I øjeblikket spiller der et lidt arty men meget rost og super stærkt teaterstykke på Teater Sort/Hvid i Kødbyen i København. Living Dead hedder det, og det er skrevet og genopsat af teatrets kunstneriske leder Christian Lollike, der nærmest ikke har kunnet sætte en fod forkert på de teaterscener, han har betrådt de senere år, selv om den såkaldte intellektuelle presse har forsøgt at pille ham lidt ned for nyligt, efter han mod forventning var løbet ind i nogle anmelderlussinger (fnys, siger vi bare).
Living Dead er skrevet i 2015, da flygtningepresset fra Syrien og flugten over Middelhavet var på sit højeste, og det er også det absurde stykkes altoverskyggende tema. Tre personer med glinsende hud og sorte tomme øjne, klædt i turistklæder anretter en middag i slowmotion, mens de mekanisk og langsomt diskuterer flygtningestrømmene forbi hinanden med standardfraser og automatiserede følelsesudbrud. Stanken af den fisk, de anretter, breder sig i teatret, mens de på randen af det store nervøse sammenbrud bliver mere og mere forfærdede over deres egen manglende medfølelse. De er depressive, stressede, ængstelige, undvigende og forfærdede. På den måde minder de om de fleste af os. Man kan vel kalde stykket for en en slags samfundskritisk gyser med et par komiske elementer.
Men det mest uhyggelige ved Living Dead er ikke det, der sker på scenen. Det er det, der sker i os selv, når vi i dag kun to år efter ur-opførelsen ser stykket genopsat. For her i december 2018 virker stykkets tematik pludselig underligt uvedkommende og upresserende. Det virker så … 2015-agtigt. Vi er ligesom videre. Dagsorden er en anden. Klimaet, Trump, Nordkorea, julen og alle de andre forfærdelige ting, der sker i vores verden, har mast sig foran i vores bevidsthed, og vi har næsten glemt det. Flygtningekrisen er overstået, er den ikke?
I 2018 når 120.000 flygtninge at krydse Middelhavet illegalt, og foreløbig er 2.200 mennesker druknet i det forsøg. Det er kun halvdelen af, hvad tallet var i 2014, men dødstallet er underligt nok det samme. Det har med andre ord aldrig været farligere at flygte ad den rute, da færre NGO’er er på redningsmissioner i Middelhavet, og den libyske kystvagt opererer i et større område. Det betyder, at flygtninge og migranter bliver transporteret endnu længere i overfyldte fartøjer, inden de bliver opdaget og reddet.
Hvis de altså bliver det. For det har naturligt nok ikke virket at bevogte grænserne og besværliggøre ikke-statslige NGO’ers arbejde betragteligt. Det er kun symptombehandling og tomme hensigtserklæringer, ligesom den Marrakech-erklæring Lars Løkke in person skal ned og underskrive i morgen. Der er stadig ingen politikere på et ansvarligt niveau, der for alvor tager fat i at diskutere de omkringliggende systemer eller kvoteflygtninge. Ja, man diskuterer ikke engang de grundliggende problemer i krisen. Den skal man til et eksperimenterende teater i Kødbyen for at finde. /Lasse Lavrsen