Friske fremsynede finner

Da Donald Rumsfeld, USA’s daværende forsvarsminister, på et pressemøde i 2002 forsøgte at sælge budskabet om, at Saddam Husseins Irak med al sandsynlighed var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og derfor burde invaderes, mens tid var, benyttede han sig af nogle interessante formuleringer, som gik over i historien:

”Rapporter, som siger, at noget ikke er sket, har altid interesseret mig,” sagde han, ”for som vi ved, er der kendte bekendte; der er ting, vi ved, vi ved. Vi ved også, at der er kendte ubekendte; det vil sige, vi ved, der er ting, vi ikke ved. Men der er også ubekendte ubekendte – de ting, vi ikke ved, vi ikke ved.”

Det var ikke grebet helt ud af den blå luft, og det var heller ikke en særlig poetisk åre, han havde ramt. Ideen om ukendte ubekendte har i årtier været kendt som den psykologiske teknik Johari-vinduet – ikke mindst i kredse, der beskæftiger sig med national sikkerhed.

Den slovenske sociolog Slavoj Žižek pillede senere Rumsfelds udsagn fra hinanden; eller han gjorde i hvert fald opmærksom på, at forsvarsministeren ud fra en logisk betragtning havde udeladt en fjerde komponent: ”Den uerkendte viden, det vil sige ting, som vi ikke (vil være) ved, at vi ved – alle de ubevidste overbevisninger og fordomme, der afgør, hvordan vi opfatter virkeligheden, og hvordan vi griber ind i den.”

Ifølge Žižek mente Rumfeld altså fejlagtigt, at ”de ubekendte ubekendte” udgjorde det egentlige faremoment, mens det, der viste sig at være det største problem, var ”de overbevisninger og fordomme, som man ikke ville vedkende sig, og som fik den amerikanske hær til at begå alle sine fejl i Irak”.

Den første del af Rumsfelds ordflom var der nu ikke noget i vejen med. ”Der er ting, vi ved, vi ved.” Gu er der så! Og hver dag kommer der nye ting til, som vi skal forholde os til og måske forberede os på. Noget er lige om hjørnet, andet ligger et pænt stykke ude i fremtiden.

Et sammenstød, man vil huske

For eksempel har astrofysikere på Durham University netop beregnet, at dværggalaksen Den Store Magellanske Sky (som kan ses på den sydlige himmelkugle i stjernebilledet Guldfisken) er på kollisionskurs med Mælkevejen. Fart: 400 kilometer i sekundet. Det har i princippet relevans for os, idet Mælkevejen huser vores solsystem. Heldigvis befinder Den Store Magellanske Sky 163.000 lysår væk, hvorfor menneskeheden har 2,5 milliarder år til at træffe sine forholdsregler inden sammenstødet. Men nice to know!

Når vi taler om forberedelse på det kendte: Storbritannien står over for en trussel, der er lidt mere nærværende: Hvis ikke briterne bliver enige om en aftale med EU inden Storbritanniens formelle exit 30. marts 2019, ender de med det værste af alle scenarier: en ‘no-deal’ Brexit, som ikke mindst vil få konsekvenser for grænsen mellem Irland og Nordirland. Derfor er 1.000 politibetjente fra England og Skotland ved at blive trænet til indsættelse i Nordirland, hvis det går så galt. Det har The Guardian i hvert fald opsnappet. Men kan der tales om at være fremsynet, når fremsynetheden sker på baggrund af et morads, man selv har skabt?

Kunstig finsk intelligens

Næ, så er vi her på Føljeton mere til et eksempel som dette: I Finland, som vi først og fremmest elsker for deres søer og knive, Alvar Aalto, Sibelius, Aki Kaurismäki og Tove Jansson, har de indset, at kunstig intelligens er the shit. Finnerne er kloge; de ved også, at de ikke kan konkurrere med supermagterne USA og Kina hvad angår udvikling af kunstig intelligens, og derfor gør de noget, som måske er bedre: De uddanner befolkningen – altså den gennemsnitlige finne – til at kunne bruge skidtet, så Finland kan forblive konkurrencedygtigt.

Ideen er enkel: Der bor 5,5 mio. mennesker i Finland, og da man ikke kan uddanne dem alle i et hug, starter man med 1 pct. af befolkningen og håber, det spreder sig som ringe i vandet. Regeringen har givet 55.000 finner mulighed for gratis at lære de grundlæggende principper bag kunstig intelligens – blandt andet gennem et åbent fag på universitetet. Det er ret genialt.

Politico Europe har talt med Jaana Partenen, en 59-årig tandlæge fra byen Mikkeli, som indtil for et år siden intet vidste om begreber som maskinlæring og neurale netværker, men nu har hun gået til kode, og det hele begynder at dæmre. Hun spekulerer på, hvordan kunstig intelligens kan give mening på hendes arbejdsplads. ”Jeg kan se, at det allerede er her, og det tjener os – ret meget, faktisk,” siger hun. Ideen er hermed givet videre til andre nordiske regeringer, der skulle læse med over skulderen. Kunstig intelligens hører under ”ting, vi ved, vi ved”. /Oliver Stilling