Mexican director Alfonso Cuarón (l) and Mexican actress Yalitza Aparicio (R) talk to journalists at the Los Angeles premiere of "Roma" at the Egyptian theatre in Hollywood on December 10, 2018. (Photo by Robyn Beck / AFP)
Uren kunst. I essaysamlingen Cinéma fra 2010 kalder den franske filosof Alain Badiou filmmediet for en uren kunstform. Det er ikke, fordi han hader film, snarere tværtimod – for han har brugt i omegnen af 50 år på at filosofere over emnet. Når han alligevel ikke mener, at film kan være ”ren” kunst, er det fordi han ser et særligt demokratisk og egalitært potentiale i måden, vi forbruger film på. Jo, selvfølgelig kan vi af og til få en stor æstetisk oplevelse ud af dem, men nogle gange kan vi også bare bruge dem til at slå hjernen fra på en doven fredag aften. Film balancerer så at sige på grænsen mellem kunst og underholdning. Det er ikke sikkert, at jakkesættene hos Netflix har læst så meget Badiou, men faktisk har de stillet sig midt i det dilemma med udgivelsen af Alfonso Cuaróns nyeste film, Roma.
Uhellig alliance. På papiret ligner Roma en sand kritiker-darling. Filmen er et sort-hvidt, pseudo-selvbiografisk mesterværk af en oscarvindende instruktør. Det smager mere af højkultur end af publikumsbasker og som en film, der skal nydes på det store lærred. Alligevel er det Netflix, som har valgt at samle filmen op; Netflix, streamingselskabet som har fået millioner til at sidde og se film på små mobilskærme i stedet for i biografsalen. Det er nok derfor, at filmanmelder Kim Skotte i en rubrik hos Politiken kalder Netflix’ Roma-erhvervelse for noget nær helligbrøde. Netflix-alliancen gør øjensynligt Cuaróns kunst uren.
Ustyrlige Netflix. Derfor er det interessant at se, at Netflix faktisk har ladet Roma få premiere i en række udvalgte biografer, inden den torsdag lander på selve streamingtjenesten. Hvorfor har de nu det? Jo, fordi Netflix i et konkurrencepræget streamingmarked er dybt afhængige af at kunne tilbyde deres abonnenter unikke oplevelser såsom Roma. Men hvis de skal kunne tiltrække en instruktør af Cuaróns kaliber, skal de også gerne bevise, at de samtidig formår at hive Oscar-statuetter hjem. De skal med andre ord ophøje deres film til noget mere end ren sofa-underholdning – de skal gøre dem prisværdige. Og netop det kan Netflix kun, hvis deres film bliver vist i biografen; sådan er Oscar-akademiets regler. På denne vis opfylder Netflix Badious analyse. På én og samme tid gør de Roma til biograf-aktuel kunst, samtidig med at de demokratiserer filmen ved at gøre den tilgængelig på stream for alle deres abonnenter. Måske er det ikke så slemt endda. /David Dragsted