De skrøbelige demokratier

Europas magthavere falder på stribe i disse dage – under pres indefra. Fra London over Paris til Berlin. Fra de inderste regeringskabinetter og helt ud på de yderste fløje i gaderne er tålmodigheden opbrugt med l’ancien régime.

I aften afgøres den 62-årige britiske premierminister Theresa Mays skæbne ved en mistillidsafstemning blandt hendes egne konservative parlamentsmedlemmer. Her fra morgenstunden havde 48 konservative skrevet under på kravet om, at hun skal træde tilbage. Reelt er hendes politiske fremtid dermed beseglet uanset udfaldet af aftenens afstemning.

Theresa May er blevet skydeskive for alskens frustrationer, fordi hun forsøgte at tage ansvar for en kropumulig situation med Brexit-forhandlingerne. Hun stillede sig i spidsen for et forløb, hvor hendes bagland krævede alt og intet, og nu angribes hun fra alle sider. Hvis det britiske valgsystem ikke begrænsede antallet af partier, ville Storbritannien dermed også kunne stå over for et dramatisk jordskredsvalg ved det nyvalg, der uundgåeligt vil komme inden for kort tid.

Auf Wiedersehen, Mutti

Forleden måtte også Tysklands 64-årige kansler Angela Merkel overlade sit konservative parti til efterfølgeren, 56-årige Annegret Kramp-Karrenbauer, som nu skal forsøge at samle et splintret parti. De konservative i Tyskland er i vildrede. Efter fire perioder i Kanzleramt i Berlin er både den folkelige og den interne opbakning til ‘Mutti’ forvitret, og Merkel er endt ydmygende med snart at måtte trække sig tilbage.

Politisk stabilitet i Europas største land er ikke længere en konstant. Tyskland synes ikke længere at være en klippe midt i Europa. Tværtimod kan fremgangen for nyere partier, som endnu ikke har siddet med i regering – såsom Die Grüne, Alternative für Deutschland og Die Linke – kun føre til stadig større parlamentarisk tumult. Sindbilledet på den nye normal i Tyskland kan meget vel blive vores naboland.

For nøjagtig ligesom de svenske partier på fjerde måned har mere end svært ved at enes om en ny regeringskoalition – og i sidste ende kan blive tvunget til at medregne Sverigedemokraternas 49 mandater ud af 349 i Riksdagen – er det stærkt usandsynligt, at politikerne i Tyskland vil kunne fortsætte med en såkaldt Große Koalition mellem de gamle magtpartier. I stedet er opbruddet også ved at kløve vores store naboland mod syd.

Sammenlignet med uroen i Frankrig kan Tyskland dog stadig virke kedsommeligt stabilt. Efter ugevis med gadeoprør har Frankrigs præsident Emmanuel Macron været nødt til at bøje sig for protestbevægelsen iført gule veste og deres næsten revolutionære kampråb om, at han straks skal træde tilbage.

Den gule gaderevolution

Manden, der vandt præsidentvalget på et endnu mere snævert vælgermandat end selv Donald Trump, har dog ikke trukket sig men i stedet forsøgt at imødekomme kravene om mere værdige levevilkår for millioner af hårdt pressede franskmænd i en globaliseret verden, hvor lønningerne falder og indvandringen øges.

Konkret lægger Macron op til at ville hæve mindstelønnen – fra næste år – med 100 euro om måneden eller knap 750 kroner. Og hvis det umiddelbart ikke lyder af alverden, så er det fordi, man ikke ved, at mindstelønnen i Frankrig i dag er nede på blot kr. 8.650. Macrons foreslåede lønstigning for de fattigste arbejdere er altså et hop på små ni pct. Men lunsen har langt fra dulmet aggressionerne. De gule veste har tværtimod vist, at vreden kommer alle steder fra – fra højre, fra venstre, fra provinsen, fra forstæderne og hvor som helst.

Macron står til at kunne forsvinde lige så hurtigt, som han steg op. Hans partibevægelse La République en marche vandt på forunderlig vis et flertal på 310 ud af 577 pladser i Assemblée Nationale ved parlamentsvalget sidste år, og han har dermed allerede sprængt det gamle partisystem i Frankrig. Men ved næste valg – der formelt først skal holdes i 2022 – kan hans folk ryge ud igen og helt nye partidannelser tage over.

Omvæltningerne viser, at valget af Donald Trump ikke blot var en bizar og eksotisk éngangsforestilling. For mange af de præcis samme frustrationer, der bragte USA’s præsident til magten, strømmer gennem Europa på gadeplan. Alle dem, der forsøger at tage mere eller mindre bureaukratisk ansvar – fra Theresa May over Angela Merkel til Emmanuel Macron – verfes til side.

I flere østeuropæiske lande har autoritære, ‘stærke mænd’ allerede taget. Demokratiet er langt mere skrøbeligt, end de fleste af os hidtil har troet – og vel snarere har håbet på. / Lars Trier Mogensen