Fedtbjerget

Fedt. Vi kan ikke leve uden det, men vi kan heller ikke leve med det. Det er Elvis Presley et godt eksempel på. Efter den berømte sanger var faldet død om på sit toilet på Graceland uden for Memphis den 16. august 1977, viste obduktionen, at han havde en leragtig substans i maven. Forstoppelse, simpelthen.

Elvis spiste lidt for godt, og det hjalp ikke, at der blandt hans yndlingsretter var en sandwich med syltetøj, peanutbutter, bacon og friturestegt egern. Når alle ingredienserne var samlet mellem brødet, kunne han godt lide, at det hele lige fik en tur mere i frituren – altså dobbeltstegt egern. Og hvis han spiste tærte, spiste han ikke ét stykke, men hele tærten. ‘Eksperter’ (og vi sætter med vilje pædagoghåndtag om ordet ‘eksperter’ her, for inden for Elvis-forskningen er der rigtig mange halvstuderede røvere) – nå, men ‘eksperter’ anslår, at han i perioder indtog mellem 10.000 og 12.000 kalorier om dagen. Det blev bare for meget.

Ydrk!

Under strandpromenaden i den engelske badeby Sidmouth i det sydvestlige England har myndighederne, eller hvem der nu har ansvaret for den slags ophobninger, fundet et 64 meter langt fedtbjerg. Ifølge en artikel i The Guardian består bjerget blandt andet af størknet fedt (det giver sig selv), vådservietter og madolie, som indbyggerne har hældt ud i afløbet. En Andrew Roantree fra det lokale vandværk Southwest Water udtaler, at det vil tage hans folk otte uger at få bugt med klumpen, og de kommer til at bære åndedrætsværn og beskyttelsesdragter.

Det lyder jo helt ufatteligt ulækkert. Så står der også i artiklen, at vandværket vil åbne en pop up-butik på gadeplan i den lille by; ikke for at sælge klumpen i små mængder, men med henblik på at informere borgerne om ikke at ”fodre fedtbjerget”.

Det er ren science fiction. Hvis vi havde flere likvide midler her på Føljeton, ville vi straks købe rettighederne til historien og omsætte den til en miniserie på Netflix – måske med Susanne Bier som instruktør og Sandra Bullock som en midaldrende højgravid amerikansk badegæst, der selv har fået en fedtsugning på mave og baller, og som glider i en fedtaflejring, mens hun leder efter sin vielsesring ved kloakkens afløb, hvorefter hun falder ind i fedtbjerget, der straks opsluger hende og truer med at kvæle hende, så gode råd er dyre.

Desværre for vores filmplaner er fedtbjerget ”blevet identificeret i god tid uden nogen risiko for badevandet”, siger Andrew Roantree, som dog har en bøn til de lokale: ”Hvis man vil holde bare ét nytårsforsæt i år, så lad det være at undlade at hælde fedt, olie og smørelse ned i afløbet eller at skylle vådservietter ned i toilettet.”

Nutella står for skud

Fedt, mand. Og nu hvor vi snakker om det, så er vi måske også nået dertil i menneskehedens historie, hvor vi skal kigge på vores forbrug af Nutella. Det glimrende digitale medie Quartz havde forleden et særtema om det italienske smøreprodukt, som man enten skal være underlig eller nøddeallergiker for ikke at synes rigtig godt om. Nutella blev lanceret som et ‘dessert-hack’, da der var smalhals i tiden lige efter Anden Verdenskrig. Opfinderen, Pietro Ferrero, døde pudsigt nok af hjertestop, inden Nutella blev en verdenssensation, som gjorde familien Ferrero til en af verdens rigeste. I dag indtages der 365 mio. kilo Nutella hvert år.

Men hør lige. Hvis du engang må gå forgæves efter hasselnødder i supermarkedet, så kan det godt være Ferreros skyld, for de bruger 25 pct. af verdens samlede hasselnødder på deres bløde brune smørelse. Hvad værre er: En af hemmelighederne bag opskriften er, at Nutella indeholder palmeolie, som er delvis skyld i den massive skovrydning, der finder sted i Sydøstasien. Er det det værd? Palmeolie er heller ikke særlig sundt, og alt det begynder forbrugerne at reagere på. Barilla – du ved, dem med spaghettien – har introduceret en konkurrent med et lidt for langt navn, Crema Pan de Stelle, som angiveligt indeholder solsikkeolie, har 10 pct. mindre sukker, hasselnødder fra Italien og bæredygtig kakao.

Ferrero-familien opfatter imidlertid Creme Pan de Stelle som en fornærmelse og truer med at gå ind i spaghettibranchen, og den har de sikkert penge nok til at disrupte godt og grundigt. Vi er sådan set ligeglade, bare det er bæredygtigt. Og vi køber også gerne rettighederne til den historie. /Oliver Stilling