Mette Frederiksen præsenterer Socialdemokratiets nye sundhedsudspil ved Diakonissestiftelsen, sygeplejerskeuddannelsen på Frederiksberg, fredag den 12. oktober 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Da Barack Obama vandt den amerikanske præsidentvalgkamp i 2008, holdt han en 25 minutter lang tale, som blev vist på direkte fjernsyn over hele verden. Det var en fantastisk tale. Obama var god til at holde dem, og så virkede han i øvrigt ægte håbefuld. Yes, we can skabe en bedre verden.
En, der sad og kiggede med, var Socialdemokratiets nuværende formand, Mette Frederiksen. Hun var meget rørt. Obama må have ramt alle de rigtige tangenter, for tårerne løb simpelthen ned ad kinderne på hende. På et tidspunkt ser hendes dengang treårige søn, Magne, op på hende og spørger: ”Hvorfor græder du?”
Det er jo ret personligt, det her. Hvordan pokker kan vi vide, at Mette Frederiksen var så bevæget over noget så luftigt som snak om drømme og forhåbninger? Det er altså Socialdemokratiets formand, vi taler om. Hende, som fagbevægelsen i Aalborg, hvor hun er født og opstillet, nægtede adgang til talerstolen på arbejdernes internationale kampdag 1. maj. Hvor ved vi det fra? Vi var der jo ikke.
Vi ved det, fordi Mette Frederiksen selv fortalte det i en kronik i Politiken i går. Allerede seks sætninger nede i teksten kommer den: ”Og Magne kiggede op på mig og spurgte: ‘Hvorfor græder du?’” Kronikken er bygget ret effent op. Man kan faktisk ikke læse den uden at tænke på et jobopslag, som var slået op på Jobscenen i september 2016: ”Brænder du for politik?” stod der. ”Er du i stand til at omsætte politiske budskaber til elegant tale, som engagerer og skaber identifikation hos tilhørerne? Og kan du bringe talens budskaber ud til et bredere publikum end de nærmeste tilhørere? Så står døren måske åben for et af de mest spændende job i dansk politik som taleskriver for Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen.”
Et stort publikum
Kronikken i Politiken er desværre gemt væk bag en betalingsmur. Det er virkelig en skam, for den er tiltænkt et gigantisk publikum. ”Jeg har skrevet denne kronik til jer, der kan være skuffede over Socialdemokratiet,” lyder overskriften.
Hvad Mette Frederiksens ærinde egentlig er, kommer snigende ind på en. Stemningen er god og faktisk lidt Obama anno 2008-agtig de første 250 ord. Men lige efter passagen, hvor taleskriveren har er smidt et Gruk af Piet Hein ind, sker der et pudsigt stemningsskifte. I kraft og voldsomhed minder det vel mest om, når Bodil Jørgensens mor-figur i satireprogrammet Rytteriet i beruset tilstand ringer datteren Trine op og undervejs i samtalen får lyst til at sige sin oprigtige mening om hendes måde at leve sit liv på.
For ”det her med at turde håbe på noget, man tror på,” skriver Mette Frederiksen pludselig, ”er bare ikke uden en vis risiko. Skuffelse er den mest nærliggende. Forventninger kan briste, og når først virkeligheden møder håbet, er det sjældent så lysegrønt.”
De barske realiteter
Herfra udvikler kronikken sig til en slags dannelsesrejse, hvor jeg-fortælleren ikke uden vemod beskriver sin ungdoms idealisme, det hårde møde med de barske realiteter, den bratte opvågnen. Og fortæller om sin kamp for at finde fodfæste i en foranderlig og ubarmhjertig verden, hvor nogen skal træffe ubehagelige beslutninger, der har alvorlige konsekvenser for mennesker, der befinder sig i alverdens ulykkelige situationer. Hvis du ikke er Politiken-abonnent, kan du ikke læse kronikken, men [spoiler alert] der er tale om en tragedie maskeret som dramadokumentarisme. Agendadrevet bekendelseslitteratur.
Kronikken slutter faktisk ret sørgeligt, og selv om det nok ikke var det, der var meningen, sidder læseren til sidst og fælder en tåre med den unge Mette Frederiksen i den der sofa i 2008. Men hvor skal man så gå hen, hvis man stadig har en ambition om at bevare en eller anden kerne af idealisme og medmenneskelighed – og regeringen og Dansk Folkeparti leger med grundlovsbrud, og fløjpartierne ikke rigtig siger en noget? Til Socialdemokratiets unge eller nytilkomne?Mattias Tesfaye, partiets integrations- og udlændingeordfører? Nej, desværre. Forleden sagde han, at Karen Jespersen, der i dag sidder og puster kriminalhistorier om indvandrere op på nichemediet Den Korte Avis, var ”spot on”, da hun sidst i 90’erne gik i rette med den mere lempelige udlændingepolitik, der var dengang.
Hvad med partiets gamle? Humanisten Mogens Lykketoft må da være ved at gå ud af sit gode skind? Næ, hus forbi. Da Føljeton i et interview for nylig spurgte Lykketoft, svarede han teknokratisk:
”Især når man har siddet og skullet lave de der kompromiser og har oplevet kritikken udefra og sagt til sig selv, jamen, de skulle bare vide, hvor mange tallerkener, der var i luften her, og hvor mange modstridende hensyn, der var at forvalte, når man sidder inde i det rum. Når man har prøvet det og har fået den erfaring og den viden og den forståelse, så skal man lade være med at lege overreferent over for dem, der kommer efter en. Det kan godt være, at der er noget, man er uenig i, men det er ikke det, der er opgaven at holde foredrag om.”
Beklager, men jo, det er. /Oliver Stilling