Har du fået den med posten? Altså pjecen? Den er på 24 sider og hedder Jeg vil gerne være børnenes statsminister. Det lyder næsten som en børnebog, og det er den også et stykke hen ad vejen. Den er i hvert fald skrevet i børnesprog, og der står ”jeg” og ”mig” over det hele, selv om den egentlig forsøger at handle om et ”vi”. Wow, liiidt mærkeligt.
Med pjecen ønsker Socialdemokratiets formand – Mette, hedder hun – at ”fortælle dig lidt om, hvem jeg er som menneske og som politiker”. Det skriver hun i forordet. Og det giver altså lidt kriller i maven: ”Det er første gang, jeg har skrevet en hel pjece, der sendes til mere end en million mennesker,” skriver Mette videre, og ”selv for én, der er vant til at holde taler for store forsamlinger, så kan det godt gøre én lidt nervøs.”
Det er bare fis
De humanitære organisationer, som til dagligt arbejder med børns ve og vel, er ikke så glade for pjecen. De synes faktisk, at den er en gang fis. Men måske fordi det lyder, som om det er et barn, der har sendt den, gør de sig umage med deres kritik. De forsøger at være konstruktive. Det er godt. Formanden for Børns Vilkår – en mand, der hedder Rasmus – siger, at børnenes statsminister er en ”meget ædel titel”, og at den måske ikke er heeelt ”retvisende” i forhold til, hvad Mette ellers går og gør.
Der er også nogle andre organisationer på banen – Red Barnet og Mødrehjælpen, for eksempel. I avisen kan man læse, at de ”roser” Mette for ambitionen om at ville være børnenes statsminister. Altså: Godt gået, Mette! siger de. Du kender det; det hedder anerkendelsespædagogik, og det virker både i skolen og på landets voksenarbejdspladser. Super.
Men … stop lige en halv. Hvis der nu gik en tyk mand rundt med rød hue og et stort hvidt skæg og sagde, at han gerne ville dele gaver ud til alle børnene juleaften, skulle han så påskønnes for det? Skulle han have ros. Nej, for helvede da! Det ville vel først være efter at havde gjort det, han sagde, han ville – altså dele gaverne ud. Først dér kunne han få sin belønning.
Hvis man lytter godt efter, følger der da også et lille næsten uhørligt ”men” i halen på rosen til Mette. For pludselig giver direktøren for Mødrehjælpen – Ninna – den fuldt skrald: ”Jeg kritiserer Mette Frederiksen for, at hun ikke lægger en plan frem. Hvis Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister, så er hun nødt til at fortælle, hvordan hun vil nedbringe antallet af fattige børn. Det skylder hun de fattige familier, og det synes jeg faktisk også, at hun skylder vælgerne.”
Og Rasmus fra Børns Vilkår rabler om en eller anden fugl: ”Jeg synes, at Mette Frederiksen pynter sig med nogle lånte fjer. Der mangler i hvert fald nogle fjer, før hun kan kalde sig børnenes statsminister.”
Med andre ord: Det, der lige sker her, er, at de fagfolk, der virkelig ved noget om børns liv i Danmark, de tager en ordentlig spand lort og hælder den ud over Mette. Aj, det lød grimt. De taler med store ord til Mette.
Ost med og uden kommen
Der er mange, som synes, at det er synd for Mette. Men så skulle Mette og de andre socialdemokrater jo ikke have ‘fredet’ kontanthjælpsloftet og den lave integrationsydelse, som bare får flere børn, der i forvejen har det hårdt, til at synke længere ned i armod. Og så har vi ikke engang snakket om de mange børn, der er flygtet til Danmark fra krig og elendighed.
Mette skulle altså hellere følge sin samvittighed. Sådan en har de fleste mennesker – også Mette. ”Vi havde sådan et rundt køkkenbord,” skriver hun på side 12 i pjecen. ”Der var kaffe på kanden og ostemadder, halvdelen med kommen og halvdelen uden. Jeg lyttede med, når folk kom på besøg. Når min fars kolleger ikke kunne følge med og røg ud af arbejdsmarkedet. Huslejer, der var svære at betale. Jeg husker ikke alle samtalerne. Men jeg husker følelsen: Når man som barn kunne se voksne mennesker være kede af det.”
Tja. Der er kun én ting, der er værre, og det er børn, der er kede af det. Men ambitionen er god. /Oliver Stilling