Det er bare kunst. Der er noget fængslende ved kunst, der bliver fortæret af flammer. På den ene side kan det være frygteligt med smukke, måske uvurderlige værker, der går tabt. På den anden side er kunst – for eksempel et maleri – jo ikke livsvigtig medicin eller noget. Måske bliver verden kulturelt fattigere, men livet går videre. Ved en brand i en lagerbygning i det østlige London i 2004 gik en masse britisk kunst af nyere dato op i røg, heriblandt brødrene Jake & Dinos Chapmans værk Hell (2000). Det bestod af 60.000 legetøjssoldater, som var skåret i stykker, sat sammen igen og fordelt i et enormt apokalyptisk landskab. Hell havde taget to år at bygge, men var væk på to minutter. Mens kunstverden var ude af sig, grinede brødrene bare. ”Vi laver den igen … det er bare kunst,” sagde de.
Det skal brændes. Mandag havde Berlingske en historie om, at Københavns Kommunes billedkunstudvalg har for 21.600 kr. købt en illustration, som faktisk skal brændes. Værket, som er af performancekunstneren Christian Falsnæs, består af en generisk tegning, som køberen er forpligtet til at brænde af. Hver gang tegningen skifter ejer, skal den nye ejer selv tegne en kopi af tegningen. Derefter skal den foreliggende tegning brændes og afbrændingen fotodokumenteres. Et medlem af kommunens billedkunstudvalg, socialdemokraten Rune Dybvad, var imod købet. ”Det kan godt være, at de [andre] så en kunstfaglig værdi i det, men her var jeg altså nødt til at være borgernes repræsentant, og jeg ved ikke, om de nødvendigvis vil synes, at det er helt så fedt,” siger han til Berlingske.
God PR. Historisk er Berlingskes borgerlige læserskare ikke dumme. De er ikke rindalister; de forstår kunst og ved, hvad kunst kan. Alligevel valgte avisen forargelsesvinklen. Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Thouber, som er med i kunstudvalget, forklarer værket på Facebook: ”Falsnæs udfordrer med sin afbrænding hele kunsthistoriens fascination af det unikke kunstværk, som tegninger og malerier gennem århundreder er blevet ophøjet til.” Det kan godt være, at Rune Dybvad opfatter sig selv som borgernes repræsentant, men en repræsentant, som ingenting forstår, er ingen borgere tjent med. Det er også muligt, at Rune Dybvad har en djævelsk indsigt i PR-strategi og spiller dum for at skabe en ‘konflikt’ og dermed masser af medieomtale. Så er det godt gået. Hvem vidste, at kommunen havde et aktivt tænkende kunstudvalg? Og mon ikke Falsnæs’ værk nu bliver det mest efterspurgte ude i kommunens institutioner? /Oliver Stilling