Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler til udsendte danske soldater i Camp Price i Helmand, Afghanistan tirsdag den 1. september.
Efter flere ugers forvirring har statsminister Lars Løkke Rasmussen valgt selv at rejse til Marrakech nu på mandag for at markere den nye, kontroversielle FN-erklæring om migration. Hvorfor er det endt der?
Den gode forklaring: Hans beslutninger trækker ofte i langdrag, men når det kommer til stykket, træder Løkke i karakter. Statsministeren skar torsdag aften igennem polemikken og besluttede sig for selv at flyve til Marokko, når den stærkt omdiskuterede ‘Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration‘ skal fejres – ikke underskrives, for det sker først i New York lige før jul. Den gode forklaring er, at Løkke dermed udviser internationalt format, statsmandskunst. I pressemeddelelsen får den da også godt med schwung: ”Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde – ikke isolation. Jeg er som statsminister ikke i tvivl om, på hvilken side af stregen Danmark skal befinde sig.” Den gode løsning på Marrakech-mysteriet er altså, at Løkke – i et øjebliks storsind – kender sin besøgelsestid på Danmarks vegne.
Den onde forklaring: Den skingre udlændingedebat i Danmark er ved at kløve Venstre på kryds og tværs. Hvor det tidligere var Socialdemokratiet, der blev splittet af diskussioner om indvandring og flygtninge, er det nu Venstres folketingsgruppe, der er ved at gå op i limningen. På den ene fløj står udlændingeminister Inger Støjberg, som hurtigt gjorde en dyd ud af, at hun i hvert fald ikke ville tage til Marokko. Og da udviklingsminister Ulla Tørnæs også meldte fra, stod statsministeren pludselig alene tilbage. Den onde forklaring er, at ingen andre ministre ville repræsentere Danmark. Her få måneder før valget er Venstre så internt uenige – og Løkke står så personligt isoleret efter sine ofringer af de mest loyale støtter – at han ikke havde andre at spørge: Lars alene i verden.
Den grusomme forklaring: To Venstre-topfolk har i nyere tid formået at udnytte Statsministeriet som springbræt til internationale topposter. Først blev Poul Hartling i 1978 udnævnt til FN’s flygtningehøjkommissær og senere i 2009 hoppede Anders Fogh Rasmussen direkte over og blev Nato’s generalsekretær. Lars Løkke drømmer vildt og inderligt om at gøre dem kunsten efter. Derfor har han i årevis forsøgt at gøre sine hoser grønne i Global Green Growth Institute, dog uden større held. Men han drømmer stadig, og de sidste måneder som statsminister skal udnyttes til det yderste: Den grusomme forklaring er, at Løkke stadig håber, at han kan komme i spil til en lukrativ toppost. /Lars Trier Mogensen