil slå igennem. De første selvkørende lastbiler har allerede krydset kontinentet, og der er blevet testet selvkørende lastbiler i både Norge og Sverige i år. Samtidig har lanceringen af blandt andet Teslas lastbil Semi, Alphabets (Google) Waymo og Volvos Vera tidligere i år sat gang i trucker-drømmene for androider.
Og så er der lige det, som Jeff Bezos fra Amazon kalder the Last Mile Problem. For én ting er at få skibet de mange millioner ordrer ud i lastbilsflåden – det gjorde man principielt set også før internethandlen – men en af nøglegrundene til at handle på nettet er jo at få bragt varen til sin hoveddør, hvad enten du bor på Vimmelskaftet eller i Vorupør. Og det er svært. For på den sidste strækning er der trafik, parkeringsafgifter, ensrettede veje, fyldte postkasser osv. Men også her arbejder Silicon Valley hårdt på at finde en løsning. I 2017 åbnede Amazon de første testcentre for dronelevering, og tidligere i år kom det frem, at også UPS og Domino’s (ja, dem med pizzaerne) investerer massivt i droneteknologi for at spare tid, mandskab og penge.
+ Lyt i øvrigt til denne minidokumentar af New York Times om de menneskelige omkostninger ved fragt-industrien.