I Volbeats og kapitalfondens vold

På mange måder føltes det som et sært antropologisk studie at se de danske håndboldherrer save Tunesien over i Herning lørdag aften. I optakten havde de flittige sportsjournalister brugt timer på at forklare, hvordan Tunesien altså ikke skulle undervurderes som modstander, men allerede inden for de første 20 minutter førte Danmark med 14-2, og så var den kamp lukket. I sådan en situation får man som seer virkelig skærpet sanserne, for et eller andet må man jo gøre for holde sig underholdt, og snart er der mange andre ting, som synes vigtigere end Mikkel Hansens underhånd. Tag bare det antal gange, publikum formåede at svinge sig op til at skråle med på Volbeats sang ”For Evigt”, i hvad der allerede nu må ses som en stærk kandidat til den mest prollede fællessang i 2019. Det er her den livstrætte sofa-antropolog begynder spørge sig selv, om det virkelig er sådan det danske åndsliv skal ende: I en bankboks et sted i Herning.

Lokumskolde museer

Af alle tænkelige redningsmænd havde vi her nok ikke skudt på Dansk Industri (DI), men det er ikke desto mindre dem, som igen får reddet os ud af sofaen. I en ny analyse udført af DI med hjælp fra Danmarks Statistik kan erhvervsorganisationen således fortælle, at det nærmest ikke kunne gå bedre for de danske museer – i hvert fald set på forretningssiden. Alene i 2015 stod landets museer og zoologiske haver for mere end 5 mia. kroner af Danmarks samlede bruttoværditilvækst, hvilket betyder, at de mange kulturinstitutioner faktisk kan ses som en god forretning.

De bidrager simpelthen med flere penge, end staten skyder i dem, og det endda helt uden fikse regnemodeller der inddrager brandingværdi og andre porøse størrelser: ”Det, vi ser på her, er dog de helt lokumskolde tal fra nationalregnskabet. Vi lægger ikke alt det andet oveni, men ser alene på aktiviteten i museernes egen virksomhed og de ydelser, de køber hos andre aktører,” som DI’s sekretariatsleder for turisme Sune Jensen forklarer det til Politiken.

Kapitalfondens æbleskrog

Om det også er de lokumskolde tal, SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i weekenden har skulet til, skal vi ikke kunne sige, men sikkert er det i hvert fald, at de søndag valgte at trække sig fra det planlagte salg af Radius, Ørsteds sjællandske eldistributionsselskab. Dermed er der ikke længere politisk opbakning til en sag, der hurtigt kunne have udviklet sig til en hel omgang Dong og Goldman Sachs 2.0. Som blandt andet Enhedslisten længe har plæderet for, ville Radius med et salg risikere at falde i hænderne på en udenlandsk kapitalfond, hvilket i et worst case-scenario kunne resultere i øgede priser for kunderne efter et forsøg på profitmaksimering. Men den gik altså ikke. Måske partierne rent faktisk har lært noget af den tidligere Dong-sag, som i sidste ende kostede SRSF-regeringen livet.

Finansminister Kristian Jensen (V) var hurtigt ude og begræde forløbet, idet han mente, at et svigtet salg går ud over Ørsteds planer om at blive global spiller inden for grønne energiformer. Pengene fra Radius skulle simpelthen være gået til den grønne omstilling, må vi forstå. Nu ved vi ikke, om Kristian Jensen har læst særligt meget Karl Ove Knausgård, men det klinger lidt af det essay af Knausgård i bogen Om efteråret, hvor han beskriver sin æblespisningsteknik. Han spiser æblet med skrog og det hele for ikke at komme til at nyde det for meget. Livet skal jo også være hårdt.

Det må være sådan, vi skal tolke Kristian Jensens budskab: Det er faktisk nødvendigt at sluge en kapitalfond for at nyde godt af den grønne omstillings sødme. Måske er der noget om snakken, men vi forstår altså godt, hvis man bare vil nøjes med det bløde æblekød. Livet er vel ikke hårdere, end at man fortsat skal kunne spise et æble på normal vis – ligesom man i øvrigt også burde kunne se håndbold uden at skulle høre Volbeat. /David Dragsted