Da far var dreng (eller i hvert fald da han var 12-13 år yngre, end han er i dag), fandtes der et pænt sløvt gameshow med navnet Deal eller no Deal. Skulle du have fortrængt dette skønne koncept, så skal du først og fremmest vide, at vi intet bebrejder dig, og derudover kan du finde tryghed i, at vi nok skal minde dig om, hvad denne monstrøsitet af et gameshow gik ud på.
Det lyder som en dårlig film skrevet af Casper Christensen: I hvert show stod værten Casper Christensen sammen med 26 smukke og forholdsvis letpåklædte kvinder (ja, det var en anden tid dengang). Hver kvinde holdt en kuffert, der indeholdte et hemmeligt beløb fra én krone til to millioner, og showets deltager fik i starten lov til at vælge en af kufferterne. For at opklare beløbet i den valgte kuffert, skulle deltagerne ”åbne” en af de resterede kufferter i hver runde, og efter runden fik deltageren mulighed for at ”sælge” sin egen kuffert – deal eller no deal! Prisen steg og faldt selvfølgelig alt efter, hvad sandsynligheden var for, at den store gevinst lå i deltagerens kuffert.
Internettet glemmer aldrig, og vi har derfor også fundet TV2’s egen beskrivelse af showet fra 2006: ”TV2’s gameshow er ikke for tøsedrenge, og hverken deltagere eller seere behøver at læse tykke bøger. Det vigtigste er at turde tage chancen – eller måske netop lade være.” Ja, det var ikke et show med den store intellektuelle kampvægt, og som vi allerede har været inde på, havde de også en god før-#MeToo objektivisering af kvinder kørende for sig. Det selvom de i beskrivelsen prøver at overbevise os om noget andet: ”De 26 damer, som holder kufferterne, er ikke kun til pynt, for det beløb, der afsløres, når de åbner deres kuffert, er afgørende for spillet.” Ah ja, 2006 hvor kvinder ikke bare var til pynt, men også var gode til at åbne kufferter. Det er ældet rigtig flot, TV2.
Virkelighedens udgave
Se, vi nævner det her, fordi der er et sted i verden, hvor virkelighedens udgave af det sløve Casper C-gameshow udspiller sig (godt nok sans damer med kufferter). Vi taler selvfølgelig om Storbritannien. Her har vi i sandhed gang i en udgave af ”deal eller no deal,” der ”ikke er for tøsedrenge” og hvor (ulykkeligvis) ”hverken deltagere eller seere behøver at læse tykke bøger,” men bare skal ”turde tage chancen – eller måske netop lade være”.
Her vil vi især gerne hæfte os ved den sidste sætning. For når nu man ikke vil læse tykke bøger og tro på eksperter, så skulle man måske bare lade være med at tage chancen. Storbritannien kan næsten være sikre på, at de bliver budt en god pris for deres kuffert, og alligevel er de i gang med at trykke på ”no deal”-knappen.
I går begyndte britiske lastbilchauffører at øve sig i et no deal-brexit. 89 lastbiler kørte 32 kilometer fra Canterbury til havnebyen Dover, der er det vigtigste overfartssted til Frankrig og dermed en central grænseovergang i Storbritannien. Målet var at teste, om den britiske trafik stadig kan flyde, når lastbilerne skal kontrolleres ved grænsen – det skal de nemlig i tilfælde af no deal.
I går kom det også frem, at pengene flyder ud af Storbritannien. Konsulentbureauet EY estimerer, at aktiver for i omegnen af 800 mia. pund vil sive ud af Storbritannien og i stedet ende andre steder inden for EU’s grænser. Ligeledes forventes en masse arbejdspladser at forsvinde ud af Storbritannien som følge af brexit.
Måske var det synet af de mange lastbiler eller de mørke udsigter leveret af konsulentfirmaet, der fik premierminister Theresa May til endelig at sætte en dato på, hvornår det britiske parlament skal stemme om brexit-aftalen, der efter alt at dømme afgør, om det bliver deal eller no deal. Det bliver om præcis en uge: Tirsdag d. 15 januar.
Vi ved i princippet ikke, hvad Storbritannien har i deres kuffert. Måske tager vi fejl. Måske er no deal det smarteste. Det er bare intet, altså intet, der tyder på det. Så hvis vi var det britiske parlament, ville vi sige deal, og tak for i aften til Casper Christensen. /Andreas Terp