Kapløbet om månen genoptaget

Da John F. Kennedy i maj 1960 erklærede over for den amerikanske kongres, at han ville sende ”en mand til månen og få ham sikkert ned igen,” blev han ikke sagt imod. Det var et nationalt mål og et fælles projekt for en nation, der skulle statuere sin overlegne teknologiske og militære status. Hele landet stod bag og bakkede støtten op med millioner efter millioner af amerikanske skattedollar til månemissionen Apollo.

Man forsøgte ikke engang at skjule udgifterne. Men hvad der måske var endnu mere bemærkelsesværdigt var, at selv om Kennedy personligt havde erklæret, at han ville få månevandrerne »sikkert ned igen«, forsøgte man heller ikke at skjule, hvor tvivlsomt det løfte egentlig var. Faktisk opererede man med en risiko på op mod 70 procent for, at Neil Armstrong og Buzz Aldrin aldrig ville komme til at sætte deres ben på jorden igen. Det var under den kolde krig, og man havde naturligvis magtinteresser i spil, ligesom der igen og igen blev argumenteret for de teknologiske vidundere, der ville blive udviklet som biprodukter af projektet. Men grundlæggende var det noget helt andet, der drev Apollo: Det var folket. Befolkningens drøm om månen. En drøm, der har ligget i os siden tidernes morgen. Menneskets grundlæggende trang til at udforske, forstå og komme videre fremad.

Kapløbet genoptaget

Månelandingen for i år præcis 50 år siden kender vi. Vi har muligvis også hørt om nummer to og nummer tre, men op igennem 70’erne forvandt momentum for månefarten. Magien var væk. Et par tragiske tv-transmitterede dødsulykker og en Vietnam krig, der ingen ende ville tage, fik amerikanerne til at kigge ned på jorden igen, og siden har der været stille om rejser til Månen. Indtil i sidste uge. Her landede kineserne på den fjerneste side af månen og tog dermed ikke bare et bemærkelsesværdigt skridt for menneskeheden, men fik også sendt sig selv ind i feltet af førende måne-nationer.

I al ubemærkethed er månekapløbet nemlig blevet intensiveret i de senere år. Fra at være en ubrugelig sten på himlen, ingen strakte sig efter, har udviklingen i måne-økonomien siden 2010 gjort den til et attraktivt investeringsobjekt i milliardklassen. Investeringsbanken Morgan Stanley har siden 2010 hvert år opjusteret vurderingen af den forventede måne-økonomi med flere 100 millioner dollars, så der frem mod 2040 ifølge banken vil være mere end en billion dollars (det er 12 nuller) i rent afkast deroppe. Men hvem henter dem først, og hvem har ret til det?

Hvem handler det om?

Lad os tage én ting ad gangen og starte med at se på, hvem der er ude efter hvad. Her er der grundlæggende fire hovedaktører: Stater, forskere, reel investerings-økonomi fra eksisterende storkoncerner og så de mere eller mindre enkeltstående milliardærer med en vild raketplan.

Først og fremmest er det verdens stormagter, der driver kapløbet, og her handler det – præcis som i 60’erne – hovedsageligt om magt og geopolitik. Vi taler om den gode gamle kolde krig mellem Rusland og USA, men tingene er som bekendt kompliceret yderligere af det stormagtsambitiøse Kina og et Europa, der ønsker selv at kunne spille med musklerne i det europæiske rumagentur ESA. Dertil kommer jokere som Indien og Japan, der begge er langt med selvstændig raketforskning og programmer for Månen.

Bag landene ligger forskerne og de store universiteter, der drømmer om svar på livets store spørgsmål ved at undersøge Månens mineraler og opstille teleskoper, der langt bedre kan se helt ind i det uendelige univers. Herefter kommer en række robotentreprenører og firmaer som Toyota, Boeing  og Volkswagen, og endelig har vi de mere spektakulære milliardærer, som blandt andre tæller Tesla-direktøren Elon Musks SpaceX, Richard Bransons Virgin Galactic og Amazon-stifteren Jeff Bezos’ Blue Origin.

Hvad kan de tjene penge på?

De laveste frugter for de private aktører hænger fra de mange milliarder, som stormagterne har afsat til forskningen. For eksempel afsatte NASA 2,6 milliarder dollars ekstra i 2018 til ekstern robotteknologi, der skal kunne fungere på Månen. Ligeledes har NASA indgået store milliardkontrakter om udviklingen af raketteknologi, og det samme har det europæiske rumagentur. Dertil kommer universiteter som MIT, der har afsat milliarder til at placere kæmpeteleskoper på månens ”bagside”, og så har særligt Virgin Galactic og SpaceX arbejdet med en forretningsmodel, hvor man vil gøre verdens rigeste til de første rumturister med en rundflyvning om månen – her er de første pladser allerede solgt og milliardkontrakter indgået.

Men det er ikke bare ren symbolpolitik og nysgerrighed, man kan tjene penge på, for der findes også mere konkrete ressourcer deroppe. Månen menes nemlig at være fyldt med sjældne jordarter, metaller og energiformer, som mennesker på Jorden kan udnytte. Både forskere og virksomheder ønsker derfor at drive minedrift på Månen, men særligt ønsker man at udnytte det vand, man ved ligger indkapslet i Månens enorme isfelter. Med vandet kan man nemlig udvinde brændstof (brint) på Månen, hvilket måske umiddelbart lyder som en besværlig størrelse, men det er mange gange mere besværligt og dyrere at bringe brændstof med til Månen – eller til rummet i det hele taget – fra jorden. Vil man videre ud i rummet, er det essentielt med en optankning på eksempelvis Månen. Ligeledes kan det være ekstremt brugbart for den rumfærd, der allerede finder sted på rumstationerne og hos satellit-producenter, der ikke er blevet mindre aktuel, hverken i forbindelse med klodens stigende kommunikationsbehov eller som militært forsvar. Jo vigtigere satellitter er blevet, desto vigtigere er det også blevet at kunne drive dem omkostningslavt, og man vurderer, at det koster omkring 4.000 dollars at fragte et kilo brændstof fra jorden ud af atmosfæren, mens det kun vil koste omkring 500 dollars at producere og fragte det fra Månen.

Derved er Månen en vigtig brik, hvis mennesket vil nå den næste grænse – Mars.

Hvad kan stoppe det?

Nå, men det lyder jo som den næste store ting, så – er der da slet ikke noget, der kan stoppe det økonomiske godstog? Jo, en hel del faktisk. Langt størstedelen af måne-økonomien stammer til stadighed fra den amerikanske stat, og skulle der igen opstå en politisk modvilje mod at ville indtage Månen eller bare endnu en økonomisk recession vil investeringslysten falde markant globalt. Dertil kommer en del juridiske uklarheder, som er svære at få afklaret og som gør investeringerne usikre.

Et andet – mere positivt – forhold er, at selvom verdens stormagter muligvis virker en smule anspændte i disse år, har samarbejdet mellem nationerne faktisk aldrig været tættere, og kapløbet foregår i et reguleret og behersket miljø, vurderer eksperterne. Det er det, vi ser på den Internationale Rumstation i dag. Her bliver alle kosmonauter og astronauter uanset nationalitet sendt af sted til rumstationen med de russiske Sojuz-raketter fra Kasakhstan, og fremme ved rumstationen svæver de så rundt mellem hinanden og samarbejder i fred og fordragelighed. Både NASA, ESA og andre rumagenturer er i fælles samarbejde med private aktører med store planer om at vende tilbage til Månen. Det er bedre for menneskeheden, men vil man indtage Månen, skal man være villig til at gå langt. Præcis som John F. Kennedy.