Den Skaldede Kok laver julemad. Rødkål.
Jeg glæder mig i denne tid,
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg, julen kommer
Ja, der er ikke andet at sige, end at vi på Føljeton er ved at komme rigtig godt og grundigt i julestemning. For søndag er det lillejuleaften (der er længe, længe til), dagene er atter ved at blive længere, og i juleferien kan man være rødvinsberuset midt på dagen, uden at nogen begynder at snakke om ”intervention” eller om, at du ”har et problem”.
Det eneste, vi kunne ønske, var, om ikke et lille snefnug dog ville falde, så det blev en rigtig Peters Jul. Men ak, træerne vokser ikke ind i himlen, og hos bookmakerne får man lige nu sine penge hele syv gange igen, hvis der måles en halv centimeter snefald i Esbjerg den 24. december.
Så nej, sandsynligheden for hvid jul er meget lille, men det er godt det samme, for det viser sig, at vi til at begynde med har farvekoordineret julen helt forkert. Måske har du bundet din adventskrans med et rødt bånd? Rød er jo julens farve. Men er det også juleventetidens farve? Niks! Vi har ladet vores jul forpeste af storkapitalens røde kommercialisering og skal åbenbart i stedet bruge en farve, der får os til at tænke på dommedag og skyld. Tilgiv os, for nu bevæger vi os ind i en teologisk diskussion, der er en Umberto Eco-roman værdig – det er jo trods alt kun jul en gang om året.
Pynt julebordet med dommedag
I Kristelig Dagblad (betalingsmur) kunne man i går læse en artikel med overskriften ‘Rød eller lilla? Adventskransen rummer et opgør’. I den fortæller Birgitte Thun, der er sognepræst i Søndermarkskirken ved Viborg, at det er lilla og altså ikke rød, der hører adventstiden til.
Hele problemet bunder i julens inflation. Advent er ikke jul, men forberedelse, og lilla er forberedelsens farve. Vi må hellere lade sognepræsten selv forklare det: ”Jeg tænker på forberedelse, når jeg tænker på farven lilla, og i adventstiden forbereder vi os. Det er jo ikke jul endnu, selvom butikkerne allerede begyndte på julen i midten af oktober, og hvis vi havde taget den røde farve ind og givet adventskransen rødt bånd, ville det betyde, at vi var hoppet med på Bilkabølgen med at holde jul, lang tid før det er jul.”
Kristelig Dagblad har gravet endnu dybere for at finde ud af, hvorfor vi burde have pyntet op med lilla i december. De har fået fat i Jakob Wolf, der er lektor ved afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet og lidt af en ekspert i den tyske filosof Johann Wolfgang von Goethes farvelære.
Wolf begiver sig ud i en længere forklaring om, at alle farver er lys og mørke, og at den violette altså er et lys i mørket. ”Det er, som om mørket næsten har magten, men alligevel er der et lys i farven, som kæmper og tager over på en eller anden måde. Derfor er det meget betegnende, at violet er den liturgiske farve for advent, for advent er en tid på vej mod lyset.”
Men det stopper ikke her, for advent skal ifølge Wolf også minde os om vores venten på dommedag, og det geniale ved lilla er, at farven indeholder netop denne dobbelthed – glæden og lyset ved julen og mørket og forfærdelsen over dommedag. Han får også lige nævnt, at lilla er bodens farve, så den altså også symboliserer, at mennesket er plaget af skyld. ”Lilla er en meget spændende farve,” fortæller han. Det tror vi på.
Således opmuntret kan du tænke på skyld og dommedag, når du kigger ned på julebordets kirsebærsovs eller rødkål (misvisende navn i øvrigt). For hvad vil du egentlig helst? Ligge under for Bilkabølgens røde undertrykkelse af julen eller stirre lige ned i den violette skyldsbetyngede intethed?
Glædelig jul! /Andreas Terp
P.S. Vi er kede af det, hvis vi kom til at sende dig ud i eksistentiel angst her få dage før jul. Vi kan til gengæld glæde dig med, at Føljeton mellem jul og nytår udkommer den 27., 28. og 29. december. Herefter skal vi lige have skudt det nye år i gang, sovet eventuelle tømmermænd ud, og så er alt ellers ‘normalt’ igen fra den 2. januar.