Regeringen har opfundet deres eget problem

Løsninger kommer ofte før problemer. Logisk burde det vel nok være omvendt: At man efter at have analyseret et reelt og veldokumenteret problem grundigt kom frem til den bedste og mest målrettede løsning. Men sådan er det sjældent i politik. I stedet har garvede embedsmænd ofte færdige løsninger liggende i skufferne, som kun venter på, at problem skulle opstå.

Nogle gange kan man ligefrem blive nødt til at opfinde et problem til lejligheden for at kunne bruge den færdigfikse løsning. Dagens bebudede nedlæggelse af regionerne er et bizart eksempel.

Kun få mennesker har – ud over nogle papirnussere inde i Finansministeriet – gennemskuet, hvorfor lige præcis regionsrådene skulle være det allerstørste problem i sygehusvæsenet. Altså det mest påtrængende problem i dansk politik. Ikke desto mindre har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop fremlagt en stor sundhedsreform, hvor trumfnummeret er at tage livet af regionerne, afløseren for de gamle amter, og i stedet etablere en mere professionaliseret og ikke mindst centraliseret kontrol i et nyt statsligt organ med navnet ‘Sundhedsvæsen Danmark’.

For de fleste andre fremstår det dog gådefuldt, hvorfor regionsrådene i sig selv skulle være den største blokering for bedre behandling af patienter. Særligt for borgerne i de tyndere befolkede egne af landet, hvor det for alvor betyder noget, hvem der konkret træffer beslutninger om placeringen af sygehusafdelinger og akutberedskab. Det betyder noget, om beslutninger træffes langt væk eller tæt på.

For de fleste borgere er manglen på praktiserende læger et noget mere mærkbart problem i hverdagen end regionerne. I store dele af Danmark er det ikke længere muligt at rekruttere læger, og slet ikke læger der kan tale dansk. I andre dele af landet har besparelserne i psykiatrien ført til en desperat situation, hvor folk med skizofreni og paranoia vælter mere eller mindre ubehandlede rundt i gaderne, fordi der ikke længere findes tilstrækkeligt med sengepladser. Andre steder er der blevet langt mellem ambulancerne.

Nedlæggelse af egen opfindelse

Den beskidte virkelighed er imidlertid kompliceret. Så virker det mere handlekraftigt at nedlægge regionerne. Det er i hvert fald en løsning, der længe har rumsteret i magtens korridorer på Slotsholmen.

Som Venstres formand har Lars Løkke endda selv tidligere foreslået at nedlægge de regioner, som han paradoksalt nok selv oprettede i forbindelse med strukturreformen i 2007. Eller rettere sagt: Løkke har tidligere truet med at nedlægge sin egen opfindelse.

Tilbage i 2015 opstillede Venstre syv krav til regionerne, herunder at ventetiden ved en operation skulle ned under 50 dage, at forskellen i ventetid mellem regionerne skulle nedbringes, at særligt kræftpatienter skal behandles til tiden, samt større fokus på demens og kroniske sygdomme. Og på stort set alle syv områder er der sket betydelige fremskridt, så ventetiderne rent faktisk er blevet nedbragt og udlignet mellem landsdelene.

Når man måler Løkkes egen opfindelse fra 2007 på hans egne effektiviseringskrav fra 2015, ja, så vurderer landets to førende sundhedseksperter fra Syddansk Universitet, professor Kjeld Møller Pedersen og professor Jes Søgaard, at regionerne har bestået. På de afgørende områder er danske sygehuse altså blevet mere effektive hen over de seneste år, og selv om regionsrådene næppe kan siges at være blevet en demokratisk succes, har de trods alt udgjort en kanal for folkelig indflydelse på forvaltningen af sundhedssektoren.

Når embedsmændene i Finansministeriet igen har fået held til at trumfe en reform igennem, skyldes det en enkelt faktor, som statsministeren også strejfede på formiddagens pressemøde: I de kommende år vil antallet af ældre stige voldsomt, og dermed risikerer udgifterne til sundhedsbehandling og omsorg at eksplodere, hvis borgerne fortsat får mulighed for at præge prioriteringen. Prognosen er, at borgerne vil kræve flere udgifter til sundhed, hvis de får muligheden.

Nu nedlægges regionsrådene, og beslutningerne trækkes dybere ind i mørket, hvor kun særligt indviede vil få mulighed for at følge med i de stadig mere kontroversielle prioriteringer. Lokalt demokrati erstattes med statsligt bureaukrati. Til gengæld bliver det billigere: Budgetterne til sundhed vil kunne skæres yderligere ned, nu hvor lokale folkevalgte trækkes ud af ligningen. /Lars Trier Mogensen

+ Læs også analyse fra Føljetons politiske nyhedsbrev /dkpol om sundhedsudspillet i lyset af den folkelige revolte mod etablissementet, som kulminerende i går aftes, da et stort flertal i det britiske underhus stemte nej til Brexit-aftalen og dermed kastede hele Europa ud i politisk kaos.