Togulykke ved Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Seks mennesker har mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. 16 personer er blevet kvæstet. Det meddeler Fyns Politi, der dermed bekræfter tidligere oplysning om dræbte fra DSB.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Der er meget, man kan være bange for i denne verden.
Efter de to passagerfly 11. september 2001 fløj ind i World Trade Center i New York, begyndte folk i Vesten at kigge sig over skulderen en ekstra gang. Den ældre generation havde prøvet det før, især inden murens fald, men for den yngre generation blev tvillingetårnene et uhyggeligt metaforisk monument for, at terrorens tidsalder ikke var slut. Det er svært at indrømme, men for nogle af os har det betydet, at det godt kan give et lille pludseligt nip af frygt i maven, når vi befinder os et offentligt sted.
Men der er desværre også andre ting at være bange for. Måske er man bange for sygdom, for uhyrer, for at en stor komet rammer jorden. Nuvel, nogle af tingene er mere urealistiske end andre, men det er frygten jo desværre ligeglad med.
En ting, man ikke bør være bange for, er hverdagen. Det er, som Dan Turèll skrev: ”Mest af alt holder jeg af hverdagen. Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt.” Vi frygter selvfølgelig, at terroren rammer pludseligt i hverdagen, men den repræsenterer alligevel en form for ekstrem handling – noget ekstraordinært, noget der ligger uden for hverdagen. Hverdagen derimod er noget trygt, noget man skal kunne holde af.
Måske er det derfor, at gårsdagens togulykke på Storebæltsbroen rammer så hårdt: At man i dag er lidt ekstra trist og lidt ekstra bange. I morges opjusterede politiet ulykkeligvis dødstallet, og dermed står det klart, at otte personer har mistet livet i ulykken, som synes at være et brud på selve princippet om, at i hverdagen kan vi i det mindste være sikre.
En tur med det daglige pendlertog over Storebæltsbroen er næsten hyggelig i al sin trivialitet. Men ulykken i går ødelagde hverdagen for en tid.
Den vigtige trummerum
Vi ville gerne skrive noget med, at der ikke er noget at være bange for. At det stadig er utrolig sikkert at køre tog i Danmark, at vi lever i den sikreste tidsalder nogensinde, og at det alligevel ikke nytter noget at være bange. Men lige i dag vil vi skide hul i det. For nogle gange skal en ulykke også bare have lov til at være en ulykke.
Det har dog også fået os til at tænke på, hvor vigtigt det er, at man ikke fortsætter med at være trist og bange – især når det kommer til hverdagen.
Onsdag dukkede der nemlig også en anden nyhed op. Den har selvfølgelig ikke den samme alvorstyngde som ulykken på broen, men vi vil alligevel betegne den som ganske bekymrende. En ny rapport fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet viser, at offentligt ansatte har højere sygefravær end deres kolleger i det private. Markant højere endda: 12,8 fraværsdage pr. fuldtidsperson i kommunerne mod 6,8 dage i den private sektor. Det er stort samfundsøkonomisk problem, men det er et endnu større problem for dem, der er syge.
Måske skyldes det højere sygefravær i det offentlige, at der her findes jobs med en hårdere arbejdsbelastning. Måske skyldes det, at det er nogle bestemte typer, der arbejder i det offentlige, og nogle andre, der søger mod det private. Men det kan også være, det skyldes, at de offentlige arbejdspladser har givet deres medarbejdere et arbejdsmiljø, hvor de bliver kede af, og bange for, hverdagen. Der er grænser for, hvor mange børn en skolelærer kan undervise, hvor hurtigt en SOSU-hjælper kan løbe, eller hvor mange patienter en sygeplejerske kan tilse, inden det bliver for hårdt, for surt, for stressende at arbejde i det offentlige.
Det er skidt for alle. Ingen må være bange for hverdagen i for lang tid. For den er den trivielle trummerum, der får den enkelte såvel som samfundet til at køre rundt. /Andreas Terp