TOPSHOT - US President Donald Trump delivers a televised address to the nation on funding for a border wall from the Oval Office of the White House in Washington DC on January 8, 2019. - Trump demanded $5.7 billion to fund a wall on the US-Mexico border in his first televised Oval Office address Tuesday, describing a "growing crisis" of illegal immigration hurting millions of Americans. The president stopped short of calling for a much-touted state of emergency, instead appealing to the need to slash the cost of the illegal drug trade, which he put at $500 billion a year. "There is a growing humanitarian and security crisis at our southern border. Every day customs and border patrol agents encounter thousands of illegal immigrants trying to enter our country, " Trump said. (Photo by CARLOS BARRIA / POOL / AFP)
I nat har Trump med en direkte tv-tale til det amerikanske folk sat alt ind på at vinde et epokalt opgør: Hvis han lykkes med at gennemtvinge en ny multi-milliard-bevilling til opførelse af en grænsemur til Mexico, vil han ikke blot indfri sit signatur-valgløfte men også bevise over for alverden, at hans rå businessman-attitude virker over for et fastlåst, gammeldags politisk system. At hans klassiske gangster-metode er mere effektiv end diplomatiske kompromisser.
Hvis han ender med at vinde den armlægning, der udspiller sig i disse timer og uger – ja, måske måneder – med det nye Demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus, vil Trump være godt på vej til et genvalg ved præsidentvalget næste efterår. Ved sin første direkte tv-tale fra sit præsidentkontor, det ovale værelse, i Det Hvide Hus, manede han en akut politisk undtagelsessituation frem og satte dermed scenen for valgkampen:
”Det er en humanitær og national sikkerhedskrise. Der kommer tusindvis af illegale immigranter over grænsen. Vi har ikke plads til at tage os af dem alle. Det er den tragiske virkelighed, vi lever i. Det er en krise for hjertet, det er en krise for sjælen. Det skal stoppes,” sagde Trump i sin tale i nat dansk tid, hvor koreografien var sat i scene som ved tidligere præsidenters annoncering af krigshandlinger.
Senator Charles E. Schumer, lederen af de Demokratiske senatorer, var straks ude og sige, at Trump regerer ved ”raseriudbrud”. Og det er sådan set rigtigt. Men det er også en konventionel kritik, der preller totalt af på Trump. For han ønsker netop at hidse gemytterne op og skabe en skæbnesvanger konfrontation.
Start med at sige nej
Mange amerikanske nyhedsmedier har fokuseret på, at Trump i talen kom med mange mere end tvivlsomme påstande, endnu engang, og mildest talt ikke lader til at føle sig bundet af kendsgerningernes verden. Og det er alt sammen også rigtigt. For Trump siger bramfrit, hvad han i øjeblikket fornemmer vil gavne hans sag. Uanset fakta. Men det er heller ikke her, at det skelsættende drama dirrer. Langt fra.
Trump har i stedet sat gang i en alt-eller-intet-udholdenhedskamp med det etablerede politiske system. Han vil nu engang for alle bevise, at han er bedre end alle andre til at gennemtrumfe sin vilje. For selve muren, ja, den er han faktisk også ligeglad med: ”Det kommer ikke til at ændre en pokkers ting, men jeg gør det alligevel,” sagde Trump ved en frokost inden talen.
Man skal altid sige klart nej, før man senere kan acceptere at sige ja. Så enkelt har USA’s præsident Donald Trump formuleret sin egen ‘forhandlingskunst’, ja, for sådan omtaler han selv sine evner til at lave aftaler. Logikken er lige så enkel, som den er hasarderet brutal: Det er først, når modparten mere eller mindre desperat ønsker at indgå en aftale, at man skal slå til – på egne betingelser. Ellers ikke.
I dette magtspil handler det først og fremmest om at have is i maven og turde lade alt bryde sammen om ørene på én, og som i et ‘Chicken Game’ lade modparten gøre udfaldet først. Kaos er Trumps bedste ven i forhandlinger.
Modparten skal psykes
Det pinagtige spil, der lige nu udspiller sig i Washington D.C. om opførelsen af en mur langs grænsen til Mexico, følger således den drejebog, som Trump tidligere har brugt som ejendomsmogul. Ved mindst fire lejligheder har han ladet sit firma køre så tæt på kanten af konkurs, at kun gode personlige forbindelser i finansverdenen fik reddet ham ud af personlig bankerot.
I sin dubiøse erhvervskarriere har han selv forsøgt at virke ophøjet ligeglad med at bringe sig helt ud på kanten af et finansielt kollaps. Han gør faktisk en dyd ud af at være nonchalant og bruger usikkerheden som et snedigt trick i forhandlingerne. Som en måde at psyke modparten.
Så selv om det kan virke barnagtigt og i hvert fald kamikaze-agtigt, når præsident Trump nu holder hundredtusindvis af statsligt ansatte som gidsler i den føderale krise, der er opstået med budget-nedlukningen efter nytår, gambler han kalkuleret med, at modparten i både Senatet og Repræsentanternes Hus vil vakle først.
Og tiden arbejder for Trump, dels fordi han oprigtigt er ligeglad med følgevirkningerne, og dels fordi han håber at kunne tvinge de andre politikere til at opføre sig ligeså kynisk som ham selv.
Trumps kaos-doktrin er et fundamentalt opgør med idéen om det samarbejdende folkestyre – og om, at det demokratisk set er bedst, når politikerne forhandler mindelige løsninger hjem i fællesskab. Trumps skrupelløse magtspil er et forsøg på at kortslutte demokratiet indefra, og han kan meget vel få held med sit kupforsøg. /Lars Trier Mogensen