Riku Riski redder dagen

Hvad sker der? Ørkenstaterne Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har i en årrække været yndede refugier for klubber med et ønske om at undslippe de kolde europæiske vintermåneder. Men nu er fansenes tålmodighed altså ved at være sluppet op. Så sent som i sidste uge kunne F.C. København meddele, at de fra næste år ikke længere vil afholde træningslejr i Dubai. Det skete efter vedvarende pres fra klubbens fans, der særligt har udtrykt bekymring for De Forenede Arabiske Emiraters lemfældige omgang med menneskerettighederne. Tilsvarende har fanforeningen Brøndby Supporters Trust forlangt at få en udredning fra Brøndbys ledelse for valget af Dubai som træningsdestination. I Tyskland møder landets største fodboldklub Bayern München kritik for sine sponsoraftaler med Qatar. Og senest nægtede den finske landsholdsspiller Riku Riski ”af etiske grunde” at rejse med det finske landshold til Qatar for at afvikle en træningskamp mod Sverige.

Er det nyt? Egentlig er det langt fra første gang, at fodboldfans vælger at lufte deres meninger om de to olienationer. Siden FIFA’s hovedrystende valg af Qatar som værtsnation i 2022 har der lydt en vedvarende serie af ramaskrig i takt med, at afsløringer er væltet frem om de slavelignende forhold, hvorunder de nye VM-stadioner bliver bygget. Tilsvarende har særligt de såkaldte ”Football Leaks” stillet skarpt på de problematiske pengestrømme, der flyder fra De Forenede Arabiske Emirater, som har været med til at skævvride fodboldøkonomien. Og faktisk valgte norske Rosenborg allerede sidste år at aflyse en træningstur til Dubai efter fanprotester, ligesom svenske Malmø FF undlod at deltage i en turnering i byen.

Hvorfor er det så vigtigt? Først og fremmest viser de fornyede protester, at fansenes kritiske indstilling over for oliestaternes indblanding i fodbolden formodentlig er kommet for at blive. Modstanden synes kun at have vokset sig større siden sidste vinterpause, og den tegner et billede af, at stadig færre fans ønsker at se deres klubber give køb på egen integritet. Dette kan for alvor vise sig interessant, hvis Riskis landsafbud kan skabe præcedens for en ny form for alliance mellem spillere og fans, der tilsammen vil kunne tvinge klubber og landsholdsforbund ud i en større politisk stillingtagen. Tiden hvor fodbold blot var et uskyldigt spil er for længst forbi, og selv ikke det smukkeste saksespark bør kunne forsvare et diktatur. /David Dragsted