Hvad sker der? I Oslo har den 10. december længe været en særlig dato, for det er her, den store Nobelprisfest traditionelt set bliver afholdt. Det er gamle Alfred Nobels dødsdag, og han har gjort det godt, for prisen er stadig den mest prestigefyldte i alle de kategorier, den har sat sig på: Fysik, kemi, fysiologi/medicin, litteratur, diplomati (fredsprisen) – og økonomi, som egentlig er lidt af en bastardkategori, der først er kommet til i 1969. Ud over æren får modtagerne også 10 mio. svenske kroner at lune sig ved.
Hvem modtager? For første gang i 55 år har en kvinde modtaget prisen i fysik. Det er Donna Strickland, der er professor ved University of Waterloo i Canada. Hun får den med Gérard Morou, der er direktør for Laboratoire d’Optique Appliquee, for deres bidrag til udvikling af forskellige laser-værktøjer indenfor fysik. En kvinde er også modtager i kemi, hvor den verdenskendte professor Frances H. Arnold får prisen for sin forskning i enzymer. Vinderne i medicin er James P. Allison fra Texas University og Tasuku Honjo fra Kyoto University for deres opdagelse af helt nye strategier inden for kræftbehandling gennem immunterapi. Fredsprisen går til den congolesiske læge Denia Mukwege og yazidiske Nadia Murad. Sidstnævnte er tidligere sexslave hos terrororganisationen ISIS. De modtager prisen for deres kamp for at stoppe seksuel vold fra at blive brugt som et våben i krig. Endelig er der prisen i økonomi, der er delt mellem de to amerikanske økonomer William D. Nordhaus og Paul M. Romer for deres forsøg på at skabe langsigtet bæredygtig økonomisk vækst.
Hvad med litteraturen? Nå, ja hvad skete der lige der? Den bliver nemlig slet ikke uddelt i år efter den største skandale i 230 år i Det Svenske Akademi, der oprindeligt er blevet sat til at uddele prisen. For et år siden blev den såkaldte ”kulturprofil” – der senere blev offentliggjort som den fransk-svenske fotograf Jean-Claude Arnault – anklaget for overgreb og seksuelle krænkelse af 18 forskellige kvinder i Dagens Nyheter. Den 72-årige Arnault er tæt forbundet til det Svenske Akademi – blandt andet via sin kone, forfatteren Katarina Frostensson, og med sin litterære salon i Stockholm, der har modtaget milliondonationer fra Akademiet hvert år. Siden er det ene medlem efter det andet faldet fra, og anklager om læk af nobelprisvindere og nepotisme er løbet gennem pressen, mens Jean-Claude Arnault over to omgange er blevet dømt for voldtægt og nu skal to et halvt år i fængsel. Ja, det er da lidt festligt – på en ubehagelig måde – så de tager lige en tænkepause et års tid.