Portræt af DF's formand Kristian Thulesen Dahl i forbindelse med det kommende EU-valg om retsforbeholdet.
Attituden gør en forskel. Dansk Folkeparti vil gerne fremstå som dem, der i sidste ende bestemmer, og det lykkes som regel. De tuder ikke, når de taber. Men tag ikke fejl: Dansk Folkeparti taber, de fejler og forråder i stigende grad deres løfter til vælgerne. Dansk Folkeparti bliver nemlig ofte snydt.
Partiet, der træder frem i offentligheden som det dominerende og toneangivende parti på Christiansborg, indgår jævnligt politiske aftaler, hvor de ender med at få tilkæmpet sig mindre, end de oprindeligt krævede. De bliver simpelthen taget ved næsen. Som tillidsmænd betragtet er Dansk Folkeparti nemlig ikke altid gode til at forhandle.
Seneste eksempel på, at DF’erne accepterer at få katten i sækken, er finansloven for 2019, der formelt vedtages i dag. Nede i detaljerne har Dansk Folkeparti endnu en gang accepteret, at der kun leveres, ja, næsten demonstrativt lidt til deres mange vælgere, som i hverdagen mærker effekten af mange års borgerligt styre med offentlige besparelser, fortsat centralisering og smalhals for de lavest lønnede.
Taber bag kulisserne
For tredje og sidste gang behandles L1 i folketingssalen i dag, og endnu en gang vil Dansk Folkeparti stemme for en pakke, der går i den stik modsatte retning af, hvad de har lovet vælgerne: Den endelige finanslov rummer nemlig et lavere offentligt forbrug, end VLAK-regeringen selv lagde op til, da den første skitse blev præsenteret i sensommeren. Henover efteråret er det således lykkedes for Dansk Folkeparti at forhandle det offentlige forbrug ned.
Konkret vurderer økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at Dansk Folkeparti gennem efteråret har fået nedjusteret det offentlige forbrug med 750 mio. kr., og da kommunerne samtidig også budgetterer med et lavere offentligt forbrug, er det altså lykkedes for Kristian Thulesen Dahl & co. at skære velfærd væk for i alt 1,3 mia. kr. – pengene, som for en stor dels vedkommende ville være blevet brugt på børn og gamle, hvis det oprindelige finanslovsudkast var blevet vedtaget uændret.
Det er bestemt ikke første gang, at Dansk Folkeparti lader en nedskæringspolitik glide igennem Folketinget. Ja, påstandene om at kæmpe for den lille mand virker faktisk mere og mere forlorne.
Tilbage i 2015 blev Dansk Folkeparti ydmyget for første gang. Dengang lykkedes det for Liberal Alliance at få gennemtrumfet lavere registreringsafgifter på biler, og med champagneglas i hånden og foran rullende tv-kameraer jublede Anders Samuelsen: ”Her bliver der virkelig konkret betalt tilbage til dem, der stemte på os”.
Dem, der har stemt på Dansk Folkeparti, får til gengæld ikke tilsvarende tilbagebetalinger. Heller ikke i år. Tværtimod. Nogle af pengene bruges ganske vist på tillæg til folkepensionister, men når finansieringen sker via nedskæringer i bl.a. ældreplejen, er den enkelte ældre jo lige vidt. Og mønsteret trækker tråde tilbage til den økonomiske politik i de foregående år.
Populariteten har toppet
Stort set alle de reformer, som Dansk Folkeparti har stemt for siden det såkaldte ‘systemskifte’ i 2001, har vendt en tung social bund nedad – og har i vid udstrækning ramt partiets egne vælgere, der gennemsnitligt er kortede uddannede, lavere lønnet, bor længere fra storbyer og er mere afhængige af offentlig hjælp end vælgere, der stemmer på andre partier.
Særligt forringelserne af efterlønnen, halveringen af dagpengeperioden og senest kontanthjælpsloftet har gjort ondt på mange DF-vælgere, men i hverdagen mærkes det lige så brutalt, at alt fra politistationer over biblioteker til lokale skoler og sygehuse er blevet lukket siden strukturreformen i 2005, som daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Dansk Folkepartis daværende finansordfører Kristian Thulesen Dahl aftalte på tomandshånd.
Uanset hvad DF’erne hævder, har de været med til at gennemføre den største centralisering og udtømning af mindre byer i mange generationer. Og nu kommer det lavere offentlige forbrug så oveni den samlede pakke, der ikke gavner den typiske DF-vælger.
Så måske er det i virkeligheden ikke så underligt, at meningsmålingerne også er vigende for Dansk Folkeparti? Kristian Thulesen Dahl frygter med god grund dommen fra vælgerne. For heller ikke i dag, hvor partiet skal forsvare sig under debatten ved den endelige vedtagelse af finansloven, har de gamle fremskridtsfolk en god sag i substansen. Troværdigheden er begyndt at krakelere. /Lars Trier Mogensen