Kan menneskerettighederne overleve det ideologiske Europa?

Et af de få minusser ved at bo i en del af verden, hvor levestandarderne er høje, og hvor velfærdsstaten tager hånd om en, er, at man hurtigt finder andre ting at bekymre sig om.

I mindre velstående lande bekymrer man sig om at dø ung. I Danmark er vi nogle, der bekymrer os om at ende med at blive gamle. Tænk, om man skulle blive gammel, glemt, ubetydelig og så til sidst slet ikke være der mere. Puha, god mandag morgen og velkommen til Føljeton – dit muntre nyhedsbrev.

Hvis FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder var en gammel småneurotisk dame, kan det være, at hun også ville gå og bekymre sig om at blive gammel. På en måde er løbet kørt. Født ud af krigens rædsler fylder erklæringen i dag 70 år, og på den måde er alderdommens højere trin allerede nået. Men har erklæringen grund til bekymring? Er menneskerettighederne blevet ubetydelige og gået i glemmebogen? Kan de holde 70 år mere, eller ligger den gamle dame snart på dødslejet?

Glemt er de i hvert fald ikke. Det vidner dagens to danske demonstrationer i Aarhus og København om. Under parolen ”Nu er det nok! Hold fast i menneskerettighederne, Danmark” vil folk gå på gaden og protestere mod årets finanslov, hvor den danske regering erkender, at der kan være en ”procesrisiko” i forhold til at holde sig gode venner med Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Så nej, menneskerettighederne er ikke blevet glemt, men de risikerer at blive ubetydelige, hvis deres tilhængere ikke indser, at de ikke længere er en selvindlysende sandhed men en brik i Europas nye ideologiske kamp.

Et liberalt projekt

Menneskerettighederne er i høj grad et vestligt projekt, og derfor er det også overraskende, at den 70-årige senior nu udfordres ikke bare i Danmark men også andre steder i Europa. Årsagen synes at være Europas ideologiske vækkelse.

Størstedelen af de danske borgere er vokset op med menneskerettighederne – i en sådan grad, at rettighederne for mange er blevet ensbetydende med, hvornår en stat opfører sig ordentligt. At være imod menneskerettighederne virker nærmest uforståeligt – om ikke decideret ondskabsfuldt. Men sandheden er, at det er et legitimt politisk synspunkt ikke at bryde sig om dem. For menneskerettighedserklæringen er ideologisk i sin natur.

I erklæringens artikel 1 står der: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.” Det kan virke indlysende, men at ”alle er født lige” er først og fremmest en liberal parole. Få ærkekonservative med respekt for sig selv ville sige, at alle mennesker er født lige.

Kritikere af menneskerettighederne vil nok slå på, at erklæringen var en måde for efterkrigstidens liberale at få institutionaliseret deres ideologi og gøre den universel. Det var fint nok i mange år, fordi Europa, trods skiftende farver på de forskellige landes regeringer, var grundlæggende liberalt. Sådan er det ikke længere. Europa er igen blevet en ideologisk kampplads.

”De gule veste”, der gik på gaden igen i Frankrig i denne weekend, lugter af et opgør med den vanlige liberalisme; Polen og Ungarn har åbent sagt, at deres projekt ikke er liberalt; og europæisk-populistiske bevægelser på både højre- og venstrefløjen minder om, at Europa ikke er business as usual. I Danmark har Dansk Folkeparti i årevis ønsket sig et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og nu har de (i hvert fald næsten) fået en dansk regering med på den.

Det betyder ikke, at menneskerettighederne er døde og borte. Men det er en påmindelse om, at rettigheder er politiske og ikke endegyldige sandheder. Er man tilhænger af det liberale Europa og de dertilhørende konventioner og erklæringer, kan man ikke længere bare sætte sig småfornærmet tilbage og minde sig selv om, at man jo uanset hvad har ret. 70 år efter må vi igen anerkende, at der er politisk modstand mod menneskerettighederne, og så er det ellers bare med at finde de gode argumenter frem og vinde den politiske kamp nok engang. /Andreas Terp