Frygt og bæven i brexitland

Det var en mindre veloplagt reporter, Føljeton havde på stedet, da hele brexit-korthuset for alvor begyndte af falde ned om ørene på briterne. Det startede ellers med håb og glæde. Både for nærværende medies udsendte og for Det Forenede Kongeriges premierminister.

I midten af november var det lykkedes Theresa May at få forhandlet en skilsmisseaftale på plads med EU. Det havde kostet blod, sved og tårer for den britiske leder, men nu lå den der endelig. Nu skulle den bare med hjem til øerne og godkendes af regering såvel som parlament, og så havde May holdt, hvad hun havde lovet: ”Brexit means brexit.” Måske skulle det hele nok gå alligevel.

Imens sad Føljetons journalist på en pub midt i brexitland – nærmere specifikt i den nordøst-engelske arbejderby Sunderland. Sunderland var det første britiske distrikt under brexit-afstemningen, der kunne offentliggøre, at befolkningen ønskede at forlade unionen. Hele 61 pct. af byen med ca. 200.000 indbyggere havde stemt ”leave”, og byen er på mange måder indbegrebet af den vrede, briterne har rettet mod Bruxelles-bureaukraterne, som, de føler, har undermineret den stolte britiske selvstændighed.

Sunderland er en by, hvor det de fleste dage ikke går særlig godt. Men lige den dag, lige på det tidspunkt, lige på denne pub i centrum af Sunderland, gik det efter Føljeton-journalistens bedste overbevisning helt fornøjeligt godt. Et par pints ned i svælget, og så behandles man pludselig som indfødt fra geordie-distriktet. ”Hvad fanden laver du egentlig i Sunderland,” spurgte et par lokale håndværkere muntert den beduggede danske bladsnedker, efter de havde snakket som gode venner i noget tid. ”Ha! Ja, I tror det ikke. Jeg er journalist. Jeg går ret meget op i brexit, og så er det jo sjovt med Sunderland,” blev der snøvlet tilbage.

Det syntes at være der – lige præcis dér – at heldet var opbrugt for journalisten såvel som premierministeren. Den ene vågnede næste dag med tømmermænd og kom i tanke om, hvordan hans nyfundne venner havde truet ham med tæsk, fordi han var endnu en europæisk overklassejournalist med næsen nede i brexit. Den anden kunne samme dag se flere ministre forlade sin regering på grund af den brexitplan, som mange parlamentsmedlemmer samtidig havde gjort klart aldrig ville komme igennem underhuset.

Take it og leave it

Det gik, som parlamentsmedlemmerne havde spået: Aftalen kom ikke igennem Underhuset. I går meddelte Theresa May, at hun ville udsætte afstemningen om brexit-planen, fordi den ikke var i nærheden af at have opbakning til at blive stemt igennem. May tager nu på charmeoffensiv hos de europæiske ledere, men EU har tidligere stået fast på, at der ikke kommer nogen anden aftale. Det er ganske bogstaveligt ”take it og leave it.”

Hvad er det, der gør, at en stor gruppe af briterne er så utilfredse med EU, at de ikke kan støtte Mays plan, fordi de stadig synes, den er for stor en overgivelse af suverænitet? Psykologen bag illustreres egentlig smukt af de vrede håndværkere på pubben i Sunderland. De er trætte af, at der kommer overlegne europæere ind udefra og stikker næsen i deres sager. Den britiske selvbevidsthed er stadig, at Storbritannien er et imperium – landet hvor solen aldrig går ned.

Problemet er bare, at det er Storbritannien ikke. Det er Sunderland et levende bevis på. Byen har samme arbejder-aura, som man kender det fra film, der foregår under den britiske industrialisering. De mange små rækkehuse har deres charme, men de gør ikke noget godt arbejde, når det kommer til at skjule de sociale problemer, som byen gemmer på. Hele 4,5 mio. børn lever i fattigdom i Storbritannien, som ikke er et rigt imperium længere. Det er en nation med afgrundsdybe sociale problemer. Det ser ikke ud, som om brexit kommer til at hjælpe på det. I Sunderland beskæftiges mange af den store Nissan-fabrik. Nu er mange bange for, den lukker på grund af brexit.

National storhed medfører ofte patriotisme, men patriotisme er ingen garanti for national storhed. Briterne er blevet solgt en brexit-drøm af politikerne, men politikerne kan ikke levere den. Og taberne bliver de allerede pressede briter. /Andreas Terp