Der kommer nok ikke nogen god aftale i morgen.
Lars Christian Lilleholt (V) siger det ikke direkte, men klimaministerens bekymrede ord efterlader ikke megen tvivl om, at der ikke er udsigt til nogen ambitiøs klimaaftale. Egentlig markerer i dag afslutningen på klimatopmødet COP24, hvor verdens lande har forsøgt at nå frem til en aftale, der i praksis kan implementere den klimaaftale, man lavede i Paris tilbage i 2015. Men til DR fortæller Lilleholt, at han vurderer, at der tidligst lander en aftale i morgen.
Spørgsmålet er så, om det bliver en god aftale? Her kan man jo selv vurdere, om der er optimisme at spore hos klimaministeren: ”Meningsforskellene er simpelthen for store. Vi har set, hvordan Saudi-Arabien, Rusland og USA har meldt ud, at de ikke er interesserede i, at målsætningen, om at vi skal ned på 1,5 grad, skal nævnes i det endelige dokument.” Lilleholt slutter endnu mere deprimerende af: ”Jeg håber jo, at afgørelsen bliver stærk og god, men jeg må erkende, at jeg er en smule skeptisk.”
Nu vil vi nødig male fanden på væggen, men det er altså ved at være oppe over, at man finder en vedholdende løsning på de klimaproblemer. Når man hører, at verdenslederne sidder i Polen og ikke kan finde ud af at blive enige om noget, får man lidt lyst til at nynne en gammel smuk Skeeter Davis-sang: ”Don’t they know it’s the end of the world?”
Fanget i forestillingen
Problemet er nok, at det er virkelig svært at forestille sig, at Jorden nogensinde skulle gå under. Men der er et større problem: Det er endnu sværere at forestille sig et samfund, hvor vi har gjort op med mekanismerne bag klimaets problemer.
Det kan næsten ikke være et tilfælde, at bogen K-Punk. The Collected and Unpublished Writings of Mark Fisher blev udgivet i går, mens verdens politikere og embedsmænd sad og svedte beslutningslammede i et kongrescenter i Katowice i Polen. Mark Fisher var en britisk tænker og forfatter, der desværre tog sig eget liv i 2017. Han er nok mest kendt for sin kritiske blog K-Punk, der var en samling af Fishers ideer og tanker. Fisher kan beskrives som en britiske udgave af den slovenske sociolog Slavoj Žižek; en tænkningens enfant terrible, altid med en bidende kritik af samfundet omkring sig.
Når vi hiver Fisher frem i forbindelse med klimatopmødet, er det, fordi han i en af sine andre bøger, Capitalist Realism: Is There No Alternative?, leverer en glimrende forklaring på, hvorfor vi ikke kan løse klimakrisen – også selvom vi og politikerne oprigtigt prøver. Første kapitel i bogen hedder ‘Det er nemmere at forestille sig verdens undergang end enden på kapitalismen’, og det er netop den centrale problematik.
I bogen udpensler Fisher sit begreb ”kapitalistisk realisme,” hvilket ifølge Fisher er ”den udbredte opfattelse, at kapitalisme ikke bare er det eneste holdbare politiske og økonomiske system – det er nu helt umuligt at forestille sig et sammenhængende alternativ til kapitalismen.” Fisher argumenterer for, at alle grene af samfundet er så ideologisk viklet ind i kapitalismen, at vi ikke kan undslippe den: ”Det er som en gennemtrængende atmosfære, der bestemmer ikke bare produktionen af kultur, men også dikterer arbejde og uddannelse, og fungerer som en usynlig barriere, der begrænser tanker såvel som handlinger.” Sagt med andre ord: Vores liv, samfund og tanker er skabt i kapitalismen og kan derfor ikke gennemtænke et alternativ.
Fisher mente, at man kunne se det under finanskrisen. Man overvejede ikke alternativer til det krakkede system men prøvede at reparere det. Nu ser vi det i Katowice i Polen. Skal man virkelig tage et opgør med klimaforandringerne, er der brug for radikale forandringer. Men vi kan ikke udtænke og gennemføre den slags radikale ændringer, fordi vores tænkning er fanget i kapitalismen, der som system kræver høj udledning af fossile brændstoffer, osv. Vi kan kun forestille os løsninger inden for det gældende system. Men vi kan desværre også forestille os, at verden går under. /Andreas Terp